Læsetid: 3 minutter

Kvinder, der deler for mange konkurrencer myldrer på Facebook. De værst ramte synes at have ludoman-agtig trang til at deltage i konkurrencer, der lover smarte gevinster. De  trykker like, kommenterer og spammer alle venner på Facebook i håb om at vinde

[ Test 1 ] Overvejer du, før du deler noget på Facebook, om dine venner er interesserede i, at du deler det med dem? Tænker du - på dine venner - før du deler? Deler du af egoistiske årsager - fordi du håber på at vinde?

Flertallet af dine venner vil, er jeg ret sikker på, helst være fri for at blive bombarderet med markedsføring fra sider og forretninger, de ikke selv følger. Du vækker snarere irritation end glæde ved at dele konkurrencer.

Kvinder, der deler for meget på Facebook (det er langt sjældnere mænd, der hopper i fælden, så vidt jeg kan se. Læg endelig en kommentar, hvis du mener, jeg tager fejl) reagerer ofte tankeløst på, at butikker mere eller mindre direkte forlanger, at de skal like, kommentere og dele for at deltage i en konkurrence.

De allerværst ramte deler til alle venner på Facebook - også når der ikke forlanges mere end et tryk på like-knappen, kan de finde på at sprede konkurrencen til alle de kender.

Når du liker, kommenterer og deler konkurrencer, bliver der reklameret for siden og dens konkurrence for alle dine venner på Facebook. Dine venner udsættes dermed for kommerciel markedsføring - uden at have givet forretningen tilladelse til at sende dem markedsføring.

[ Test 2 ] Signalerer dine venner, at de kan lide, at du deler konkurrencer? Er der ret mange af dem, der trykker like? Får du positive kommentarer til, at du deler?

Sandsynligvis får du ingen positive signaler fra dine venner. De fleste bliver formodentlig irriterede. Nogle så meget, at de ligefrem griber til at anmelde spammeriet.

Og hvad tror du, dine venner helst vil se? At du skriver søde, sjove eller debatskabende statusopdateringer? Eller at du for 117. gang forsøger at vinde en trævl fra den lokale modebutik, en ipad, en smartphone, en sofapude, en flaske hårshampoo, en rejse, et par sko….

[ Test 3 ] Deler du pr. automatisk. Uanset det kræves eller ej af den, der udskriver konkurrencen? Mange er så vant til konkurrencer, hvor det er et krav, at der skal deles, at de reagerer uden tilsyneladende at læse eller tænke. De deler, fordi det er en konkurrence.

Tænk dig om! Lad være med at dele konkurrencer. Der er flere gode grunde til at lade være:

  • Du spammer dine venner med ulovlig markedsføring
  • Det er i strid med Facebooks regler
  • Sider, der jævnligt bliver anmeldt for at spamme får deres synlighed reduceret
  • Sider, der bryder Facebooks konkurrenceregler risikerer at blive lukket

Mange af de butikker, der laver sådanne konkurrencer, ved ikke, at de laver noget, der både er i strid med Facebooks regler, ulovligt i forhold til markedsføringsloven - og derfor kan skade deres sides synlighed, betyde lukning af siden eller føre til en bøde.

Facebook forretning Og det er synd, for det er ikke svært at lave en konkurrence, der både opfylder Facebooks regler og markedsføringsloven. Sammen med Mathilda Froberg fra Froberg design har jeg skrevet en ebog om at bruge Facebook til at booste sin business.

Få mere ud af din side på Facebook og få 13 tips til hurtige, nemme, billige, effektive og lovlige konkurrencer på Facebook.

[ Test 4 ] Tjekker du nogensinde de konkurrencer, du deltager i. Tjekker du, hvem der afvikler konkurrencen og hvilke betingelser der er forbundet med at deltage? Mange af de konkurrencer, der er på Facebook handler bogstaveligt talt bare om a) at få flere likes eller b) at få folk til at give slip på deres mailadresse, så de efterfølgende kan spammes med reklametilbud.

Pas på! Der er alt for mange, der forsøger at fuppe og tage røven på de mest godtroende på Facebook.