Pinterest

Hvad siger danske fotografer til Pinterest

Der er ingen tvivl om, at det kan være “farligt” at pinne billeder på Pinterest. Pinner du en professionel fotografs billeder, kan det udløse en faktura for at krænke ophavsretten

Jeg har bedt forskellige fotografer om at sige deres mening om Pinterest og ophavsret. Bliver de glade, hvis du pinner deres billeder. Eller er de “sure krakilere”, der ikke kunne drømme om at lade andre bruge deres billeder uden betaling?

Hvad mener fotojournalisten om Pinterest

Heidi Lundsgaard – heidilundsgaard.dk

Jeg tror ikke umiddelbart at jeg kommer til at bruge Pinterest, til at markedfører mine billeder og mig selv som fotograf, men jeg kan godt se at det har nogle sjove muligheder. Foreløbig bruger jeg Facebook.

Spørg mig først – før du bruger mine billeder

Som altid, vil jeg gerne spørges før nogle bruger mine billeder. Jeg tager stilling fra sag til sag. Grundlæggende er jeg meget gavmild med mine billeder, så længe det er til privat brug.
Så snart det bliver redaktionelt eller kommercielt, vil jeg kende den sammenhæng mine billeder indgår i.
Det her er et grænseområde og derfor er det vigtigt med en klar aftale mellem fotograf og bruger.

Pin mig gerne, hvis jeg har givet lov

Folk må gerne pinne mine billeder hvis jeg har givet tilladelse ;-)

Hvad mener fotojournalisten om Pinterest?

Søren Skarby – fotojournalist

Jeg har set en smule til Pinterest, men ikke interesseret mig voldsomt for det.

Det er tydeligt hvorfor det er sjovt fordi det visuelt brager derudaf, og det er lige der problemet er.

Som fotografer lever vi af at levere visuelt indhold. Vi ved fra utallige eye track -undersøgelser, at det er vores billeder der trækker læsere. Selv rubrikken “Headless man in topless bar” bliver slået af billedet af samme.

Derfor er det ret svært at sige, at folk bare skal bruge løs. Det er vores visuelle regnekraft, der for at sige det som det er, bliver nasset på.

Jeg tror ikke jeg får noget som helst ud af, at nogen pinner mine billeder. Langt de fleste vil være private, og jeg vil ikke få nogen jobs ud af det.

Der har udviklet sig en kultur hvor der ingen respekt er for intellektuel ejendomsret. Derfor er vi som fotografer nødt til, at reagere hver eneste gang nogen stjæler, også selvom de ikke har kendskab til loven. Og hvorfor så være sådan nogle sure krakilere? Fordi vi risikerer, at der bliver skabt præcedens for, at billeder er gratis. Det vil være en katastrofe hvis store reklamebureauer vil bruge det som begrundelse for ikke at ville betale for et arkivbillede.

Respekt for de fotograferede personer

Og hvad rager det så Fru Hansen? Jo, hvis hun optræder på det billede bureauet bruger, og fotografen ikke længere har indflydelse på hvad hans billeder bliver brugt til, har vi et problem. Fru Hansen vil blive hammer sur på den fotograf hvis billeder hun i første omgang erne ville pinne gratis. Derfor handler ophavsret ikke kun om kroner og øre, men den grad også om fotografens indflydelse på hvor hans billeder bliver brugt.

Hvad mener reklame- og portrætfotografen om Pinterest

Camilla Hey – camillahey.dk

Ideen om en stor database fyldt med fotos/illustrationer/grafik m.m – som man kan surfe rundt i, blive inspireret af og få gode idéer af – synes jeg godt om.

Pinterest er et slaraffenland for visuelle folk. MEN problemet er, at det er svært at vide, om ophavsmanden har givet tilladelse til at billederne ligger der.

For mig er Pinterest en skøn opslagstavle til ideer og inspiration. Hver aften skal jeg lige ind og se hvilke nye billeder, der er kommet.

Jeg synes, det er svært ikke selv at pinne fotos til mine boards. Jeg kunne godt tænkte mig, at man kunne gøre ens boards private, så man ikke skal tænke på rettigheder.

