Hvis du ved, hvad fodbad kan gøre for fødder, der slippes fri efter timers indespærring i varme gummisko - så ved du også, hvad “sprogvask” kan gøre for trætte tekster

Utallige tekster online er som forsømte fødder. Vask, fil og omsorg kan udrette mirakler.

Sprogvask gør tekster mere lækre

Sprogvask er lig med at bearbejder en tekst for at gøre den mere velfungerende, mere læsevenlig, mere effektiv, mere korrekt.

Sprogvaskeren sætter ikke kun røde streger, men skriver om. Sletter ord, sætninger og måske hele afsnit. Gør teksten mere præcis. Fjerner alle overflødige ord. Retter stavefejl, slagfejl, grammatiske fejl, tegnsætningsfejl og forkerte oplysninger.

Webtekster og blogindlæg kræver en særlig form for sprogvask - og en sprogvasker med specialviden om moderne, mobilvenlig kommunikation.

Digitale tekster skal skrives til mobilvenligt design. De skal søgemaskineoptimeres. Formateres med de rigtige koder. Og ikke mindst præsenteres læsevenligt.

Sprogvask er effektivt. Men tidkrævende. Når jeg sprogvasker mine egne tekster, bruger jeg ofte 5-10 gange så lang tid på at sprogvaske som på skrive teksten.

Gør tekster mere effektive

Sprogvask skaber ikke kun en fejlfri tekst men bedre indhold. Målet er ofte mere tilfredse læsere. Flere besøgende. Flere leads. Flere kunder. Mere omtale. Flere kommentarer. Flere likes …

Sprogvask af webtekster og tekster til inbound marketing (content marketing) handler eksempelvis om at skrive, så teksten kan:

  • tiltrække læsere
  • fastholde læsernes interesse
  • få læsere til at reagere på call to action

 

Lær at sprogvaske dine tekster

Sprogvask er uundværlig, hvis du er journalist, blogger, forfatter eller tekstforfatter og vil levere kvalitetsindhold.

Skriver du online, skal din tekst gennem et helt særligt sprogvaskeprogram for at passe til moderne læsere med digital hjerne og læsevaner, der er meget anderledes, end når vi læser papirtekst.

Du får senere i dette indlæg et link til min omfattende tjekliste til at vaske, file og pleje tekster - på dit website, din blog, dine nyhedsbreve, dine online kurser, opslag på sociale medier. Så kan du selv gå i gang med at sprogvaske.

Korrektur er langt fra nok

Kvalitetstekst og sprogvask er vigtig for alle, der vil informere online - eller bruge content marketing til at skaffe kunder. Og korrekturlæsning er ikke nok.

Sprogvask og korrektur er to meget forskellige processer til at forbedre tekster.

Sprogvask er en mere tidkrævende og dybtgående proces end korrekturlæsning.

Sprogvask af tekster til online marketing er andet og mere end revision af sprogets kvalitet og korrekthed.

Teksten skal være korrekt og velfungerende - men det er ikke nok.

Indholdet skal påvirke læseren. Gøre indtryk. Skabe effekt. Målbar effekt vel at mærke. Den skal passe til læserens interesse.

Digital sprogvask handler ikke kun om sprogets kvalitet

Forestil dig at skrive den perfekte og fejlfri tekst - og ingen eller meget få læser den.

Det oplever mange. Ofte er deres tekster korrekte - men uegnede til moderne læsevaner.

Utallige bruger en masse ressourcer på producere indhold, der ikke bliver læst af ret mange.

Sprogvaskeren skal have den rigtige viden og erfaring

En tekstforfatter og sprogvasker uden den nødvendige viden og erfaring om moderne læsevaner, content design, digital kommunikation, søgemaskineoptimering, responsivt design, brugervenligt design og moderne læsevaner kan gøre mere skade end gavn.

Selv den største sprogekspert kan være helt umulig til webtekster og digital tekster.

Specielt hvis vedkommende har lært at skrive for mere end fire-fem år siden!

Der er sket en hel del med læsevaner og skærme siden 2014.

Klassiske webtekster og moderne digital tekst

Mange - også professionelle tekstforfattere, journalister og kommunikationsfolk - har begrænset viden om digital kommunikation. De skriver godt, men teksten fungerer ikke online.

De kan med fordel bruge en sprogvasker til at opdatere deres viden om moderne kommunikation og webdesign.

At skrive til elektroniske medier er meget forskelligt fra at skrive papirtekst. Selv 10 år gamle webtekster kan være voldsomt forældede og ineffektive. Særligt hvis de ikke præsenteres i mobilvenligt design.

Sådan bør du ikke præsentere tekster online:

Klassiske webtekster bliver hurtigt en for tung omgang på en smarthone

Er dine skrivevaner mere analoge end digitale, har du i særligt grad brug for en sprogvasker, der har styr på moderne, mobilvenlig webkommunikation.

Vælg i givet fald en sprogvasker, der kan rådgive, undervise og give konstruktiv feedback på online indhold.

