Selvbyggeren får ikke det samme resultat ud af WordPress som den erfarne håndværkerDu kan få masser af kunder ved at være jordnær og mindre avanceret end dine konkurrenter.

Er du ligesom mig, har du konkurrenter, der er yngre, smartere, tyndere og rappere, end du er. Og måske føler du dig derfor nogle gange lidt for kikset og usmart? For gammeldags? For traditionel? For kedelig?

Måske er du bange for, at du er lidt for gammel? Lidt for overvægtig? Måske er dit kontor ikke helt så hipt, strømlinet og designeragtigt, som du drømmer om?

Måske tror du, at du ikke er god nok, erfaren nok, veluddannet nok, smart nok eller moderne nok til de opgaver og kunder dine konkurrenter løber med?

Måske tager du fejl.
Måske har du ret!
Uanset hvad, er det ikke lig med, at du skal give op!

Lidt for københavnersmart til jyder

For mange år siden var jeg til en stor kvindekonference i Aarhus, hvor jeg kom til at overhøre en flok kvinder, der talte om nogle af mine konkurrenter - som vel at mærke er unge, smarte, moderne kvinder, hvis alder, stil, vægt, charme etc. jeg ikke engang vil forsøge at komme i nærheden af.

Flokken af kvinder ved siden af mig mente, at mine konkurrenter var spændende.
Men - de mente også, at de var FOR smarte, FOR højhælede.
“Jeg vil føle mig for jysk, for tyk og tumpet ved siden af dem,” forklarede en af kvinderne.

Lidt misundelig havde jeg været. På de smarte. Jeg var selv helt nyetableret og bekymret for, om der nu også var plads i min branche til en halvgammel kone fra provinsen, der aldrig går i højhælede sko og stort set aldrig har makeup på.

En stor sten blev pillet ud af mine flade sko, da jeg hørte kvindernes reaktion på de smarte.

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg sad ved siden af potentielle kunder. Og at de hellere vil have sådan en gumpetung moster som mig end de konkurrenter, jeg troede, jeg var nødt til at leve op til.

Mit eget snobberi blev pillet ned. JEG var jo lige ved at glemme, at der er andre kunder end de smarte, der er toppen af poppen. Og at man ikke selv behøver være kongelig hofleverandør for at gøre det godt eller være god nok.

Er du lidt i udkanten - er det måske din fordel

Du kan godt arbejde i et almindeligt parcelhus i vandkantsdanmark - og have et hjemmekontor, der ikke er værd at udstille i smarte erhvervsmagasiner. Dine egne kunder bor måske lige så almindeligt!?

Det kan godt være, at dine konkurrenter har adresse på hippe kontorhoteller og har eksklusive kunder. Det skal ikke gøre DIT faglige selvværd skrøbeligt! Der er nemlig kunder, der foretrækker DIG som du er. Måske lige præcis fordi du er alt andet end fancy, storbylækker, ung…. whatever!

Jeg har adskillige gange foreslået kunder, at de ikke kun skal holde op med at sammenligne sig med konkurrenter, men ligefrem lade være med at følge konkurrenters nyhedsbreve og profiler på sociale medier. Det kan nemlig være mere destruktivt end inspirerende.

  • For det første skal du ikke ligne eller gøre som dine konkurrenter. Måske skal du tvært imod gøre noget helt andet og have helt andre opgaver og kunder.
  • For det andet er “fake it till you make it” særdeles udbredt. Det er langt fra sikkert, at dine konkurrenter er halvt så succesfulde, som du bilder dig ind.
  • For det tredie drømmer dine potentielle kunder måske om noget, der er mere nede på jorden og langt mindre fancy end dét, dine konkurrenter tilbyder.

Forleden havde jeg en kunde, der i årevis har sammenlignet sig selv med et par chikke konkurrenter.

Særligt en af konkurrenterne var forbilledet for adskillige år siden, da vi lavede første website.
Konkurrenten er i mellemtiden rykket foran på mange fronter. Har blandt andet fået adskillige smarte, store, dyre kunder, ser det ud til.

Og måske ER det sådan virkeligheden ser ud hos konkurrenten.
Måske kan vi ikke se, at de helt almindelige småkunder er dem, der er flest af i butikken?

Måske er dine kunder mere solide end smarte

hWc9A0ssKonkurrentens hjemmeside har fået et par løft undervejs. Den er tydeligvis lavet af en dygtig webproducent.

Min kunde er derimod af flere gode grunde gået lidt i stå og er endt med et website, der både er blevet umoderne og ufikst. Meget er gået galt, fordi ejeren selv har rodet med en masse og det er ikke i alle tilfælde gået godt.

Det har vi så lige rettet op på.
Men vi måtte også lige redesigne hendes faglige selvværd og hendes businessmål.

Hun skal nemlig IKKE markedsføre sig som konkurrenten. Hun skal ikke tilbyde det samme. Hun skal ikke have samme målgruppe.

Hun skal tvært imod markedsføre sig til helt almindelige og solide kunder, der IKKE er på jagt efter det hippe og eksklusive.

Det er helt tydeligt, at min kunde har nogle helt andre kompetencer og kan være til stor hjælp for anden type kunder med helt andre behov end den storbysmarte, chikke konkurrent kan opfylde. Hun var bare ved at glemme det, fordi hun var alt for optaget af konkurrentens business og succes.

Hvem vil foretrækker dig frem for dine konkurrenter

Måske skal du bare være helt almindelig bager - og ikke eksklusiv, dyr konditor.
Glem ikke, at der også er masser af kunder til helt almindeligt rugbrød!

Og nogen skal jo hjælpe os, der er helt almindelige. Midaldrende. Småtykke. Halvkedelige. Provinsielle og alt andet end trendy.

Os, der til tider ligefrem fjumrer med livet og er alt andet end perfekte.

Og det passer os måske dybest set meget godt, hvis du ikke er yngre eller smartere end vi er. :-)

TOWANDA!