Selv vil jeg dog kun pinne fotos på Pinterest, jeg vil aldrig gøre det på facebook, hjemmesider eller lignende – for mig er Pinterest en inspirationsopslagstavle.

Problemet med fotograf-verdenen er, at vi er meget forskellige med vores holdning til rettigheder, og jeg kan godt forstå det forvirrer folk. Men en start vil være at folk bare husker at kreditere ophavsmanden.

Sammenhængen er vigtig

 

Om jeg ville reagere, hvis nogle pinnede mine billeder?

 

Det afhænger meget af, hvilke billeder det er og i hvilken sammenhæng – f.eks. vil jeg reagere, hvis der er personer på billedet, fordi jeg føler et ansvar over for de folk jeg har fotograferet.

 

Hvis billederne er brugt til kommercielt brug ville jeg nok i påpege det eller sende en faktura.

 

Til hyggebrug vil jeg kun påpege det og måske bede dem om at fjerne billederne og kontakte mig en anden gang, hvis de ønsker at bruge dem.

 

 

Hvad mener pressefotografen

HC Børner, pressefotograf siden 1968, har en klar holdning til genbrug af hans billeder:

“Som pressefotograf har jeg flere gange været ude for, at andre har lånt mine billeder til forskellige brug. Min holdning er ganske klar. Mine billeder må kun bruges til aftalt formål og kun af bestilleren. Anden udnyttelse kræver min – og min alene tilladelse.

Misbrug skal betales – jeg starter ved kr. 5000,- og de sager som jeg har ført er vundet, så jeg har fået et pænt honoar hver gang.

Det skal ikke kunne betale sig at stjæle andres billeder.”

 

Tips og tricks

Sådan undgår du, at folk pinner dine billeder:
Indsæt denne kode  i headeren på dit website:
<meta name= “pinterest” content=”nopin” />

I WordPress gøres det nemmest ved at paste koden ind i filen header.php på en linje lige før koden </head>

Koden indebærer, at følgende besked popper frem, hvis nogen forsøger at pinne fra dit website:

“This site doesn’t allow pinning to Pinterest. Please contact the owner with any questions. Thanks for visiting!”

Tak til Peter Høvring, der er kommet med tippet i Facebook-gruppen WordPress-lab

Få flere tips om Pinterest

Følger du WebWoman på Facebook, får du med jævne mellemrum tips om Pinterest

Danske aviser og magasiner er ikke på Pinterest – endnu

Times Magasine er på Pinterest. Danske aviser, ugeblade eller magasiner har jeg ikke fundet…..  Endnu!

Pinterest er et oplagt medie at bruge for journalister, aviser, ugeblade, magasiner.

Ikke mindst hvis målgruppen er kvinder mellem 30 og 50 – fordi det lige nu er dem, der er flest af på Pinterest.

Efter sigende er det anderledes i England, hvor over 50% af profilerne er mænd.

Time Magasine, som i 2011 udråbte Pinterest til at være et af årets 50 bedste websites,  er et godt eksempel på, hvordan et magasin kan udnytte Pinterest til at præsentere:

“Breaking news & current events from around the globe.”

Times Magasine har oprettet flere forskellige boards og bruger blandt andet Pinterest til at præsentere:

Forsider

Times gamle forsider – giver et spændende indblik i ikke bare magasinets histore, men også i vores alle sammens fortid.

Time Covers viser de nyeste forsider

Interviews

Der er et board med præsentation af interviews – billeder, videoklip og link til det fulde interview.

Medarbejdere

Time Staff viser medarbejderne – ikke kun deres portrætter (i sort/hvid) men også med en beskrivende tekst til hver.

Bøger og anmeldelser

TIME books – et coverfoto af bøger, der er anmeldt.
En kort omtale af hver bog.
Et link til anmeldelsen.

Og Pinterest brugere kan kommentere, like og pinne.

I skrivende stund (16. februar 2012) har Times book-board 4168 followers.

Jeg vil skyde på, at tallet vokser eksplosivt de kommende måneder!

Det er et oplagt eksempel på, hvordan Pinterest med fordel kan bruges.

Vi bruger i høj grad Pinterest – og andre sociale medier – til at iscenesætte os selv; til at præsentere os for omverdenen.

Enhver bogorm og Pinterest-bruger vil elske at vise sit bogvalg frem.