Det betaler sig at lave moderne kvalitetsindhold

Den rigtige sprogvask kan forvandle gammeldag og/eller forsømte tekster til lækkert kvalitetsindhold. Og kvalitetstekst er en af de mest effektive metoder til at skille sig ud online.

  • Kvalitetsindhold i mobilvenligt design er afgørende, hvis du vil bruge content marketing til at tiltrække besøgende, samle leads og konvertere dem til kunder.
  • Kvaliteten skal også være i top, hvis du “bare” vil formidle viden og information til medlemmer, borgere, kunder eller andre.

Hvornår er det optimalt at sprogvaske - og hvor mange gange

Sprogvask er en proces, der ofte udføres flere gange. Gerne med pauser mellem de enkelte trin.

Ideelt set bør en tekst sprogvaskes i flere omgange på forskellige trin i processen med at skrive og designe. Og ikke nødvendigvis af de samme sprogvaskere.

Fire stadier i sprogvaskeriet

  1. Når første udkast er skrevet
  2. Når tekst og andet indhold er layoutet
  3. Når indholdet er publiceret
  4. Når indholdet har været offentliggjort et stykke tid og målbare konsekvenser begynder at vise sig

Inden du læser videre, skal du bide mærke i noget vigtigt:

Man både kan og bør sprogvaske EFTER en tekst er publiceret. Det er ligefrem en fordel. Fordi man på det tidspunkt kan forbedre på baggrund af målbare reaktioner på teksten.

Sprogvask handler derfor også om at løfte gamle tekster og give dem nyt liv.

Få flere øjne på din tekst

Naturligvis kan og bør du sprogvaske din tekst selv. Gør det altid, før du sætter andre til at sprogvaske.

Ideelt set skal enhver tekst også sprogvaskes af en anden end forfatteren - uanset det gøres før eller efter man udsætter sine læsere for teksten.

Lad forskellige personer læse og give feedback

Overlad mindst en af vasketurene til en professionel sprogvasker med en vis indsigt i emnet, branchen, branchen. Samt viden om målgruppens spørgsmål og behov - ikke mindst.

Har du råd og tid, så puds både en sprogvasker, en redaktør, en redigerende og en korrekturlæser på din digiale tekst.

Digital sprogvask og søgemaskineoptimering

Den dygtige skribent og sprogvasker har også forstand på søgemaskineoptimering - og kigger derfor også på, om der er forbindelse (link) til og fra teksten:

  • Link fra Google eller andre søgemaskineskiner
  • Link fra sociale medier
  • Link fra andre websites
  • Link fra blogindlæg
  • Link fra nyhedsbreve

Gode linktekster er i øvrigt vigtige. Ser du linktekster med “Klik her” eller “Læs mere her” er der helt sikkert brug for moderne sprogvask. Det er nemlig langt fra effektivt.

Tænk på læserne - ikke på søgemaskinerne

Søgemaskineoptimering af tekster handler i øvrigt ikke om un derlige teknikker men om at producere kvalitetstekst, der opfylder læsernes ønsker og behov.

Selv hvis det ikke er afgørende om teksten får en god placering i Google vil en moderne og veluddannet sprogvasker trække på Googles viden om, hvornår en tekst har digital kvalitet.

Stil konkrete krav til teksten - og sprogvasken

Vil du ikke kun have teksten pyntet, men opnå reelle og konkrete resultater, skal teksten ikke kun sprogvaskes i forbindelse med, at den bliver udgivet.

Det kan være en stor fordel med endnu en omgang, når man - dage, uge eller måneder efter udgivelse - kan aflæse tekstens effektivitet på eksempelvis:

  • Åbningsrate (emailmarketing og nyhedsbreve)
  • Antallet af læsere
  • Placering i Google
  • Bounce-rate - hvor mange kigger på teksten, men forlader den hurtigt igen
  • Pogo-sticking - hvor mange finder teksten via Google, forlader den hurtigt og hopper videre til et andet søgeresultat
  • Delinger, likes og kommentarer på sociale læsere
  • Kommentarer (blogindlæg)
  • Reaktioner (hvor mange reagerer på call to action)
  • Salg

Fjern fedt og fyld

Tekst bliver altid bedre efter en sprogvask. Altid. Især hvis den Selv hvis den krymper i vasken.

Sprogvask handler nemlig ikke mindst om at fjerne det overflødige og fremhæve essensen. Gøre teksten mere skarp. Lettere at læse. Lækker at læse. Let at forstå….

Nogle gange skal teksten skrives om - måske mange gange - før den er klar til at blive sprogvasket.

Nogle tekster er for dårlige til at komme i sprogvask

Tekster kan være så dårlige, at det er hurtigere for en dygtig skribent at skrive en ny tekst - end bøvle med at rette op på en elendig tekst.

Sprogvask er ikke en kur til elendige tekster.
Sprogvask gør derimod halvgode og gode tekster fremragende.

