“Jeg kan altså ikke se, at der er noget problem, så jeg lader være med at ændre noget.”

Sådan reagerede en af mine kunder, da jeg gjorde opmærksom på, at mange billeder på hendes website fylder 50-100 gange mere, end de bør og behøver.

Det sløver hendes website helt gevaldigt. Men hun kan ikke se det.
Problemet er nemlig ofte sværest at se for ejeren selv.

Man er for det første langt mere tålmodig med sin egen hjemmeside og lægger ikke mærke til, at siderne er langsommere end kunderne gider - ikke engang når de faktisk er ekstremt langsomme.

For det andet er det ikke sikkert, at de er langsomme hos dig.
Har du først en gang set billederne på din computer, ligger de i cachen på din computer eller hos din internetudbyder, så DU og andre brugere på dit netværk ser siderne langt hurtigere end dine potentielle kunder gør.

Du kan med andre ord ikke nødvendigvis se problemet.
Ikke engang når det er alvorligt.
Men det kan mange førstegangsbesøgende.
Det kan Google også.
Og det kan dit webhotel.

Der er mange andre problemer forbundet med forkert brug af billeder end det man umiddelbart kan SE.

  • For tunge billeder gør dine sider langsomme og irriterer især førstegangsbesøgende
  • For tunge billeder får sikkerhedsbackup til at fylde for meget
  • For tunge billeder fylder dit webhotel - så er der mindre plads til mail og backup
  • For mange tunge billeder gør det langsomt at tage sikkerhedskopi
  • Forkerte billednavne skaber problemer med din synlighed i søgemaskiner
  • For små billeder skaber et gnidret og uprofessionelt look
  • Forkert placerede billeder skaber uro på siden
  • … for at nævne nogle af de problemer forkert brug af billeder kan skabe

Forkert brug af billeder er et af de udbredte og alvorlige problemer på mange hjemmesider.
Tag det alvorligt og få det løst.
Også selvom du ikke kan SE det.