Aviser, ugeblade, magasiner kan på tilsvarende vis præsentere anmeldelser af film, musik, koncerter, restauranter, produkter……

Få brugerne til at dele – lovligt

Problemet med Pinterest er, at brugerne nemt kan dele billeder, de ikke har lov til at dele. Og de gør det, fordi det er nemt. Mange uden tanke for, om det er lovligt.

De fleste danske medier – hvis ikke alle – har opdaget, at det er vigtigt at give bruger/læserne muligheder for at dele via Facebook, Twitter, Google+ De samme medier  bør snarest muligt tage stilling til læsernes lyst til at dele billeder via Pinterest.

Vil det være OK – også med fotograferne – at billederne spredes? Eller vil danske medier og fotografer forfølge læsere, bloggere og Pinterest-brugere, der pinner billeder i strid med ophavsretsloven?

Mange vil gøre det uden at være klar over, at det kan koste dem dyrt.

Andre vil lade være, fordi de frygter et økonomisk efterspil.

Brug Pinterest knappen

Det vil være en fordel for alle parter, at medierne tager stilling til Pinterest – og eventuelt tydeligt signalerer, om de er med på vognen – eksempelvis ved at sætte en Pinterest button ved siden af knapperne til Facebook, Twitter og Google+

Giv mig et tip om danske medier på Pinterest

Finder du danske aviser, ugeblade, magasiner på Pinterest, må du meget gerne give mig et hint, så jeg kan præsentere dem. Post en kommentar og et link.

7 råd om at undgå problemer med billeder på blog og Pinterest

Det kan blive rasende dyrt for dig at bruge andres billeder uden tilladelse. Uanset du poster på din blog eller pinner på Pinterest

Uanset du poster eller pinner dine egne eller andres billeder online, er der utallige muligheder for at komme galt af sted. Og der er næppe ret mange af os, der har 100% rent mel i posten, når det gælder brug af andres billeder?

Den helt grundlæggende tommelfingerregel er, at du skal vide, hvad du gør, hvis du bruger billeder, der ikke er dine egne.

Pas på ophavsret og Copyright på Pinterest

De fleste af os har nok postet billeder på Facebook, som vi strengt taget ikke har lov til at poste. Måske endda i god tro!?

Er du (også) kriminel online?

Det følgende er ikke skrevet med løftet pegefinger, blankpoleret glorie eller rent mel i posen. Og regler er nogle gange til for at blive brudt og skubbet til.

Men kend reglerne først – og bryd dem så i det mindste med omtanke.

1) Pin og post dine egne billeder

Du har lov til at poste og pinne dine egne billeder. Forudsat at de iøvrigt overholder diverse lovkrav – ophavsretlov, straffelov,markedsføringslov etc.

Du har eksempelvis ikke lov til uden videre at offentliggøre portrætter af andre mennesker.
Situationsbilleder fra eksempelvis et offentligt sted eller arrangement, må du som regel gerne offentliggøre.

Bruger du Pinterest til markedsføring eller branding, skal du være særligt opmærksom, hvis der er personer på billedet.
Det er afgørende, at de afbillede ikke med rimelighed kan føle sig udnyttet, udstillet eller på anden måde krænket.

Læs mere hos Datatilsynet om billeder på nettet

2) Pin andres billeder med tilladelse

Vil du pinne billeder fra din webshop eller billeder af varer, produkter, ydelser etc. skal du være særligt opmærksom, hvis du ikke selv har taget billederne.

Læs hvad danske fotografer mener om Pinterest

Har du eksempelvis betalt en fotograf for at tage billederne for dig til et bestemt formål – eksempelvis til en brochure – er det ikke en selvfølge, at du har lov til også at bruge billederne på dit website eller på Pinterest.

Vil du bruge billeder i en anden sammenhæng end oprindeligt aftalt med fotografen, bør du sikre dig, at fotografen at overdraget (eller solgt) dig videreudnyttelsesretten.

Læs pressefotografernes betingelser for genbrug af billeder

Du har ikke lov til bare at tage et billede fra et website eller en blog og bruge det på Pinterest. Eller på din egen blog.
Heller ikke selvom du henter billedet fra eksempelvis et website, der angiver at have retten til billederne.

