Den lange to-do-liste til webmaster eller webredaktør

Illustrationer på denne side er lavet med AI

En guide du kan bruge til at få meget mere ud af dit website:

Mange behandler deres hjemmeside som en fin brochure af papir. Som om den er færdig, når den er designet og bygget. De får ikke nok ud af den, fordi de ikke gør nok ud af den.
Du skal bruge et website kontinuerligt for at se effekt. Skal det tiltrække besøgende og forvandle dem til kunder - gavne en sag eller en forening? Så skal du bruge websitet som et værktøj.

LAV EN PLAN:

Hvem skal gøre hvad, hvornår og hvor ofte

T

Faglige kompetencer

HVAD skal der gøres for at få mest muligt ud af et website? Hvad kræver det af viden?

T

To-do-listen

HVAD vil du have lavet? HVORNÅR og HVOR OFTE. Der er langt flere opgaver, end de fleste tror.

T

Ekstern hjælp

HVEM er bedst til de forskellige opgaver? Èn person ved sjældent nok til at klare det hele.

Har du en overordnet strategi?

Alt for mange websites bliver bygget på grundlag af en række beslutninger om målgrupper, indhold, design og funktioner. Men når websitet først er lanceret, mangler der en overordnet plan for, hvordan det skal passes, bruges og udvikles.

Min anbefaling er, at der altid findes en websitestrategi - fordi den er et vigtigt hjælpeværktøj og styringsredskab i hele websitets levetid. Det bør ikke være et dokument, der udarbejdes før hjemmesiden bliver bygget eller redesignet.

Lav en strategi, der rækker mindst et par år ud i fremtiden. Og opdater den med jævne mellemrum.

Hvem skal du give ansvar for hvilke opgaver

Hvem hyrer du som hjælper eller rådgiver?

Der er brug for mange forskellige kompetencer, når et website skal planlægges, bygges, passes og videreudvikles. Måske du kigger efter en WordPress-ekspert, webmaster, webredaktør, webdesigner, webudvikler, webproducent … en tekstforfatter, grafisk designer, fotograf, korrekturlæser, sprogvasker …

Jobtitler kan vildlede

Hæng dig ikke i jobtitler. To WordPress-eksperter kan have meget forskellige kompetencer. Nogle er eksperter i yeknik, koder og diverse digitale værktøjer, men ved for lidt om webdesign og måske intet om webtekster. Nogle er designere uden den store viden om teknik.

Indholds-eksperten

Webredaktører er som regel gode til at vurdere tekster, billeder, budskaber, forskellige målgruppers behov og 117 andre ting. Men mange af dem afholder sig fra at rode ved det tekniske i maskinrummet.

Den tekniske webproducent

Webudviklere er ofte bedre til teknik og koder end til design og kommunikation. De skovler sandsynligvis tekster ind præcist som de bliver leveret. Uden at forholde sig nævneværdigt til budskabet eller kvaliteten.

Tjek kompetencer - stol ikke på titler

Jobtitler alene siger intet præcist om kompetencer. Når du vil lede efter en, der kan hjælpe med at teste, passe og udvikle et website, kan du bruge listen herunder til beskrive dine forventninger og finde de rette til at hjælpe.

Planlæg vedligehold med en to-do-liste

Nedenstående lange liste over opgaver og kompetencer kan hjælpe dig med at lave din egen to-do-liste - som du ikke mindst kan bruge som udgangspunkt for en samtale med de personer, der fremover skal passe dit website.

Et moderne website er ikke bare en pænt designet brochure, der er færdig, når det er bygget. Og det er ikke nok at sætte en IT-nørd til at passe teknikken!

Der er mange andre detaljer, der skal passes og optimeres. Et website der ikke jævnligt får nyt indhold, har samme værdi som et visitkort af pap.

Man kan inddele de løbende opgaver i tre store grupper:

Teknisk vedligehold

Backup, opdatering, sikkerhed, hastighed, formularer
l

Indhold og design

Content design, webdesign, digital sprogvask, indholdsstruktur

Praktisk vedligehold

Informationsarkitektur, kategorisering, billeder, links, navigation, brugeroplevelse

Teknisk vedligehold

Jeg nævner det tekniske først af en eneste grund: det er den del, de fleste tror er den sværeste og mest krævende opgave.
I virkeligheden er det tekniske arbejde ofte dét, der er hurtigst klaret.

Der er mange freelancere og konsulenter, webproducenter og IT-virksomheder, der løser den opgave, hvis du tegner en serviceaftale.

Boksene herunder kan åbnes og dermed vise mere indhold
Tag backup og opdater jævnligt
Det SKAL gøres. For at undgå hackere og tekniske problemer. Systemet bag hjemmesiden skal løbende opdateres - ligesom styresystem og apps på en smartphone
Hold øje med sikkerhed
Sikkerheden skal overvåges – der skal holdes øje med mistænkelig aktivitet, fejlmeldinger, sikkerhedsproblemer og forældede komponenter. Og nogen skal påtage sig ansvaret for at holde øje med diverse meldinger fra system, webhotel og eventuelle underleverandører.
Websitet skal hastighedsoptimeres
Unødvendige eller forældrede funktioner, konflikt mellem forskellige funktioner og diverse tekniske problemer kan gøre websitet langsomt.

