Skriv en slikskål med lækre ord

Gør de første 25 ord særligt interessante. Så er det mere sandsynligt, at læseren tømmer skålen.

Tænk i små bidder tekst. Også til de lange tekster. Vi bruger smartphone mere end computerskærm. Det stiller nye og særlige krav til vores tekster.

Ligner dine digitale tekster papirtekst eller gammeldags webtekst? Det er ikke optimalt moderne læsere med mobiltelefon.

Du får flere til at læse mere, hvis du skriver til de læsevaner vi har, når vi læser på små skærme.

Test din tekst på smartphone

Udgiv aldrig mere digital tekst, der ikke primært er skrevet og designet til smartphone.

Her får du mindst 100 konkrete tips - skriveråd og designtips - til at producere digitale tekster i superkvalitet.

Rådene er særligt velegnede til dig, der skriver digitale tekster fordi:

  • Du vil formidle faglig og måske kompleks viden
  • Du vil tiltrække masser af besøgende
  • Du vil forvandle besøgende til leads og kunder
  • Du vil brande dig som ekspert eller specialist

Nye skrivevaner

Skriv og design: moderne, mobilvenlige, læsevenlige tekster

Stor effekt på lille skærm

Tekst og design er yin og yang på smartphone. Få tip til lækkert design. Brugbart til nye tekster. Kan også genoplive gamle.

l

Skil dig ud med kvalitet

Kvalitetstekst handler ikke bare om at stave korrekt og skrive godt. Få tip til at skille dig ud med unikt indhold.

Skab objektive resultater

Djævlen er ofte gemt i en lille detalje. Brug effektive finesser, der får læseren til at reagere aktivt på dit indhold

v

Fang interessen

Micro content kan gøre selv lange tekster mere spændende.

Få læserne til at reagere

Gør professionelt og fagligt stof mere engagerende for læserne

Skab tillid til din viden

Sådan laver du indhold, der brander dig som ekspert

T

Overhal konkurrenterne

Du kan nemt lave indhold, der er bedre end det bedste, du kan finde via Google.

U

En plads på toppen

Moderne søgemaskineoptimering - brug Googles data om læsere, læsevaner og søgevaner.

Mere faglig viden

Faktuel viden om tre læsemønstre, tre interesseniveauer og tre læsertyper. Få ideer til, hvordan du skriver til dem.

Skriv til mikroøjeblikke

Mange gange dagligt griber vi den lille skærm for at læse. Mens vi går, står, kører, flyver, sejler, ligger….

Den lille skærm viser kun få ord af gangen. Og vi beslutter på mindre end 10 sekunder og 100 ord, om vi scroller videre til næste skærmbillede. Eller åbner en ny app. Tjekker Facebook. Læser en SMS. Poster på Instagram….

  1. Spids den mindste pen du har. Træn din evne til at skrive micro content - små, skarpe tekster.

Micro content er mange ting. Det kan være opslag på sociale medier. En mini-nyhedsbrev, der lokker læseren til at hente en rapport eller læse et blogindlæg.
Men micro content er også små brikker i et større billede - små brikker i lange og detaljerede tekster: overskrift, resumé, indledning, citater og meget andet.

Vi læser ikke ret meget. Vi scanner og skimmer.

Moderne læsere har fået digital hjerne og nye læsevaner. Vi er ukoncentrerede. Utålmodige. Vi bliver forstyrret gang på gang - mens vi zapper rundt i indhold

Tre læsevaner og tre interesseniveauer

Først og fremmest skal moderne digitale tekster:

  • Være nemme både at scanne, skimme og læse på smartphone
  • Være skrevet til tre interesseniveauer: ringe interesse, begrænset interesse, detaljeret interesse

Skriv og design til de utålmodige med lille skærm

Du får masser af teknikker til at skrive og designe, så dine tekster virker som en nyåbnet pose med slik eller snacks.

Digitale tekster bliver scannet og skimmet mere end de bliver læst. Især på smartphone.

Skriver du digitale tekster, der ligner papirtekst eller klassisk webtekst, mister du højst sandsynligt 80% af dine læsere. De hopper fra allerede på første eller andet skærmbillede.

Heldigvis er der masser af teknikker, der kan forbedre din tekst og gøre det mere tiltrækkende for læseren at blive hængende.