Vil du omtale en restaurant, et teaterstykke, en film, en koncert eller lignende, har du ikke lov til at gå ind på eksempelvis restaurantens eller cafeens website og pinne et af billederne. Du må heller ikke bruge det på din blog.

Du kan ikke engang gå ud fra, at restauranten eller cafeen har retten til at give dig lov til at bruge billedet. Det afhænger af, om de har en videreudnyttelsesaftale med fotografen.

Husk, at det som udgangspunkt altid er fotografen, der har ophavsretten og kan bestemme, hvem, hvornår og i hvilken sammenhæng, det kan bruges.

3) Spørg fotografen om lov

Jeg har utallige gange fået tilladelse til ganske gratis at bruge fotografers billeder – i avis, i brochure, på website. Ofte får du endda et lynhurtigt og venligt svar, hvis du spørger om lov.

Send en mail. Fortæl, hvor og i hvilken sammenhæng, du gerne vil bruge billedet.

4) Pin det originale billede

Pin altid billeder fra et website, du er sikker på både har ophavsretten til billedet og som tillige tillader dig at gøre det.
Er du inde på bagerens website for at pinne et flot billede af den flødekage, du lige har spist, kan du ikke gå ud fra, at du har lov til at gøre det. Læs mere om det i punkt 5.

Er der placeret en pin-this-button på en fotografs website, kan du være rimeligt sikker på, at det er tilladt at pinne.  Men helt sikker kan du desværre ikke være. Enhver konfirmand kan kalde sig fotograf og bruge en weekend på at skrælle sjove billeder fra et professionelt website, lægge dem online og give dig tilladelse til at pinne.

Med lidt omtanke og sund fornuft bør det dog være muligt for dig at se, om det er sandsynligt. Og ellers – prøv at spørg.

5) Hav respekt for den originale rettighedshaver

Vil du pinne et foto, så respekter den retmæssige indehaver.

Hvis du eksempelvis kan se, at en fotografs billede er brugt på en blog, der ikke tilhører fotografen, er det ikke blogejeren, der skal krediteres for billedet eller have linket.

Pin fra rettighedshaverens website eller blog. Og ikke fra andre steder, der – lovligt eller ej – har brugt billedet.

6) Brug aldrig billeder fra Pinterest på din blog

Det er både nemt og fristende at genbruge billeder fra Pinterest på din blog.

Du kan eksempelvis gøre det ved bare at embedde koder, som du kopierer fra Pinterest og smækker på et blogindlæg.

Men glem ikke, at bare fordi det er nemt og teknisk muligt, er ikke ensbetydende med, at det er lovligt.

Men hvorfor gør Pinterest det så nemt at bruge billederne, spørger du måske?

Jamen for det første forlanger Pinterest faktisk af brugerne, at vi kun pinner fotos, vi enten har copyright til – eller tilladelse til at bringe.

For det andet forlanger Pinterest også, at du giver tilladelse til, at andre pinner dit billede, når du lægger det på Pinterest.  I princippet burde Pinterest derfor udelukkende indeholde billeder, som vi gerne må Pinne.

Få hellere tilladelse end regning

Når du bruger billeder, du ikke selv har tager, før du ikke bruge det uden forudgående tilladelse – medmindre du enten er ligeglad med lov og andres rettigheder. Eller du er parat til at betale en måske klækkelig faktura.

Tag ikke noget for givet. At en fotograf har givet tilladelse til, at billedet må repinnes på Pinterest, er ikke lig med, at vedkommende også accepterer, at hvem-som-helst bruger billedet hvor-som-helst i andre sammenhænge.

Tilladelse til at bruge et foto på Pinterest er derfor ikke ensbetydende med, at du kan bruge billedet i en brochure.

7) Put vandmærke på dine billeder

Tager du billeder, som andre må bruge, kan du gøre det nemt for andre at se, at dine billeder er dine.

Forsyn dine billeder med et tydeligt vandmærke. Har du ikke professionelle programmer til at gøre det med, kan Picassa gøre det nemt for dig.

Ved hjælp af Picassa kan du lynhurtigt smække dit navn eller websiteadresse på hundredvis af billeder.