Det ødelægger din synlighed i søgeresultater og AI-svar.

Det skaber frustration hos de besøgende og kan få dem til at forlade websitet, før de finder det, de søger.

Billeder, der er for store og for tunge er et af de mest udbredte, mest oversete, mest ignorerede og mest alvorlige problemer.

Funktioner skal løbende tjekkes
Kontaktformularer, tilmeldinger, bookingsystemer - og diverse andre funktioner - skal jævnligt kontrolleres, så man er sikker på, at beskeder kommer frem, og at besøgende kan gøre det, websitet inviterer dem til.

Det er ikke svært at teste! Det kan og bør du selv gøre jævnligt. Og gør du det ikke, kan der går uger eller måneder, hvor potentielle kunder eller andre ikke kan sende mail, booke etc.

Det kan kræve en tekniker at fixe problemer.

Det er en ydelse, man eventuelt kan købe hos en freelancer efter behov.

Indhold, design og arkitektur

Boksene herunder kan åbnes og dermed vise mere indhold
Forny indholdet
Nyt indhold skal jævnligt lægges på - hvis websitet skal bruges til at formidle viden, fakta, inspirere, oplyse, underholde, sælge …
Det er en ydelse, man eventuelt kan købe hos en freelancer efter behov.
Digital sprogvask
Tekster skal redigeres (og formateres/designes) så de passer til smartphone og nutidige brugere med digitale læsevaner. Det er ikke nok at være en dygtig tekstforfatter og skrive fejlfrit. Sprogvask handler om at sikre, at tekster passer til digitale læsevaner. Overlad så vidt muligt opgaven til en, der ikke bare skriver godt, men også har viden om brugeroplevelse, brugervenlighed, søgevaner, kommunikation, nyhedsformidling, storytelling, visuelle virkemidler.
Korrekturlæsning
Det er den allersidste sproglige kvalitetskontrol - den skal først udføres, når teksten er designet.
Billeder skal redigeres, komprimeres og optimeres
Hvis billederne er for små, for uskarpe eller for tunge, skaber det utallige problemer.
Intern linkbuilding
Der skal jævnligt oprettes interne link. Ikke kun for at søgemaskineoptimere, men også for at gøre websitet mere brugervenligt. Link sikrer, at besøgende nemt og hurtigt kan finde rundt i indholdet.
Link skal kontrolleres og vedligeholdes
Link til sider, dokumenter og eksterne websites kan holde op med at virke. Derfor skal de jævnligt kontrolleres, så besøgende ikke ender på fejlsider eller forgæves forsøger at finde information.
Navigationen - menuer
Efterhånden som der kommer flere sider og/eller flere indlæg, bliver det ofte sværere at finde rundt i indholdet. Derfor er det vigtig med mellemrum at tjekke, om menuen stadig fungerer optimalt. Om der er tilpas med alternative navigationsmuligheder.

En god test af navigationen: Lad som om menuen (i toppen af websitet) ikke er der der og se så, om det er muligt og nemt at navigere rundt på andre måder. Det bedste er ofte at lade en fremmed teste - fordi den, der kender websitet, altid har meget nemmere ved at finde rundt.

Søgemaskineoptimering - for brugernes skyld
Der er ikke teknisk arbejde, der kan udføres én gang for alle. Det skal vedligeholdes – sidetitler, overskrifter, beskrivelser, billedtekster og andre elementer skal løbende optimeres, så søgemaskinerne bedre kan forstå indholdet, og websitet har mulighed for at blive fundet af de rigtige mennesker.

Enhver nutidig webtekst-leverandør bør have forstand på søgemaskineoptimering.

Og så er det strengt taget misvisende at kalde det søgemaskineoptimering. Det handler nemlig ikke kun og ikke primært om at optimere til søgemaskiner. Det handler om at hjælpe dem, der leder via søgesmaskiner.

Gamle oplysninger skal opdateres eller fjernes
Forældede priser, åbningstider, kontaktoplysninger, arrangementer og andre informationer kan skabe forvirring og skade troværdigheden. Indholdet skal derfor holdes ajour.
Indhold skal kvalitetssikres
Stavefejl, manglende information, uhensigtsmæssig formatering og andre småfejl kan forringe brugeroplevelsen markant. Derfor skal indhold og funktioner løbende gennemgås med kritiske øjne.
Websitets indhold skal (re)organiseres
Sider, indlæg, kategorier, tags og dokumenter skal struktureres fornuftigt. Ellers risikerer websitet at udvikle sig til et digitalt arkiv, hvor informationerne ganske vist findes, men er svære at finde. Med jævne mellemrum bør det tjekkes, om indholdet stadig er organiseret optimalt.
Statistikken skal bruges aktivt
Data om besøgende, søgninger og brug af websitet kan afsløre, hvad der fungerer, og hvor der er problemer. Tallene kan og bør omsættes til forbedringer, så websitet bliver mere og mere relevant og brugervenligt.
Analysere konkurrenter og tendenser
Det behøver ikke ske hver anden uge, men med jævne mellemrum er det nyttigt at vurdere, om det (stadig) er tydeligt for websites brugere, hvordan virksomheden eller foreningen skiller sig ud fra alternativer.
Skrive og designe specialsider
Det kan være landingpages (til besøgende, der kommer via eksterne link og annncer). Det er ofte salgsider eller sider til særlige begivenheder.