Hvis du skriver og designer til de mest utålmodige, travle og ukoncentrerede læsere, bliver dine tekster mere interessante og læsevenlige. Også for tålmodige læsere med stor computerskærm og hjernekapacitet til lange sætninger.

Regn med, at dine digitale tekster først og fremmest bliver scannet og skimmet.

De bliver kun læst, hvis du gør noget ekstraordinært for læserne.

  1. Skriv til læsere med smartphone. Gør din tekst letlæselig og interessant, når de bliver set på små skærme.
  2. Skriv afsnit på max. 3 linjer (stor skærm) eller 5 linjer (lille skærm)
  3. Skriv overvejende sætninger på max. 8-10 ord.
  4. Undgå sætninger på mere end 25 ord.
  5. Skriv afsnit, der består af max. 3-4 sætninger.
  6. Sats på mellemrubrik for hver 75 ord. Det svarer cirka til et skærmbillede på en smartphone
  7. Brug overvejende korte ord.
  8. Tjek altid din tekst grundigt på en smartphone, før den bliver udgivet. Selvom din tekst præsenteres i responsivt design og teknisk set er mobilvenlig, er den
  9. ikke nødvendigvis også læsevenlig og interessant.

At skrive så enkle tekster handler ikke om, at vores læsere er dumme eller dårlige til at læse.

 

 Skriv tekster i superkvalitet

  1. Skriv unikt og originalt indhold, der har markant værdi for læseren. Brug Google til at finde det bedste, der er skrevet om emnet. Og skriv så tekster, der er betydeligt bedre end det, vi allerede kan finde. Kan du ikke skrive en tekst i betydeligt bedre kvalitet… så find noget andet at skrive om.
  2. Skriv langt. Gå i dybden med de emner, der interesserer dine læsere. Det er en myte, at webtekster skal være korte. Det kræver som regel en del ord at komme rundt om et emne og levere indhold af høj kvalitet.
  3. Skriv korte sætninger og afsnit.
  4. Skriv kalorierig tekst med substans. Undgå tyndt indhold: klicheer, snik-snak, tomgang og sludrende afsnit. Skriv tekst, der hæver sig over det banale.
  5. Skriv konstruktivt - giv læseren grund til at tro, at der er noget at gøre. At der er mulighed for at skabe positiv forandring.

Skriv med udgangspunkt i en plan

  1. Lav en redaktionel udgivelseskalender. Læg en plan for, hvornår du skrive skrive og udgive indhold og sæt tid af i din kalender.
  2. Hav mindst ét objektivt og kontrollerbart mål for, hvad du vil opnå med din digitalte tekst. Gerne et SMART-mål.
  3. Definer din call-to-action før du skriver - altså hvad du vil opfordre læseren til at gøre for at komme tættere på dit mål
  4. Vælg en persona, du vil skrive til. Er det en læser, en ambassadør, et lead, en potentiel kunde, en eksisterende kunde…
  5. Research før du går i gang med at skrive. Kombiner evidensbaseret viden med din personlige erfaring og vælg din vinkel på emnet.
  6. Fokuser på, hvad læseren vil vide. Brug keywords, der matcher læserens spørgsmål og behov.
  7. Lav et stramt disponeret skriveark med hovedrubrik, underrubrik, manchet, mellemrubrikker - før du skriver brødteksten.
    Brug en skrivemodel, der passer til moderne digital formidling. Samt naturligvis til dit emne, din læser, dit mål. Vil du eksempelvis fortælle en nyhed, skabe forståelse, uddanne, inspirere, underholde…
  8. Skriv med fokus på din læser
  9. Skriv bevidst til læserens tre interesseniveauer: ingen interesse, nogen interesse, detaljeret interesse.
  10. Skriv med det samme de informationer, læseren gerne vil have og eventuelt leder efter.
  11. Brug fremhævede ord til at gøre det nemt for læseren af vælge til og fra. Nemt at finde interessant information. Nemt at fravalge det irrelevante eller uinteressante.
  12. Skriv om problemer, der er relevante (aktuelle) for læseren.
  13. Skriv hjælpsomt - skriv for at hjælpe læseren med at skabe forandring. Tilbyd viden, som læseren kan bruge aktivt til at undgå eller opnå noget.
  14. Kan teksten påvirke folks helbred, økonomi, sikkerhed, sociale relationer - så vær ekstra omhyggelig med, hvad du formidler og hvordan du påvirker.
  15. Skriv til en persona - skriv som om du henvender dig til én konkret person, som du kender ud og ind.
  16. Efterlad ikke læseren med ubesvarede spørgsmål. Kom hele vejen rundt om den valgte vinkel på emnet.