Respekterer du andres ophavsret og Copyright på Pinterest

Billedarkiver online

De følgende billedarkiver er samlet med hjælp fra fotografer og journalister i mit netværk samt anbefalet af brugere på min side på Facebook

Pinterest – pas på copyright og ophavsret

Pinterest brugere i tusindvis begår ulovligheder, når de pinner og repinner billeder på boards. Det tager sekunder at pinne et billede på Pinterest. Og tusinder gør det. Det betyder ikke, at det også er lovligt

Læs denne begynderguide til at komme godt i gang med Pinterest… hvis du ikke allerede ved, hvad jeg taler om

Stor regning til klidmoster for at krænke ophavsret

Pænt store regninger kan blive resultatet, hvis du bruger billeder, du ikke har tilladelse til at bruge.

En dansk klidmoster har netop modtaget en regning på 7.500 kr. for – uden tilladelse – at genbruge et billede fra en restaurant-hjemmeside.

Billedet blev bragt i forbindelse med en anmeldelse. Ikke på Pinterest, ganske vist – men på Blogger.

Det gør ingen forskel. Det er ikke mere legalt at bringe andres billeder på Pinterest end på Blogger.

At Pinterest har gjort det nemt at stjæle eller låne – et par klik er nok – er heller ikke ensbetydende med, at det er lovligt.

Når du pinner et billede på Pinterest, bliver der gemt en version af billedet på Pinterests server. Det svarer til, at du gemmer billeder på dit eget webhotel for at vise det på din blog.

Ulovligheder i hobetal

Mange er blevet så vant til at se andres billeder blive postet her og der – og til selv at poste og dele andres billeder – at vi vist efterhånden bilder os ind, at det er lovligt.

Eller også undskylder vi os med, at det burde være lovligt. Det hjælper os bare ikke meget, hvis billedets ejer forlanger godtgørelse for krænkelse af ophavsretten.

På et punkt svarer det til at køre for stærkt, køre over for rødt, parkere ulovligt eller køre bil og tale i mobiltelefon. Det er almindelige lovovertrædelser,  der kan koste dyrt.

Fotografen ejer billederne

Det er ikke restauranten, der har sendt en regning til klidmoster for hendes brug af billederne fra restaurantens website. Det har fotografen, der har taget billederne.

Det er ikke restauranten, der har ophavsret til billederne – det har fotografen.

Anmeldelsen var ikke alt for positiv, og det har måske medvirket til, at det er endt med en regning? Men det er uden betydning for juraen. Det er ikke mere lovligt at genbruge sådanne billeder selvom man skriver positivt.

Af kommentarerne til blogindlægget kan man se, at mange er uforstående overfor fotografens krav. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at bloggeren har begået en brøler, der kommer til at koste dyrt…. medmindre fotografen vælger at give afkald på sit krav.

Om vi synes det er rimeligt eller forståeligt eller ej, er uden betydning for den juridske side af sagen.  Diskussionen om, hvorvidt ophavsret er en rimelig og fornuftig størrelse, tager jeg gerne en anden god gang. Her og nu har jeg alene fokus på jura. Altså på, hvad lovene giver lov til – eller ikke.

Loven om ophavsret er klar:

Du har ikke lov til at bruge billeder, du ikke har ophavsret til – medmindre ophavsretshaveren giver dig lov.

Den, der har ophavsretten, har eneret til at råde over værket. Om vi kan lide det eller ej, gør ingen forskel.

Du kan også godt droppe argumentet i stil med, at “Jamen det må da være en fordel, at jeg spreder billedet og gør reklame for den, der har taget billedet!” Nogle fotografer vil ganske vist være lykkelige og tilfredse, hvis du pinner eller repinner deres billeder på Pinterest eller andre steder…..

“Hvor slemt er det, at der er andre, der finder dine billeder smukke, interesante, flotte, spændende og “pin’er” dem på en opslagstavle i Pinterest og dermed deler dem?” Tine Hvolby, fotograf

Det kan koste dig rasende mange penge

Andre fotografer vil være alt andet end tilfredse. De sender dig måske regninger, som du bliver alt andet end glad for. Er der tale om professionelle fotografer, kan du endda roligt regne med, at de kan være medlem af en organisation, der gerne tager kampen op for vedkommende. Du skal derfor ikke satse på, at fotografen behøver bekymre sig om dyre advokatregninger for at få dig til at betale – hvis du har krænket vedkommendes ophavsret. Det koster næppe fotografen en øre. Arbejdet udføres sandsynligvis af advokater fra den organisation, fotografen er medlem af.