Webredaktøren eller webmasteren behøver ikke være uddannet eller erfaren webdesigner for at lave sådanne specialsider. Det er eksempelvis muligt at havde færdige skabeloner, der nemt kan tilpasses.

Du kan naturligvis også bruge AI, men indhold og design bør altid kvalitetssikres af et menneske.

CTA - få folk til at handle
At lave knapper og andre funktioner, der får besøgende til at GØRE noget, er en kunst i sig selv. At lave knapper handler eksempelvis ikke kun om, hvordan de ser ud, men også om brug af farver, afstande, størrelse, skrifttyper, microtekst, kontrast ….
Sparringspartner og praktisk hjælp
Det er svært at gøre alt godt alene - uden sparringspartner. Måske der også er brug for praltisk hjælp?

I foreninger er det ofte godt at give websites ejer (eller den interne webredaktør) en hjælpende hånd med jævne mellemrum. Det kan blandt andet gøres for at vedkommende løbende kan lære, udvikle sig og slippe for at blive overbelastet med opgaver.

Udarbejd en sproglig designmanual
Det kaldes ofte “tone of voice”. Altså retningslinjer for, hvor/hvordan der skal skrives og designes.

En sproglig designmanual er en vigtig del af virksomhedens/foreningens samlede brandidentitet. Den definerer, hvilken personlighed, hvilke værdier og hvilken stemme indholdet skal udtrykke, når der kommunikeres via websitet (og andre kanaler). Og gør det nemmere at producere indhold, fordi der er klare retningslinjer at følge.

Som minumum bør man have fastlagt det overordnede formål med alt indhold.

Udarbejd en content plan
Hvad skal der udgives? Hvornår? Fastlæg retningslinjer for, hvad indholdet skal handle om, så det ikke kommer til at stritte i alle mulige retninger.

Praktisk vedligehold

Praktisk vedligeholdelse er et område, der ofte handler om et mix af teknik, indhold og design. Nogle gange også jura. Det kan derfor kræve specialviden og erfaring.

Det er de opgaver, der som regel er bedst at overlade til en uddannet og erfaren bruger. Og det kan godt være dig selv, hvis du har lært det nødvendige. Du skal blot være opmærksom på, at det er opgaver, hvor man skal vide, hvad man laver.

Det er opgaver, hvor man ikke man nøjes med at mene og synes, men helst skal vide, før man ændrer på noget.

Ideelt set bør opgaverne udføres af den webproducent, der har bygget websitet. At have mange forskellige til at lave ændringer i den tekniske opsætning er nemlig ikke smart.

Boksene herunder kan åbnes og dermed vise mere indhold
Websitets funktioner skal udvikles og tilpasses
Behovene ændrer sig ofte, efterhånden som tiden går, data indsamles og websites ændres.
Derfor kan det blive nødvendigt at tilføje nye funktioner, erstatte eller forbedre eksisterende løsninger eller fjerne funktioner, der ikke længere giver værdi.
Websitet skal løbende testes
Virker funktioner, formularer, knapper, menuer og andre elementer som de skal?
Er der de informationer, der skal ændres eller fjernes.
Kan brugerne nemt finde rundt indholdet?

Sådanne ting bør kontrolleres jævnligt. Det er ikke nok, at websitet ser pænt og rigtigt ud. Det skal også fungere, når de besøgende bruger det - og det ved man kun, hvis man tester.

Websitet skal gøres lettilgængeligt
Indhold, farver, kontraster, overskrifter, billeder og funktioner skal udformes, så flest mulige mennesker nemt kan bruge websitet. Også mennesker med diverse funktionsnedsættelser.
Websitet skal tilpasses flere typer skærme
Det er ikke nok, at et website virker på computerskærm. Det skal også være velfungerende på eksempelvis smartphone.

Og det handler ikke kun om skærmenes fysiske størrelse, men lige så meget om vores læsevaner. Vi læser meget anderledes på skærm end på papir. Og mange af vores vaner (læsevaner, søgevaner og købsvaner) er kraftigt påvirket af, hvor mange smartphones fylder i vores liv.

Cookies og persondata skal håndteres korrekt
Formularer, statistikværktøjer, cookies og andre funktioner skal håndteres i overensstemmelse med de relevante regler. Det kræver, at man ved, hvilke funktioner websitet bruger, hvordan de påvirker de besøgende. Og så skal man naturligvis også i mange tilfælde have styr på jura.
GDPR-regler skal overholdes
Det kan kræve både teknisk kunnen og juridisk viden. Og det handler ikke kun om det indhold, der er synligt poå websitet, men også om, hvordan informationer om bruger, kunder, medlemmer etc. opbevares, anvendes og sikres,.