Med jævne mellemrum får jeg venneanmodninger på Facebook fra folk, jeg ikke kender. Altså folk jeg aldrig før har kommunikeret med. I 9 ud af 10 tilfælde afviser jeg

Afviser jeg at være ven med dig på Facebook, er det langt fra lig med, at jeg ikke er interesseret i dig - og ikke vil kommunikere med dig! Men vi skal have kommunikeret sammen - på en eller anden måde - før vi ligefrem bliver venner på Facebook.

Pånær ganske få og helt særlige undtagelser er alle mine Facebook-venner folk, jeg har mødt eller kommunikeret med i længere tid, før jeg er blevet ven med dem på Facebook. Og det er i øvrigt helt i tråd med Facebooks anbefalinger:

“Du skal kun sende venneanmodninger til personer, du kender i det virkelige liv, såsom venner, familie, kolleger eller klassekammerater.”

Vi behøver ikke have mødt hinanden i det såkaldt “virkelige liv” for at blive venner på Facebook! Og jeg kommunikerer meget gerne med folk jeg ikke kender - endda utallige steder på Facebook og andre steder! Men jeg har sjældent lyst til at udstille mit private og personlige liv for folk, jeg ikke ved hvem er. Og skal jeg være helt ærlig, orker jeg heller ikke følge med i vildtfremmede menneskers ferierejser, cafébesøg, kattefotos etc. Og ja, jeg ved godt, at jeg kan filtrere folk væk, men jeg ser ingen grund til at være ven med folk på Facebook, hvis jeg ikke gider følge med i deres liv og levned.

Min personlige profil på Facebook er åben for alle - næsten

Har du lyst til at følge mig på Facebook - for sjov eller alvor - selv om vi aldrig har kommunikeret sammen før, er du hjertelig velkommen! Jeg lover dig ikke, at jeg er interessant!

Men tryk på “Følg”, når du er inde på min personlige profil på Facebook. Så kan du se mine offentlige statusopdateringer, men ikke de private. Og du er hjertelig velkommen til at kommentere og blande dig i dét jeg skriver.

Du er vekommen til at følge mig på Facebook

Jeg skriver af og til offentlige statusopdateringer fra min personlige profil. Og det er næsten som at være venner på Facebook - du slipper blot for de allermest private og intime af mine statusopdateringer. Dem, du nok alligevel ikke gider, medmindre du kender mig fra det virkelige liv. Jeg får heller ikke adgang til dine private statusopdateringer - dine feriebilleder, billederne af dine børn og andre ting fra dit privatliv!

Vælger du at følge min personlige profil, kan vi kommunikere sammen præcis som hvis vi var venner. Og du er velkommen til at blande dig i alt, hvad jeg skriver. Og er du bare lidt interessant, vælger jeg måske at følge dig… du kan slå funktionen til her.

Handler det om, at du gerne vil følge mig fagligt - min business og det jeg poster om at blogge og markedsføre sig online - er det bedre at følge min side på Facebook eller min blog.

Jeg bruger iøvrigt ikke min personlige profil til at markedsføre min forretning. I modsætning til nogle af dem, jeg får venneanmodninger fra. Af og til er det nemlig særdeles tydeligt, at anmodningen om venskab kommer fra personer, der bruger deres profil til heftig markedsføring af deres business. Den slags synes jeg hører hjemme på en Facebook side.

Her kan du også følge mig på Facebook