“Hvis det forholder sig sådan, at Pinterest.com systematisk snupper kopier af billederne, så er det jo en grov krænkelse af ophavsretten, som man ikke skal acceptere.” Niels Riis Ebbesen, fotograf

Juridisk set er det helt uden betydning, om du og jeg synes, det er en fordel eller ej at bruge billedet.
Det er billedets ejer, der suverænt bestemmer, hvad billedet må bruges til, hvor det må bruges, i hvilken sammenhæng og af hvem.

Du kan vælge at være ligeglad med juraen. Du kan vælge at tage chancen. Det overlader jeg helt til dig og din egen samvittighed.
Her taler jeg alene om, hvad du juridisk set har lov til. Og hvad det kan koste dig at blæse på juraen.

Pinterest skriver i øvrigt, at de “.. respects the intellectual property rights of others and expects its users to do the same.”
Det forventes altså, at brugerne overholder gældende love om ophavsret/copyright.

Der er forskel på amerikansk copyright, dansk ophavsret og lignende love i europæiske lande. I  USA hvor Pinterest hører hjemme,  er det formodentlig inden under reglerne om “fair use” at pinne billeder. “Fair use” er ifølge Wikipedia et princip i amerikansk lovgivning om, at selvom der er ophavsret på en ting, kan den bruges uden tilladelse fra ophavsrethaveren i visse situationer. Eksempelvis i forbindelse med omtale eller anmeldelse af værkerne.

Det er sandsynligvis derfor mindre risikabelt at pinne amerikanske billeder – i forbindelse med omtale af samme – end at være dansker og pinne danske fotografers billeder.

God artikel om “fair use” begrebet fra Stanford University

Du giver afkald på rettigheder

Ved at poste dine billeder på Pinterest giver du Pinterest omfattende tilladelese til at bruge billederne:

“you hereby grant to Cold Brew Labs a worldwide, irrevocable, perpetual, non-exclusive, transferable, royalty-free license, with the right to sublicense, to use, copy, adapt, modify, distribute, license, sell, transfer, publicly display, publicly perform, transmit, stream, broadcast, access, view, and otherwise exploit such Member Content only on, through or by means of the Site, Application or Services.”

Du forpligter dig kort sagt til kun at poste billeder, som du giver Pinterest udvidet ret til at bruge på alle tænkelige måder.

Den lille havfrue er en dyr dame

Ophavsretten er faktisk så skrap, at du ikke engang har lov til at tage et billede af en skulptur og bringe det billede du selv har taget med dit eget kamera. Adskillige avis-redaktioner har eksempelvis fået regninger i størrelsesordenen 10.000 kr. for at bringe fotos af den lille havfrue. Bare så du ved, at loven om ophavsret er vidtrækkende. Den gælder 70 år efter ophavsretsindehaveren er død!

Forskellige love

Love om ophavsret – som vi kalder det i Danmark – er forskellig fra land til land. Og et er copyright (amerikansk lov). Noget andet er ophavsret (dansk lov). Hvad der er lovligt i det ene land, kan derfor snildt være helt ulovligt i et andet landt.

Der gælder altså forskellige regler afhængig af, hvem ophavsret-indehaveren er. Om vedkommende er dansk fotograf eller amerikansk tegner, er altså ikke uden betydning, hvis du har hugget og genbrugt et værk, du ikke har tilladelse til at genbruge.

Hvad må du egentlig

Det letteste er at tage udgangspunkt i, hvad der er dit. Har du selv fotograferet eller selv malet et billed, er det dig, der har retten til værket – forudsat, at du har frembragt noget, der er så originalt, at det har såkaldt værkshøjde. Og værkshøjde er ikke et spørgsmål om subjektiv, kunstnerisk kvalitet!

Og så gælder det uanset du vil poste billedet i en avis, i en brochure, i en powerpoint præsenation, på dit website eller din blog – eller på Pinterest. og det gælder ikke kun for billeder, men også for tekster, malerier, tegninger, skulpturer, musik, edb-programmer m.m.

