Skriver du noget på Facebook, som dine børn, forældre, kunder, lærere eller andre helst ikke skal se? Vil du skrive dansk til nogle – og engelsk til andre? Facebook lister er løsningen
- Send en feriehilsen med foto/video fra sommerhuset til familie
- som ikke kan ses af kunder og kolleger
- Fortæl dine venner, at du pjækker fra skole
- men gør samme statusopdatering usynlig for dine lærere og familie
- Skriv en fræk statusopdatering, der kan ses af dine venner
- men skjule den for dine børn og deres venner
Du kan vælge lister fra og til hver gang du sender en statusopdatering.
Men du kan også vælge, at en bestemt gruppe som udgangspunkt skal udelukkes fra at se dine statusopdateringer – så de kun ser, hvad du skriver, når og hvis du aktivt vælger dem til.
Det er lidt bøvlet konstant at skulle forholde sig til og indstille, hvem der må se hvad, så jeg vil anbefale, at du som udgangspunkt vælger de indstillinger, der passer til de fleste af dine statusopdateringer – så du kun skal vælge indstillinger i undtagelsestilfælde.
Planlæg lister, før du laver dem
En ting er teknikken i at lave listerne og bruge dem. Den tager jeg om lidt.
Noget andet er at beslutte, hvordan dine Facebook venner skal grupperes i lister.
Grundlæggende kan du bruge lister på to måder:
- Inkludere: De må læse din statusopdatering
- Ekskludere: De må ikke læse din statusopdatering
Overvej først og fremmest, hvem der skal inkluderes og ekskluderes. Som regel er det afgørende for brugen af dine lister, at du har lavet den efter du har besluttet, om den primært skal bruges til at ekskludere eller inkludere.
Privat/ikke privat, venner/familie, børn/voksne
Der er et valg, der er helt oplagt: hvad er for privat til, at alle skal se det.
Hvad er så intimt, at kun nærmeste familie eller kun de nærmeste venner må se det?
Skelner du sådan, kan det eksempelvis være oplagt at lave lister, der er baseret på alder og familiemæssige status:
- Venner
- Familie
- Børn
- Voksne
Men det kan måske også være passende med lister, der mere udspringer af, hvilke interesser du deler med de pågældende.
- Kunder
- Kolleger
- Chefer
- Elever
- Lærere

Sådan laver du lister
- Gå ind under venner og vælg “Opret en liste”
- Giv listen et navn
- Klik på de venner, der skal være på listen
- Tryk “Opret liste”
Du skal i øvrigt være opmærksom på, at folk kan være på mere end én liste.
Måske har du en liste over familie, der også omfatter de yngste i familien. Det udelukker ikke, at eksempelvis børn både er på listen over familie og børn.

Sådan bruger du lister
- Placer markøren i feltet til at skrive en statusopdatering
- Klik på pilen mellem den lille sorte hængelås og den blå “Del”
- Vælg en liste
Grundlæggende kan du vælge mellem Alle, Venners venner, Kun venner og Brugerdefineret
Vil du skrive til en af dine egne lister – eller udelukke en af dine lister fra at se din statusopdatering, skal du ind i “brugerdefineret” og vælge listen.
Øvelse gør mester. Og det er nemmere at forstå listerne ved at bruge dem i praksis end ved at læse om dem.
Lister eller grupper
Lister kan du bruge til at organisere, hvem af dine venner, der må se hvad. Grupper kan bruges på samme måde – og er endda i mange tilfælde et bedre valg end listerne, som kan være tidkrævende og bøvlede at administrere, hvis du skriver mange statusopdateringer.
Jeg synes personligt det er nemmere kun at have de Facebook-venner, der må se stort set alle mine statusopdateringer – og kommunikere med alle andre via grupper eller på helt andre måder end Facebook.
Grupper på Facebook har i øvrigt yderligere den fordel, at den kan bestå af folk, der ikke indbyrdes er venner. De kan eksempelvis bruges af en både forældre, elever og lærere i en skole – uden at deltagerne behøver være Facebook-venner.
Grupper til det mindre personlige
Grupper kan være velegnede til skoleklasser. Til grupper af kolleger på samme arbejdsplads. Til folk med et fagligt interessefælleskab. Og grupper kan være mere eller mindre lukkede.
Læs også:
Pas på Birger og børnene på Facebook
[...] Diskussionen går på om det er private / ikke-private relationer man har på Facebook, og hvis det er private relationer – hvordan man så kan håndtere, hvad der ryger ud til hvem i sin relationskreds – fx. ved at bruge lister på Facebook til at kategorisere sine venner i fx. “elever”, “private_venner”, “familie”, og så vælger man modtager-kategori hver gang man laver en statusopdatering (Se WebWoman’s introduktion til at lave lister her). [...]