Skriv for at påvirke

  1. Skriv det mest interessante først. Fang læserens interesse i løbet af de første 25 ord. Husk at indholdet på første skærmbillede læses betydeligt mere end det efterfølgende. Påvirk læseren fra første sætning.
  2. Brug forskellige skriveteknikker til at fastholde interessen ned gennem teksten. Eksempelvis bucket brigades og cliff hangere.
  3. Overvej, hvordan du kan skrive engagerende - hvordan du kan få læseren til at reagere på din tekst. Eksempelvis kommentere, dele, like.
  4. Vælg dit synspunkt. Hvad vil du overbevise læseren om?

Skriv med hjerte og hjerne

Tal til både hjerte og hjerne, følelser og fornuft.

Vi lader ofte vores følelser bestemme. Uanset vi køber varer, viden eller ændrer adfærd og holdning.

Vi begrunder ofte beslutninger med vores fornuft.

  1. Brug gerne to argumenter, når du vil overbevise nogen om noget - en logisk og en emotionel årsag.

Logos (fornuften), ethos (afsenders troværdighed) og pathos (modtagers følelser) - brug gerne alle tre appelformer til at påvirke læseren.

Skriv på baggrund af viden og fakta

  1. Brug konkrete eksempler og henvis til dem: erfaringer, undersøgelser, rapporter, research, statistik etc.
  2. Inkluder dine personlige/faglige erfaringer - hvis du vil underbygge din ekspertise
  3. Brug social proof i form af ekspert-kilder, der underbygger påstande. Brug så vidt muligt kilder, som din læser allerede kender og har tillid til.
  4. Henvis (link) til dine kilder - oplys så vidt muligt navn, stilling, portræt etc. på.

Skriv gode rubrikker og mellemrubrikker

  1. Tag dig tid til at lave gode rubrikker for at fange læserens interesse. Lav mange forslag og vælg den bedste.
  2. Skriv rubrikker, der er dækkende for indholdet og giver mening for læseren, hvis de læses alene.
  3. Skriv manchet - en slags resumé. Et superkort afsnit, der ridser op, hvad læseren kan forvente at få ud af at læse teksten. Men som også gør indtryk på den læser, der måske ikke går videre i teksten. Mange læsere ser kun rubrik og manchet (Regn med at du har ialt max. 100 ord til rubrik og manchet).
  4. Skriv mellemrubrikker, der hjælper læseren med at navigere i teksten. Forestil dig, at læseren kun læser rubrik, manchet og mellemrubrikker. Prøv at læse de tekstbidder alene - de skal gerne i sig selv gøre indtryk på din læser.
  5. Skriv rubrikker, der er påstande eller svar på spørgsmål.
  6. Bliv bedre og bedre til at skrive rubrikker ved at splitteste.

Skriv læsevenligt

  • Vi scanner tekst, når vi leder efter konkrete ord/informationer. Skriv så din tekst er nem at scanne - så læseren hurtigt og nemt kan finde konkrete informationer.
  • Vi skimmer tekst - zigzagger i teksten - når vi vil se, om der er interessant og relevant indhold. Skriv så din tekst er nem at skimme - så utålmodige læsere lynhurtigt kan få øje på interessante afsnit. Brug care words og power words til at overraske og skabe interesse.
  • Vi læser tekst, når vi har tid, tålmodighed og behov for at fordybe og i detaljer. Når vi vil have viden eller underholdes.
  1. Skriv så din tekst er nem at læse - beløn læseren, der har detaljeret interesse, med brugbare og interessante informationer
  2. Vælg en skriftstørrelse, der passer til linjelængden. Jo bredere linjer - desto større skrift.
  3. Brug forskellige skriftstørrelser til forskellige typer tekst. Bruger du eksempelvis 18px til brødtekst, kan hovedrubrikken være mindst tre gange større, underrubrikken 2 gange større og mellemrubrikker 1.5 gange større.
  4. UNDGÅ AT SKRIVE MANGE ORD MED VERSALER - det gør teksten svær at læse. Brug teknikken til max. 1-3 ord.
  5. Undgå store mængder centreret tekst.
  6. Undgå tekst med lige højrekant og lige venstrekant - det er svært at læse på skærm.
  7. Skriver du langt, så brug så vidt muligt tekniske markører til at vise læseren, hvor langt vedkommende er i teksten og hvor meget, der er igen. (boks, læsetid)