Det betyder kort sagt, at du har masser af gode muligheder for at poste billeder (og video) på Pinterest:

  • Hvis du selv har fotograferet
  • Hvis billederne i øvrigt er lovlige at offentliggøre
  • Hvis du selv har malet
  • Hvis rettighedshaver giver lov

Jeg er ikke inde i detaljer vedrørende amerikansk copyright, som på adskillige punkter er forskellig fra dansk ophavsret. Der er eksempelvis, så vidt jeg har forstået, stor forskel på, om du bringer en mini-udgave af et foto (som jeg gør herunder) – eller om du bringer et foto i original eller bare stor størrelse.

Før du kaster dig ud i hæmningsløst at pinne elller repinne på Pinterest, bør du derfor sætte dig ind i både copyright og ophavsret – hvis du altså vil være på den sikre og lovlige side.
Dine egne billeder kan du til gengæld hælde på Pinterest, som du har lyst. Næsten….

Link til blogindlæg om ophavsret og copyright på Pinterest

Is Pinterest a Haven for Copyright Violations?

Pinterest begynderguide – kom godt i gang

Pinterest er kort fortalt en krydsning mellem en opslagstavle, en scrapbog og en collage. En vanedannende lækkerbidsken for kreative eller bare visuelle mennesker

Pinterest giver dig mulighed for at lave opslagstavler – boards.
Du sætter billeder – pins – på dine boards.
Du kan også repinne billeder, som andre har pinnet.

Kvinderne fører

Pinterest er hyggeligt, kreativt, sjovt. Flere og flere hopper med på vognen. Efter sigende er over 80% af medlemmerne kvinder. (Februar 2012)

Sådan kommer du med

Skaf dig en invitation fra en, der allerede er på Pinterest.

Vedkommende skal sende en invitation til din mailadresse. Og det skal være den mailadresse, du har knyttet til din Facebook-profil eller din Twitter-konto.

Reager på linket i invitationen, der kommer via mail.
Kig dig omkring på Pinterest, bliv inspireret og gå så i gang.

Vælg URL med omhu

Noget af det første, du skal gøre, er at vælge navn til din URL. Overvej i den forbindelse nøje, om du vil bruge dit personlige navn, din virksomheds navn eller et andet kaldenavn, der kan identificere dig på en måde, der matcher dit indhold og dit formål med at bruge Pinterest

Overvejelser før du pinner for alvor

Du kan komme i gang med Pinterest på få minutter – men gør dig nogle overvejelser før du går i gang for alvor.

Læs som minimum etiketten.

Specielt hvis du overvejer at bruge Pinterest til markedsføring eller branding.

Dele boards

Dine opslagstavler – boards – kan være dine private, så kun du kan forsyne dem med pins.

Men du kan også give andre adgang til at sætte pins på dine boards og kan dermed bruge dine boards til at samle ideer fra mange.

En virksomhed kan eksempelvis lade kunderne poste eksempler på, hvordan de bruger udvalgte produkter.

Board-navn

Dine boards skal gerne have et kort navn. Også gerne en beskrivende tekst. Overvej gerne før du går i gang for alvor, om du vil skrive på dansk eller engelsk.

Vil du primært skrive på dansk, vil du måske også foretrække at give dine boards danske navne?

Bliv en god pinner

Selvom du i princippet – og teknisk set – kan smække et hvilket som helst billede på dine boards, er der måder, der er bedre end andre. Nogle mere lovlige end andre.

Pinterest kan give dig fordele – men så sandelig også skabe problemer for dig. Mere om det senere.
En god pinner sørger for at pinne billeder fra deres oprindelige kilde – altså fra ejermandens website eller blog. Du bør eksempelvis ikke pinne billeder fra dette blogindlæg, da ikke alle billederne er mine.

Før du pinner fotos, bør du faktisk sikre dig, at du pinner – og med tilladelse – fra den, der har retten til billedet.

Sådan gør du det nemt for andre at pinne

Har du gode billeder, som andre gerne må pinne fra dit website eller din blog, kan du med fordel vandmærke billederne – og forsyne dit website med en “Pinterest”-button for på den måde at signalere, at dine billeder gerne på deles via Pinterest.

