Som de fleste andre soloselvstændige er jeg en digital blæksprutte, der bruger alverdens apps og online services til at holde styr på min businesshjerne - mine planer, aftaler, begivenheder, arrangementer, noter, informationer, to-do-lister…

Alligevel ender jeg ofte med at være mere eller mindre uorganiseret.
Og stresset, når jeg mangler overblik.

Jeg har eksperimenteret med utallige (digitale) systemer til projektstyring og overblik, men har opgivet dem alle, fordi jeg synes de gør det komplekst og alt for tidkrævende at administrere. Hver gang vender jeg tilbage til notesbøger og løse lapper - som heller ikke er optimale.

Aftaler har jeg styr på. De står i min elektroniske kalender og bliver der. Men noter og lapper - som jeg laver mange af - bliver ofte væk. Og jeg er desværre ikke så god til at huske, som jeg gerne ville være, så jeg skriver stort set alt vigtigt ned.

Den analoge kalender droppede jeg for mere end 15 år siden, da jeg fik en Compaq Pocket PC - som minder om en smartphone. Jeg har ikke siden haft en klassisk kalender. Har heller ikke savnet den.

Jeg er derimod forblevet storforbruger af hæfter, notesbøger og postit-blokke i alle farver og størrelser.

Bullet Journalen er meget mere end kalender

Selvom Bullet Journal systemet (ofte forkortet til BuJo) overfladisk set bare er en almindelig notesbog og minder lidt om en klassisk papirkalender, er der store forskelle. Systemet er langt mere avanceret end bare at bruge en kalender.

Bullet Journal systemet har for alvor forvandlet mine elskede notesbøger til et nyttigt værktøj. Særligt på grund af systemet til at organisere og genfinde informationer. Men også af mange andre årsager, som jeg kommer nærmere ind på.

Der er flere grupper på Facebook om at bruge Bullet Journals

Kombiner Bullet Journal med digitale apps

Jeg bruger stadig min smartphone til noter og til kalender ikke mindst. For mig er en BuJo derfor på ingen måde et værktøj, der erstatter andre metoder. Og slet ikke de digitale.

Noteprogrammet Evernote er en af de apps jeg bruger flere gange dagligt. Både på min smartphone, tablet og computer. Jeg laver ikke lange to-do-lister, men utallige lange to-do-noter. P.t. har jeg over 2.000 noter i Evernote. Mange af dem er oplæg til blogindlæg.

Bullet Journal systemet er et fint supplement til de digitale muligheder, som jeg ikke har planer om at undvære, selvom jeg er blevet vild med min BuJo.

Min Business Bullet Journal er min hjerne

Jeg tager utallige noter. Gemmer alle mine ideer og udkast. Fylder notesbøger. Laver visionboards, mind maps og mood boards. Men papirlapper har det med at forsvinde. Og mine notesbøger var ikke altid overskuelige.

Indtil jeg opdagede Bullet Journal systemet, som kan beskrives som en sammensmeltning af mindfulness og produktivitet.

En Business Bullet Journal er et fantatisk værktøj til at gemme forskellige typer indhold på et organiserest måde. Den er særligt fremragende til at udvikle ideer, planlægge, prioritere, styre projekter, skabe overblik, se mønstre og muligheder, ændre eller udvikle vaner, holde regnskab. Vel at mærke i en og samme notesbog. Ikke fordelt på 117 lapper papir, der forsvinder i rodebunker.

“Min Bullet Journal er min hjerne,” skrev en til mig i en kommentar på Facebook.
Jeg er helt enig. Min hjerne ville smelte ned, hvis jeg ikke tømte den dagligt.

Perfekt planlægningsværktøj for soloselvstændige

Er du soloselvstændig, skal du formodentlig bruge en stor del af din arbejdstid på at arbejde for dig selv - på eksempelvis at fakturere, administrere, planlægge, skrive blogindlæg, poste på sociale medier, svare på mail, tale i telefon med kunder, udvikle ideer, producere materialer, laver kurser, præsentationer, deltage i netværk etc.

Du skal konstant prioritere din tid. Og måske er det kun en lille del af din tid, du kan fakturere for. Det gør det særligt vigtigt, at du bruger din tid effektivt og at du konstant gør det nødvendige for at få kunder. Samt at du gør dét, der er mest effektivt. Men også dét, du trives med og på de måder, der passer DIG.

At lave Business Bullet Journal kan gøre dig mere produktiv, mindre stresset, mindre rodet og uorganiseret. Og samtidig begrænse problemet med at holde styr på opgaver, aftaler, informationer og alverdens andre detaljer. Det kan ligefrem være afstressende og hyggeligt at skabe sin Bullet Journal.

Et simpelt og stærkt system

Systemet er udviklet af Ryder Carrol og er kort fortalt baseret på, hvad han kalder “rapid logging” - altså hurtig nedskrivning af information. Det kan være lister, noter, aftaler, planer, begivenheder. Ryder Caroll har ADHD og opfandt journalen for at hjælpe sin neuroatypiske hjerne.

Se denne video, hvor han præsenterer sit system - uden pynt og dikkedarer.

Systemet er ekstremt enkelt og genialt i sin originale og minimalistiske form. Lad dig ikke vildlede af, at DIY-blogs, Instagram og Pinterest flyder over af kunstneriske, kreative versioner af Bullet Journals, der er tidkrævende hobbyprojekter - overdekorerede med kalligrafi, doodles, stickers og farvelade. Mange af dem er meget langt fra den originale Bullet Journal, der slet ikke handler om at dekorere og pynte.