Skriv og design pæne tekster

At skrive er ikke kun et spørgsmål om at formidle information eller underholdning - men også en visuel oplevelse. Gør det til en nydelse både at se og læse teksten. Gør teksten visuelt smuk og lettilgængelig.

  1. Brug masser af luft (white space).
  2. Undgå rod og støj. Præsenter dine tekster, så de er enkle og overskuelige.
  3. Undgå at bruge mere end to forskellige skrifttyper - en til rubrikker og en til brødtekst
  4. Brug fed skrift og kursiv i meget begrænset omfang - til at fremhæve noget, der har særlig betydning.
  5. Brug kun én fremhævningsteknik - aldrig fed/kursiv, fed/versaler etc.
  6. Digitale tekster skal ikke ligne siderne i en roman. Undgå teksttunge blokke af væg-til-væg tekst
  7. Underbyg din tekst med gode illustrationer, der matcher tekstens budskab.

Skriv og design meget enkelt

  1. Skriv og design til skærmbilleder - lidt som man tænker i sider til en bog eller rapport.
  2. Prioriter hvad du vil fremhæve. Der bør som udgangspunkt kun være én særlig vigtig og fremhævet information på hvert skærmbillede.
  3. Brug overskuelige punkt-lister, når du vil præsentere flere muligheder og gøre det hurtigt for læseren at få overblik over emnet.
  4. Brug nummererede lister til trin-for-trin vejledninger, når du vil hjælpe læseren til at gøre noget konkret.
  5. Skriv afsnit, der kan læses selvstændigt. Uanset hvilken rækkefølge de læses i.

Skriv personligt

  1. Skriv så vidt muligt selv dine tekster - det bliver de mere personlige af.
  2. Find og brug din personlige kommunikationsstil, hvis du skriver for at brande dig som ekspert på dit felt.
  3. Gør det tydeligt for læseren, hvem tekstens afsender er - vær ikke bekymret for at skrive jeg.
  4. Fortæl anekdoter om dine personlige erfaringer med emnet.
  5. Skriv i du-form. Skriv direkte til din læser.

Skriv letforståeligt

  1. Kom straks til sagen. Put informationsbærende ord i begyndelsen af sætninger, begyndelsen af afsnit. (Det kaldes frontloading)
  2. Angiv sætningens emne i de første fire-fem ord i en sætning.
  3. Skriv kendte ord i starten af sætninger og introducer nye (svære) ord i slutningen af sætninger. Begynd med det lette og velkendte og vent med det svære og nye. Sådan gør du teksten let at forstå.
  4. Skriv korte, skarpe sætninger i digitale tekster. Også når du skriver lange artikler.
  5. Fortæl historier, hvor nogen gør noget - det gør det abstrakte konkret og gør det nemmere at forstå budskabet.
  6. Skab forståelse ved at sammenligne - brug metaforer. (Jeg kalder eksempelvis tunge tekster for væg-til-væg tekster og sammenligner altså visse tekster med tunge, støvfyldte gulvtæpper.)
  7. Forklar fagudtryk og svære ord første gang du bruger dem - medmindre du er helt sikker på, at dine læsere kender dem.
  8. Tjek dit lix-tal. Et lavt lix-tal ikke i sig selv er garanti for, at teksten er hverken god eller letlæselig. Et højt lix-tal er dog ofte lig med, at teksten er svært tilgængelig

Skriv søgemaskineoptimerende tekster

At søgemaskineoptimere dine tekster handler ikke kun om at komme til tops I Googles søgeresultater.

Det handler om at skrive tekster, der passer til dét, dine læsere leder efter.

Google har masser af viden om læsernes vaner og krav. Den viden er guld værd, hvis du vil skrive læservenligt.

  1. Skriv tekster med stor sproglig variation. Et stort ordforråd er en fordel i forhold til at få Google til at forstå, hvad teksten handler om.
  2. Lav research på keyword. Brug de ord, dine læsere aktivt leder efter - de primære keyword. Brug dem naturligt. Overdriv ikke brugen af keyword. Undgå såkaldt keyword stuffing.
  3. Brug de primære keyword tidligt i teksten. I url, hovedrubrik, underrubrik
  4. Brug også de såkaldt semantiske keyword - det vil sige ord, der supplerer og understreger betydningen af de primære keyword.
  5. Brug evidensord - det vil sige relevante fagudtryk, der tydeliggør, hvad teksten handler om. Læserne leder ikke nødvendigvis efter evidensordene, men de højner tekstens kvalitet og pålidelighed.
  6. Skriv title og description, der øger sandsynligheden for at vække din læsers interesse.
  7. Vil du placeres i toppen af Googles søgeresultater, skal du regne med at skrive mellem 1.200 og 2.000 ord (eller mere) for at opnå en topplacering. Vel at mærke i god kvalitet.

Brug moderne skrivemodeller

Skrivemodeller er praktiske.

De hjælper dig med at arbejde effektivt. Med at strukturere din tekst.

Mange velkendte og gode skrivemodeller - eksempelvis den journalistiske nyhedstrekant, berettermodellen, novellen, essayet, romanen - er til tekster, der læses lineært fra start til slut.

Skrivemodeller til lineære tekster fungerer dårligt i digitale medier - til nonlineære tekster.

Når du skriver digitale tekster, skal du altså huske, at de bliver læst nonlineært.
De bliver scannet og/eller skimmet før de bliver læst.

Hjælp læseren ved at skrive, så teksten er nem både at scanne, skimme og læse.
Så øger du læserens udbytte. Og efterlader et mere markant og postivt indtryk.

Digitale tekster har utallige muligheder, som papirtekster ikke har. Udnyt mulighederne. Men brug ikke alle muligheder samtidig.

Prioriter brugen af multimedie-funktioner i den digitale tekst. Men brug dem for at øge indholdets brugbarhed. Ikke kun for at pynte.

  1. Skriv om - rediger dine tekster
  2. Fjern alle overflødige ord
  3. Tjek faktuelle oplysninger
  4. Ret stavefejl, slagfejl, kommafejl

Brug digitale effekter i dine tekster

  • Analoge tekster (papirtekster) bliver stort set altid læst lineært - fra start til slut.
  • Digitale tekster læser vi overvejende non-lineært - vi zapper i teksten.

Udover at vi læser de to typer tekst forskelligt, er der fysiske og praktiske forskelle på dem.

Digitale tekster har adskillige praktiske muligheder. Vi kan eksemepelvis indsætte link til andet indhold. Vi kan sættes video ind midt i den digitale tekst…

Mange ser ud til at glemme den digitale teksts særlige muligheder. De skriver digitale tekster, der ligner papirtekst.

Skriver du digitale tekster for at uddanne, give overblik, skabe indsigt og forståelse? Så bør du helt undgå at bruge forstyrrende effekter, der udelukkende er til pynt. De vil kun distrahere og forstyrre læseren. Husk, at læseren har svært ved at koncentrere sig om den digitale tekst. Effekter vil ofte kun gøre det værre.

  1. Brug link til andet indhold - men brug dem rigtigt.
  2. Brug link til emailadresse
  3. Tilbyd at downloade dokumenter
  4. Brug GIF’er til at skabe forståelse
  5. Brug interaktive kort
  6. Brug video
  7. Brug lyd
  8. Brug diasshow/slider
  9. Brug bokse, der kan foldes ud, foldes sammen
  10. Brug faneblade, der kan klikkes frem/væk
  11. Indsæt kommentarfunktioner
  12. Brug mulighed for at vurdere tekst (rating-funktion)

Vi læser gerne på smartphonens lille skærm. Men vi har svært ved at koncentrere os og huske hvad vi læser. Særligt hvis teksten ligner papirtekster eller er designet til computerskærm.

Er tekster læsevenlige på lille skærm, er de som regel også fremragende på en computerskærm.