Lonnie Borgstøm - min yndlingscoachJeg har lige haft en samtale med min yndlingscoach. Hun var halvtræt af at læse om SMARTe mål. Det er jeg også.

Vi har hørt om livshjul og SMARTe mål i mange år. Min indre coach gider ikke læse flere tips til, hvordan jeg når mine mål. Ikke i år i hvert fald. Man kan godt blive træt af coaches her op til årsskiftet :-)

Har du det på samme måde, med mål og planer, får du her et radikalt anderledes alternativ til at rokke skuden. Hvad enten skuden er dig selv, dit businessliv, dit familieliv, din økononi, dit helbred…

Lav om på tingene med et smil af gangen.

Pak din kalender med pauser - tid til alt det gode og sjove, du vil opleve. Og ja, jeg mener det helt seriøst. Reserver tilpas lange perioder, hvor du vælger at holde fri. Helt fri. Og opleve!

Er der noget, du vil nå, så tag små skridt. Et hver dag, så når du langt. Med tiden. :-)

Jeg har adskillige store ting, jeg gerne ville gennemføre. Helst her og nu. Men nogle af dem er uoverskueligt store. Og alt andet end sjove. Også selvom jeg deler dem op i små mål.

Jeg trænger blandt andet til at smide 20 kilo, men det er ikke (mere) et af mine SMARTe mål.

Tanken om, hvor svært det bliver, er nok til, at jeg ikke orker - igen-igen. Af mange og forskellige årsager er jeg ikke p.t. motiveret til at gøre det nødvendige. Og det har været befriende at strege det fra listen over mål!

Jeg vil hælde mere chicken soup in my soul

Mad gør mig glad (overvægten har jo en forklaring!). Jeg er begyndt at spise mere suppe. Først og fremmest fordi jeg elsker suppe. Udover at nydelsen i sig selv er nok til at motivere mig til at lave mere suppe fremover, passer det mig fremragende, at det er lynhurtigt at lave suppe. Og så giver det masser af gode grønsager (fra frostposer) med vitaminer. Jeg er ikke (mere) typen, der gider bruge timer på at lave mad.

Beslutningen om at spise mere suppe er ikke truffet for at nå et SMART mål om at tabe de 20 kilo. Det handler udelukkende om, at jeg både vil have det nemt og samtidig have mere nydelse ind i mine måltider.

Fører det til, at jeg smider nogle kilo, er det fint. Men det er ikke vægttab, der styrer.

Mere nydelse - også i min business

Jeg kunne beslutte, at jeg det kommende år vil have 12 nye kunder hver måned - og det vil jeg gerne. Men hvordan? Hvad gider jeg gøre for at det sker?

Min rationelle hjerne behøver bare rode i cellerne med viden om online marketing for at lægge en konkret plan. Og det gør jeg også….. trods alt.

Men jeg har været selvstændig så mange år, at jeg i stigende grad har fokus på, hvad jeg vil nyde at gøre. Ikke fordi jeg er doven. Tvært imod, desværre. Jeg er nemlig slem til at knokle for meget.

Så jeg forsøger at gå mere op i, hvad der giver mig glæde, energi og overskud. Det er da også et par måneder siden jeg besluttede at fejre min fødselsdag ved at slippe mit indre barn fri. Jeg tager familien med i Lalandia. Stort hus er bestilt.

rubber-duck-1401225_960_720

Rammstein i fængslet (i Horsens) og “We will rock you” i Boxen i Herning er også nogle af de oplevelser, jeg glæder mig til i 2017.

Gør dig fortjent til en ekstra skumfidus

Der er mange trivielle ting, jeg er nødt til at gøre. Og det gør jeg gerne. Nogle gange må man bide ballerne sammen, få det trælse overstået og vente længe på, at livet belønner en med to skumfiduser.

Sådan får man en ekstra marsh mallow:

Spørgsmålet er så: hvad gider du og jeg gøre (for at nå vores mål). Hvad synes vi er sjovt. Hvor meget vil vi give afkald på - for en skumfidus? Gider vi rent ud sagt lette røven og gøre det nødvendige?

Prøv engang at droppe dine smarte mål og lav i stedet en liste over, hvad du gider.
Altså alt det du gerne vil gøre. Måske fordi det er sjovt og mindre stressende end det, du plejer at gøre.

Hvad synes du vil være rart og godt at gøre

I stedet for igen-igen at fokusere på, hvad du ikke er tilfreds med og hvad du vil opnå af konkrete mål, vil jeg kort sagt foreslå noget helt andet.

Planlæg hvordan du vil arbejde, hvordan du vil leve og ikke mindst: hvad du vil opleve.

Du kan godt beslutte, at du vil være lykkelig, glad, sund og afslappet… men selvom du naturligvis kan gøre meget for at have det på bestemte måder, er der ingen garanti for, at du får det, som du vil have det. Du har ikke fuld kontrol over hverken dine følelser, din sundhed eller din familie.

Du kan derimod beslutte, hvad du vil GØRE – hvordan du vil agere. Og hvad med at begynde der og se, hvad det fører til.

Boost humør og energi ved at planlægge gode oplevelser

Hvad vil du opleve. Hvad kan du plotte ind i din kalender af store oplevelser, som du vil gå og glæde dig til? Det behøver ikke være dyre oplevelser, men de skal vække stor glæde. Og de skal gerne deles med nogen, du holder af!

Udover at det er smart at have nogle konkrete, gode oplevelser, som du ved bliver ført ud i livet, kan du fint kombinere med oplevelser, der ikke får en deadline og ikke er realistiske.

Hvad gør du, når du vinder i lotto

Planlæg eksempelvis, hvor du vil rejse hen, når du vinder i lotto. Også selvom du aldrig køber lodsedler. Planlæg, hvem du vil tage med, hvor I skal bo og hvad I skal opleve.

Planlæg helt ned i detaljer.

Lav eventuelt et såkaldt mood board, så du kan SE den drøm, der giver dig glæde - der får du energi af. Og du bliver glad af det.. (Du får et nyttigt link senere, der forklarer mere om fantastiske mood boards!)

Det er et simpelt trick, der snyder din hjerne. Den kan ikke kende forskel på, om du er realistisk eller ej. Den bliver glad, bare du fantaserer om alt det fantastiske. Og det er gratis!

Let røven og slug frøen

Skal tingene ske, skal du lette røven, sluge frøen, tæmme det trælse…. og måske skal du stirre længe på en skumfidus, før den bliver til to.

Giv dig selv lov til at drømme og være urealistisk. Ind imellem er der naturligvis intet i vejen med at overveje, hvad du har lyst til at gøre for dig selv og dine drømme.

Hvad kan og vil du gøre for at gøre dig mindre stresset, mere glad, mere energisk, mindre træt - mere tilfreds med både dit professionelle og private liv?

PS: Jeg lovede at fortælle dig mere mere om mood boards. Jeg bruger mood boards til webdesign.
Min yndlingscoach mener, at mood boards er et effektivt værktøj til give sig selv energi til at forvandle nytårsforsætter til virkelighed.

Det er i øvrigt både sjovt og afstressende at lave mood board.