Posts Tagged ‘Reklame’
Syv effektive håndværkertips om Facebook
Håndværkere kan blive bedre til at markedsføre sig online, mener direktør i Dansk Håndværk, Erik Møbius. Sammen med Monica Jørgensen fra MOJO Kommunikation arrangerer jeg kurser, der er specielt målrettet håndværkere. Syv af de tricks vi giver deltagner med hjem, får du her
1- Brug 15 minutter om dagen på Facebook
Mere end 15 minutter om dagen behøver det ikke tage at markedsføre sig effektivt via Facebook. Prøv dig frem for at se, hvornår på dagen du lettest får flest kommentarer og “synes godt om”. Det er nemlig reaktionerne, der giver den største effekt.
2- Tal med dine venner på Facebook
Brug gerne din personlige profil. Ikke til konstant at sælge – det gider ingen, heller ikke dine venner. De vil derimod gerne høre om de gode oplevelser fra din arbejdsdag. Og det kan du udnytte til at skabe positiv synlighed. Mind jævnligt om, hvad du laver. Sørg for, at dine Facebook-venner jævnligt får et positivt indblik i det, du arbejder med og de resultater du opnår.
3 – Læg billeder og video fra dit arbejde på Facebook
Sørg for at dit “coverfoto” er flot og indbydende på din Timeline. Vælg gerne et foto, der matcher, hvad du arbejder med. Vis flotte fotos, der er taget i løbet af din arbejdsdag. Tag også gerne små videoklip, som du kan lægge på Facebook. Og husk, at det ofte er detaljerne, der er interessante, så tag gerne billeder tæt på. Vis de flotte ting, du har præsteret.
4 – “Synes godt om” på Facebook
Vær også aktiv på andres profil. Kommenter andres statusopdateringer og/eller tryk “synes godt om”. Det er vigtigt for din synlighed og for, hvordan du bliver opfattet. Det øger desuden din synlighed på Facebook – og får mange andre til at gøre gengæld.
5 – Tal godt om dine medarbejdere – her dag
Ros dine medarbejdere! Dagligt. Offentligt. Altså også på Facebook. Fortæl med stolthed og begejstring, når en af dine medarbejdere har gjort et godt stykke arbejde. Når en lærling har bestået svendeprøven osv. Det opfattes altid positivt, når vi roser andre. Og det falder tilbage på dig selv. Vis omverdenen, at du har gode medarbejdere eller samarbejdspartnere.
6 – Lad dine medarbejdere komme til orde
Har du ansatte eller samarbejdspartnere, kan du med fordel opfordre dem til også at “prale” af deres arbejde for på den måde at skabe opmærksomhed om arbejdspladsen. Selvfølgelig skal du ikke forpligte dem til at gøre det, men husk på, at unge lærlinge ofte bruger meget tid på Facebook og for dem er det helt naturligt at dele billeder og links med vennerne. Og beløn eventuelt de medarbejdere, som på den måde bidrager til, at der kommer flere kunder i din butik.
7 – Få kunderne til at anbefale dig på Facebook
Sørg for, at dit hjemmeside er forsynet med funktioner til at “synes godt om” og dele indhold på Facebook. (Se herunder)
Og sørg for, at der er indhold at “synes godt om” og dele. Eksempelvis billeder fra din arbejdsdag og de ting, du producerer og er stolt af.
Du kan også fint bede dine kunder om at “synes godt om” på Facebook – giv dem eventuelt opfordringen på fakturaer, brochurer etc.
Premiereminister bruger WordPress CMS

Downing Street Nr. 10 er nok Englands mest berømte adresse. Den findes selvfølgelig også online. Den engelske premiereminister, som p.t. hedder David Cameron, blogger endog på WordPress, som ministeriets officielle hjemmeside i flere år har været lavet på. Og han er – som sin forgænger – også at finde på Flickr, YouTube, Twitter og Facebook.
På den baggrund er det tankevækkende, at mange danske iværksættere og etablerede virksomheder først nu begynder at tage Facebook, Twitter, Flickr, YouTube etc. seriøst.
Kom på banen før de store
Iværksættere samt små og mellemstore virksomheder, der ikke har millioner at smide i nakken på de etablerede reklamebureauer, bør glæde sig over den tendens og kaste sig ud i eventyret. Kom på banen før de store vælter til – hvad de gør, når de opdager effekten af, at brugerne på de sociale medier både anbefaler og fraråder diverse produkter og virksomheder.
Dit Facebook profil-billede bruges til reklame
Er du fan af sider på Facebook-side, ender dit profilfoto højst sandsynligt med at blive brugt i reklamer for samme side. Facebook har nemlig netop gjort det både muligt og nemt at bruge andres profilbillede som reklame – blandt andet på hjemmesider, hvor man kan præsentere sine Facebook-fans.
Når det drejer sig om annoncer på Facebook, bliver dit profilbillede kun blive vist for dine Facebook-venner. Og det er dit profilbillede, der i givet fald bliver vist – ikke et fra dine fotoalbums.