I sin rene og originale form er der ikke meget andet end tekst og streger på siderne i en almindelig notesbog.

Tips til at komme i gang

Vil du i gang, skal du have fat i en helt almindelig notesbog.
Løse ark papir samlet i ringbind kan også sagtens bruges.

Mange foretrækker papir, der er prikket eller ternet. Blankt eller linieret kan også bruges.

Selvom der findes notesbøger, der er produceret til Bullet Journal systemet, kan du uden videre bruge en hvilken som helst notesbog og bare gå i gang.

Systemet opbygges traditionelt af nogle helt grundlæggende elementer:

  • Index
  • Fremtidslog
  • Månedslog
  • Ugelog
  • Dagslog
  • Samlinger

Du behøver kun bruge de elementer, der passer dig. De forskellige elementer kan varieres og kombineres i det uendelige. Og bruges på flere måder. En Bullet Journal ender derfor altid som et meget personligt og unikt værktøj.

Guide til at komme i gang - med uddybende forklaring på de enkelte elementer.

Luk munden på perfektions-generalen

Det kræver ikke mange minutters daglig brug at få stort udbytte af en Bullet Journal systemet og udvikle din egen BuJo.

Du kan gøre det ekstremt minimalistisk - eller gå amok i svulstige dekorationer, hvis du er til den slags. Det er ingen skade til at få det til at se lækkert ud, så det er helt op til dig, om det skal være feminint eller maskulint.

Du behøver ikke pynte, men gør det endelig, hvis det er afstressende. Drop det, hvis det fodret din indre perfektions-general.

Når du går i gang, vil jeg anbefale, at du begynder med den mest simple og enkle model, så du får styr på det helt basale.

Systemet er fleksibelt og du kan bruge det til hvad du vil og hvordan du vil.

Bliv mindre stresset - flyt dine opgaver

En meget væsentlig metode ved at bruge en Bullet Journal er at at flytte de opgaver, du ikke har klaret til forventet tid. Migrere kalder systemets opfinder det.

Det er faktisk en forbløffende effektiv funktion, der giver ny energi til lange, trættende og stressende to-do-lister.

Forestil dig, at du først på dagen prioriterede din dag og besluttede, hvilke opgaver fra din to-do-liste, du ville klare i løbet af arbejdsdagen.

Når dagen er gået, er der måske et par stykker - hvis du planlægger realistisk - der ikke er klaret. Så kan du kort fortalt gøre en af tre ting:

  • Flyt (migrer) opgaven til næste dag
  • Sæt opgaven ind i fremtidsloggen
  • Drop opgaven

At migrere lyder måske umiddelbart som helt almindelig udsættelse, men processen er lærerig. Frem for bare at lave lange to-do-lister, bliver du faktisk klogere på, om du sætter realistiske mål for dine arbejdsdage.

Når du igen og igen skal tage stilling til opgaver, der ikke blev klaret og mål, der ikke er nået, får du ryddet op i de opgaver, du pålægger dig selv. Du undgår også, at opgaver bliver glemt og drukner i lange lister.

At migrere punkter i din BuJo gør dig bedre til at prioritere: Gøre dét, der er vigtigt i dag og finde et andet tidspunkt til alt det, der dukker op løbende.

Du øger samtidig chancen for at gøre mere. Og blive gladere, mere effektiv og mindre stresset.

BuJo Pro til overgearede hjerner

Der er flere grunde til, at systemet er velegnet til professionelle formål - og til langt mere end bare at holde styr på professinelle aftaler og noter.

På Bulle Journal systemets officielle website er der flere blogindlæg om professionelle, der bruger BuJo.

Er du et almindeligt rodehoved - periodisk eller konstant - er en bullet journal et hurtigt og effektivt værktøj til at få styr på tankemylderet.

Jeg har min BuJo til at ligge på skrivebordet med den aktuelle dagslog åben, så jeg hurtigt kan notere. Gør det eksempelvis flittigt, mens jeg taler i telefon. Så tømmer jeg hjernen og tingene bliver ikke væk. Det giver arbejdsro.

Har du ligefrem ADHD eller ADD kan en bullet journal hjælpe dig med at organisere tingene for dig og overvinde nogle af dine udfordringer. Systemets opfinder er digital produkt-designer og har selv ADD.

Find papir og pen - og gå i gang

Det er nemt at lære, omend det tager tid at finde sin egen foretrukne metode.

Du behøver ikke et hverken dyrt eller langvarigt kursus. Har du notesbog eller papir og pen i huset, kan du gå i gang med det samme.

Og skulle du foretrække at bruge systemet digitalt, er der absolut intet i vejen for at gøre det. Men Bullet Journal systemet i digital version er bare et praktisk værktøj. I den analoge version er det også afstressende og med til at skabe ro og stoppe tankemylder.

Det er desuden velkendt, at der er store fordele ved at skrive i hånden. Adskillige eksperter råder også til, at vi ind imellem slukker for skærmen. Selvom jeg elsker mine tre skærme i meget forskellige størrelser, er der noget helt særligt ved at sidde med papir og pen.

Kreativ inspiration til Bullet Journals

Pinterest flyder over med Bullet-Journal inspiration.

På YouTube kan du finde utallige videoer med kreative versioner af Bullet Journals - lavet af kvinder, der tydeligvis elsker at dekorere og være kreative. Her er en af utallige. Inden du ser den, så husk, at Bullet Journal System grundlæggende er meget minimalistisk, enkelt og baseret på “rapid logging” - altså hurtige notater.

 

Discover more from WEBwoman

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading