Går du op i journalisters sprogfejl? Så vil dette indlæg sandsynligvis irritere dig, overraske dig - og gøre dig klogere. Måske din mening endda bliver justeret en smule.
Allerførst: jeg synes vi skal tale og skrive korrekt.
Fejl bør undgåes.
Men shit happens.
Dermed siger jeg to ting:
- fejl er uundgåelige
- Yes, det er ok at bruge engelske udtryk i danske tekster. I begrænset omfang.
Journalister skal kunne levere tekster med fejl
Du læste rigtigt. Og jeg har ikke udtrykt noget andet, end jeg mener.
Journalister skal have baller af stål. De skal kunne tåle at udstille deres fejl. De skal kunne leve med, at deres dygtige kolleger ser, at de laver måske mange fejl.
Det nytter ikke, at man som journalist er så pernitten og perfektionistisk, at man ikke kan aflevere en artikel, medmindre alle fejl er spottet og korrigeret!
Journalister skal kunne publicere uden at gøre i bukserne af skræk over en sproglig prut!
Jeg har haft kolleger, der har skrevet og afleveret artikel under voldsomt tidspres - få minutter før de skulle hoppe på et fly uden wifi. Få minutter før avisens deadline.
Og det er helt fint at journalisten levere med fejl.
Hvorfor får du en forklaring på lige om lidt.
Sprogrevsere mangler ofte viden
Dette indlæg handler i øvrigt ikke mest om journalisters sproglige fejl. Det handler mere om sprogrevsernes skyklapper, uvidenhed og misforståelser. Så er du advaret.
Og lad mig lige gentage: Jeg synes, vi skal skrive og tale korrekt. Ikke mindst journalister. Men sprogrevsere skyder ofte på de forkerte - og rammer til tider helt ved siden af.
Skrivende journalister kan ikke - og forventes ikke at - levere fejlfri artikler
Det er mere end 15 år siden jeg arbejdede som journalist - og meget er helt sikkert forandret i branchen, siden jeg var ansat på Jyllands-Posten.
Men dengang var det min primære opgave at redigere teksterne fra nogle af landets bedste journalister.
Jeg afslører ingen tidligere kolleger, men nøjes med at fortælle, at vindere af Cavling-prisen (Danmarks fineste pris til journalister) heller ikke leverer fejlfri og velformulerede artikler.
Mange journalisters vigtigste kvalifikation er ikke deres evne til at skrive korrekt - men derimod at grave, lave detektivarbejde, researche, interviewe, skabe tillid, overbevise, overskue, se mønstre, formidle …
Man kan derfor være en forrygende god journalist, selvom man er ordblind og roder med korrekte kommaer!
Søndag så jeg en dybt rørende film, der er et rigtig godt eksempel på, at skriveprocesen (og sproglige fejl) er lidt ligegyldige bagateller i det store billede.
Se filmen “She said” - den er god. Og giver et godt billede af journalister arbejde.
Den handler om to New York Times journalister - Jodi Kantor and Megan Twohey - og deres forrygende arbejde med at få skuespillere og filmassistenter til at fortælle om Harvey Weinsteins utallige overgreb. Og om en hel branches tilbøjelighed til at lukke øjnene for sådanne overgreb. Selv når de ved og ser, at det foregår.
Deres fælles journalistiske arbejde fik enorm betydning. For de kvinder historien handler om. For deres veninder. For kvinder i hele verden. For vores syn på seksuelle overgreb, magtmisbrug og lederes chikane …. og for Harvey Weinstein, der nu sidder i fængsel for voldtægt.
De to journalister skrivearbejde er kun. en lille brøkdel af deres arbejdsindsat.
Hvorvidt der var fejl i deres artikler, når de levere - og blev publiceret - ved jeg ikke. Men i flere tilfælde ser vi, at de er mange om at korrigere deres artikler.
Var der fejl i artiklerne, kan vi derfor ikke bare klage over, at de to ikke kan skrive korrekt. Og fanger vi dem i en stavefejl eller tre vil jeg sige, at det ret betydningsløst i det store billede.
Men igen: naturligvis bør artikler være fri for sproglige fejl.
Korrekt sprog bliver ingen irriteret over. Fejl derimod - de ER irriterende. Især for sprogrevsere.
Derfor gør de fleste medier også en indsats for at luge ud i ukrudt. Men ikke altid nok.
Fejl kan fanges længere fremme på samlebåndet
Når jeg (som redigerende) var færdig med at redigere tekster og layoute en avisside med tekst, billeder og grafik, blev der læst korrektur på alle sidens tekster af en 3. journalist-uddannet medarbejder og kollega. Fejl blev markeret med rød pen. Og rettet.
På medier der har råd, er der også ansat korrekturlæsere. De er ikke journalister, men sprogkyndige med en viden og et laserblik, der grænser til det pertentlige. (På mange medier er de sparet væk.)
Det er dog stadig mere end almindeligt, at ansvaret for at finde og rette fejl ikke ligger hos den skrivende journalist, der lægger navn til artiklen - men hos et team af kolleger.
Skal journalister måske ikke kunne skrive….
Men hvorfor skal eller kan man ikke kræve, at alle journalister altid kan skrive og stave korrekt - og aldrig leverer artikler med sproglige fejl?
For det første fordi det at skrive korrekt er en lillebitte del af journalistens arbejde. Der er kompetencer, der er langt vigtigere i journalistisk arbejde.
Fejl kan og bør fanges af andre end den journalist, der skriver historien og lægger navn til.
I nogle tilfælde arbejder journalister så hurtigt, at ting bliver skrevet og udgivet så kvikt, at der ikke er tid til at redigere og læse korrektur.
Fejl fanges (nogle gange) af kolleger ved samlebåndet
På min arbejdsplads var det helt almindeligt, at journalister og redigerende fangede fejl i tre led: i skrivefasen (eller lige efter), i redigeringsfasen og sluttelig i minutterne før udgivelse.
At finde og rette fejl er altså ikke et ansvar, der ligge hos den skrivende journalist alene. Det er det udgivende medies ansvar, at fejl bliver fanget og rettet.
Men én ting har ikke ændret sig overhovedet - sprogrevseres irritation over stavefejl og slagfejl. Dette indlæg blev jeg inspireret til, af en sprogkyndigs undren over journalisters manglende sans for korrekt sprog.
Vedkommende fik MIT syn på sagen - og jeg tror, forklaringen kom lidt bag på hende, så nu leverer jeg den også her.
Reaktionen oplever jeg nemlig hyppigt. At folk med sans for både det skrevne og udtalte ikke forstår, at der findes (“alt for mange!”) journalister, der ikke kan udtale ord korrekt. Ikke kan stave. Ikke kan sætte kommaer korrekt (jeg er en af dem, bjæffede hunden).
Stavefejl og alle mulige andre sproglige fejl irriterer mig ikke
Få sproglige fejl bærer jeg nemt over med. Måske fordi jeg ved, hvorfor og hvor nemt de opstår.
Jeg laver selv fejl. Måske du endda kan finde nogle i dette indlæg? Og du er velkommen til at korrigere mig, ifald du finder fejl!