Billedet vises altså kun, hvis du har meldt dig som FAN af en virksomheds Facebook-SIDE. Det bliver med andre ord kun vist for dine venner og kun i forbindelse med sider, du synes godt om.
Få flere fans – eller færre i en fart
Facebook lover os, der har en SIDE, at vi kan “Få flere fans ved at promovere denne Side på dit eget site”. Og serverer den kodestump, der skal indsættes for at få en Facebook-fanboks eller et Facebook-badge på website, blog eller sociale netværksprofil
SIDENS ejer skal blot placere koderne – og vupti bliver Facebook-siden præsenteret på websitet med profilbilleder af ens fans. Og fornavn under billedet.
Virkningen kan du se demonstreret her:
Som bruger af Facebook har du kort sagt ingen sikker kontrol over, hvor dit profilbillede bliver brugt. Har du profilfoto på din Facebook-profil kan du lige så godt indstille dig på, at det bliver vist i andre sammenhænge. Kan du ikke lide det, skal du fjerne dit profilbillede fra din Facebook-profil eller slette dig som fan af Facebook-sider
Det nye i sagen er, at Facebook har gjort det nemt for almindelige mennesker at udnytte muligheden. Facebook-sider har nemlig hele tiden været tilgængelige for alle – også for folk, der ikke har en profil på Facebook. Det har hele tiden været muligt at offentligheden med et enkelt klik kan se, hvem der er fan af en bestemt virksomhed eller forenings hjemmeside.
Det interessante ved historien er derfor ikke først og fremmest, at virksomheder kan bruge deres side på den måde – men snarere, om vi nu igen hører ramaskrig fra de tusindvis af Facebook-brugere, der ikke forlængst har sat sig ind i, hvad det indebærer at være medlem på Facebook og præsentere sine fotos.
Misbruger du dine venner på Facebook?
Flere og flere facebook-brugere er begyndt at misbruge deres venner. I hvert fald synes det at være helt almindeligt at samle ”venner” for at få et publikum til diverse kommercielle tilbud
En af mine facebook-venner har seks gange på tre dage brugt sin statusmeddelelse til at minde om, at vi kunne melde os til hendes kursus. Hun mener ikke, at det er spam. Som hun forklarer – hvorfor ikke i stedet betragte det som et tilbud. Som en af livets mange spændende muligheder.
Og hun er ikke den eneste, der synes at have oprettet en personlig profil med det primære formål at hælde reklamer i et væk over “vennerne”. Tvært imod ser det ud til at sprede sig. Mange af spammerne er dog samtidig ved at erfare, at de mister både venner og kunder på misbruget.
facebook-profiler er ikke til reklame
Mange har ikke kun overset, at det ikke er tilladt at bruge sin facebook-profil til kommercielle formål. facebooks vilkår siger følgende om reklamer og markedsføring:
“… bortset fra annonceringsprogrammer tilbudt af os på webstedet er tjenesten og webstedet kun til rådighed til din personlige, ikke-kommercielle brug.”
Hvorfor også misbruge sin personlige profil i strid med facebooks regler – til stigende irritation for mange. Når der faktisk er lange bedre muligheder end den personlige profil og grupper, hvis man vil bruge facebook til kommerciel eller politisk markedsføring.
WebWoman tager sin egen facebook-medicin
Hennes & Mauritz har også en side på facebook
Sådan kan du lovligt bruge facebook til markedsføring
Der er faktisk flere muligheder på facebook for – helt legalt – at markedsføre sig selv, en sag eller et produkt:
Sådan kan du oprette en facebook side
facebooks sider er et glimrende tilbud til dig, der gerne vil have en ”profil” for et firma, et varemærke, et produkt eller en organisation.
facebook-siderne er kort sagt den kommercielle eller politiske pendant til profilerne – og som sådan velegnede for virksomhedsprofiler, politikere og produkter diverse.
Siderne er endog åbne for alle – altså ikke kun for dine venner på facebook. Og ikke kun for medlemmer af Facebook. ALLE kan se dine sider på facebook – og de bliver også indekseret af Google. Du har mange muligheder for at tilrettelægge din side og det er gratis at oprette en facebook-side.
Ved at oprette en facebook-side kan dine kunder og andre blive tilhængere af dit produkt eller brand. Og du kan give dem mulighed for ganske gratis at få del i adskillige muligheder:
De kan debattere relevante emner
købe produkter direkte vis facebook
Du kan sende nyhedsmail og tilbud til dine fans
Du kan oprette begivenheder, folk kan tilmelde sig
Du kan udsende invitationer
Du kan oprette afstemninger
Du kan skabe forskellige applikationer, som dine venner skal sende videre til deres venner.
Læs her om at oprette facebook-sider
facebooks markedsplads
Der kan du både købe, sælge, forære væk og efterlyse dét, du savner.