Til gengæld bør du ikke gå ud fra, at en “Pinterest”-button også giver dig lov til at bruge billederne på andre måder og i andre sammenhænge.

Plugin til din browser

Når du finder et smukt billede på nettet, kan du – eksempelvis via et plugin til din browser – pinne det fast til et af dine boards.

Du kan tilføje en tekst til billedet – kort eller lang. Men billedet er det grundlæggende og dominerende element, som du kan se til højre.

Bliv ikke for selvpromoverende

Du kan bruge Pinterest til at markedsføre din forretning, dine produkter, din service. Men Pinterest anbefaler, at man ikke udelukkende anvender mediet til at promovere sig selv.

Her gælder præcis de samme vilkår som på mange andre sociale medier – sælger du for tit og for meget, vækker du snarere irritation end interesse. Du skal kort sagt finde balancen mellem at være inspirerende, personlig og sælgende. Nok helst i nævnte rækkefølge. Sats på at være en inspirerende ressource frem for at sælger direkte.

Du skriver alt i fuld offentlighed

Folk kan følge dig på Pinterest, hvis de vil – og lade være. Du skal ikke godkende dem, der følger dig. Alt, hvad du skriver og lægger online på Pinterest kan ses af andre. Også af dem, der ikke følger dig.

Tilføj pin

Du kan lægge billeder (pins) på Pinterest via menupunktet Add – som giver dig adgang til tre muligheder. Du kan “Add a Pin” ved at tilføje adressen til et blogindlæg eller en side å et website. Pinterest vil så “støvsuge” siden for billeder og vise dem på række. Du behøver så blot vælge det billede, du vil pinne og placere det på det board, du synes det hører hjemme på.

Opret et board

Klikker du på “Create a board” kan du oprette en ny opslagstavle og bestemme, om du alene kan placere billeder på det – eller om andre må slå billeder op på dit board også. Flere personer kan altså dele et board.

Follow – følg en person eller et board

Du kan vælge at følge en person – og alle de boards vedkommende måtte have. Eller du kan vælge at følge – “follow” – et bestemt board.

Pas på ophavsret på Pinterest

Du kan overføre billeder fra din computer til Pinterest. Men billeder, der pinnes på et board, kan også ligge online. På et website eller en blog. De kan ligge på andres eller din egen blog.

Det er udbredt, at folk pinner billeder, de ikke selv har ophavsret til – og man kan komme gevaldigt i konflikt med dansk lov om ophavsret, hvis man på den måde krænker andres ret til et billede – ved at pinne billeder, du ikke har lov til at videregive.

Pinterest har en hel side om copyright – om hvad du kan risikere, hvis du ikke respekterer andres copyright. Den bør du læse.

Brug Pinterest på den lovlige måde

Men selv hvis du overholder diverse love om copyright og ophavsret, er der masser af gode muligheder for at bruge Pinterest. Specielt hvis du kobler det sammen med dit website eller din blog – og genudnytter billeder, du har lov til at bruge. På den måde kan du nå langt omkring. Altså ved at bruge Pinterest som en af mange måder til at markedsføre eksempelvis blogindlæg, varer i din webshop etc.

Husk også at gøre det nemt for andre Pinterest-brugere at dele dit indhold – dine billeder, tegninger, malerier, ebøger, onlineprodukter etc. på Pinterest. Hvis du altså vil markedsføres af andre via Pinterest.

Læs mere om ophavsret og copyright i forhold til Pinterest

Nyhedsbrev

Vil du vide mere om Pinterest

WebWomans Nyhedsbrev har fokus på, hvordan mikrovirksomheder kan markedsføre sig online - via Pinterest, website, blog, Facebook og andre sociale medier.

De kommende uger vil der komme masser af inspiration til, hvordan du kan bruge Pinterest til markedsføring og branding.

Kort sagt masser af guldkorn til dig, der i et eller andet omfang selv står for at markedsføre din virksomhed.

Her kan du melde dig til WebWomans nyhedsbrev

 

* indicates required

 

 

 

 

Din mailadresse bliver hverken solgt til eller delt med andre. PUNKTUM!

Du kan også følge WebWoman.dk på facebook