Hvad koster sprogvask

Korrekturlæsere har som regel ret faste priser på deres ydelser.
Ofte giver de en pris pr. ord.

Sprogvask er sværere at sætte pris på.
Uden at se teksten er det umuligt at vide, hvor tidkrævende det vil være at sprogvaske den.

Derfor er det ikke ualmindeligt, at sprogvaskeren oplyser en timepris - og at kunden så kan vælge, hvor længe sprogvaskeren skal forbedre.

Brug mere tid på at sprogvaske end skrive udkast

Som tommelfingerregel kan du godt regne med, at det ofte tager mellem to og ti gange så lang tid at sprogvaske en tekst som at skrive første udkast til teksten.

Sprogvask minder om at renovere et mere eller mindre faldefærdigt hus. Der kan nemt dukke uforudste behov op. Og det tager som regel betydeligt mere tid en selv den mest optimistiske forventer.

Som professionel sprogvasker er jeg vant til at arbejde med en deadline - og så gør man sit bedste indenfor den tid, der er til rådighed.

Det perfekte findes ikke. En tekst kan sprogvaskes i det uendelige.

Vælg den rigtige sprogvasker

Gode sprogvaskere har reddet mig fra utallige fadæser, skideballer, retssager og offentlig gabestok!
Sagt på en anden måde: Betragt det som en stor gave, hvis du kan få flere til at redigere, stramme, faktatjekke, skrive om og rette fejl i din tekst.

Din mor eller veninde kan gå an - i mangel af bedre.

Det bedste er at sætte en professionel sprogvasker på opgaven.

Det er ikke nok, at vedkommende er “god til at skrive”.

Vælg det rigtige sprogvaskeprogram

At sprogvaske en roman, en fagbog, en akademisk opgave, en nyhedsartikel, en journalistisk baggrundsartikel, et blogindlæg, et nyhedsbrev, en salgstekst er vidt forskellige opgaver.

Vælg altid en sprogvasker, der har specialiseret sig i at behandle den type produkt du arbejder med.

Mange teksttyper vil jeg slet ikke påtage mig at sprogvaske.
Eksempelvis romaner, akademiske opgaver, juridiske artikler.

Jeg har derimod været professionel sprogvasker af digitale tekster siden 2001: online journalistik (på Jyllands-Posten) og webkommunikation.

Vil du være en god sprogvasker

Vil du sprogvaske digitale tekster - dine egne eller andres - skal du ikke kun være sprogrever og kommafanatiker.
Du skal også have styr på helt basale krav om digitale tekster, sociale medier, søgemaskineoptimering, mobilvenligt design, webdesign og online marketing.

Bare for at nævne nogle få af de mange krav:

  • Hvordan søgemaskineoptimerer man en tekst
  • Hvordan skal link bruges og præsenteres
  • Hvordan skriver man overskrifter til moderne digitale tekster (meget anderledes end til papirtekster)
  • Hvilke skrifttyper og skriftfarver skal man undgå - og hvorfor. Hvilke er optimale.
  • Hvornår skal information samles på én skærmside - og hvornår er det bedre at dele den på flere sider
  • Hvordan strukturerer man bedst en tekst til moderne læsere, der er vant til at læse på lille skærm
  • Hvad er den ideelle linjelængde og skriftstørrelse til digitale tekster
  • Hvordan og hvorfor bruger man keyword, carewords og powerwords i en digital tekst
  • Hvilke interessseniveauer skal tekst til online marketing ramme
  • Hvilke læsemønstre skal teksten passe til
  • Hvilken sammenhæng skal teksten indgå i og hvordan skal den knyttes til andre tekster

Vent med korrekturlæseren til sidste øjeblik

Selv den bedste korrekturlæser kan være dårlig til sprogvask. Og selv efter grundig sprogvask er det ideelt at bruge en korrekturlæser til en sidste finish af teksten.

Ganske enkelt fordi det er spild af tid at gå op i sproglige fejl i en tekst, der måske skal skrives om, forkortes eller udvides.

Det er iøvrigt velkndt, at vi vi udn vider kan læse tkster uden at opage selv markante fejll.

Forfatter, redaktionssekretær og sprogvasker arbejder ofte så intenst og længe med en tekst, at de til sidst dårligt kan spotte sproglige fejl. Korrekturlæseren er ikke nok - men absolut uundværlig.

Trænger din tekst til at blive trimmet?

Få 15 minutters gratis tjek! Jeg har redigeret tusindevis af tekster. Og designet lige så mange artikler, blogindlæg, nyhedsbreve, websider m.m.

Jeg har mere end 20 års erfaring med at redigere tekster - for store danske medier og små soloselvstændige.

T

Få feedback på tekster

j

Bliv undervist i at skrive

Få en digital sprogvask

Lisbeth Scharling
Sprogvasker, webdesigner, content designer, journalist

Lisbeth Scharling
Sprogvasker, webdesigner, content designer, journalist

CALL NOW