Ligner din webtekst et væg-til-væg gulvtæppe, eller er den pænt klædt på? Det ikke nok, at den er velskrevet og fejlfri. Den skal også være overskuelig, se tiltalende ud og give lyst til at læse
Jeg tager en tekst, der ligner alt for mange tekster online - grå og kedelig væg-til-væg-tekst. Den vil jeg forvandle til noget, folk har lyst til at læse.
Webtekster må gerne være lange
Først vil jeg aflive en myte om webtekster: du behøver ikke skrive kort!
En kort tekst er for lang, hvis den er kedelig.
En lang og velskrevet tekst bliver læst.
- Brug ikke overflødige ord.
- Skriv stramt og skarpt.
- Men skriv gerne langt - hvis det er relevant.
Undgå massiv væg-til-væg-tekst
Teksten jeg vil gøre mere præsentabel, ligner mange blogindlæg - en overskrift og derunder selve teksten. Det massive, teksttunge indtryk gør, at mange ikke læser det. Heller ikke selvom der er guld at hente i teksten.
Jeg bruger den ulæselige dummy-tekst Lorem Ipsum - så vi ikke fortaber os i stavefejl, slagfejl, kommafejl, dårlige formuleringer etc. Jeg fokuserer alene på, hvordan teksten ser ud. Og jeg begynder med den udbredte, ulæselige væg-til-væg-tekst:
Størrelse og farve betyder meget
En forkert strikket designskabelon kan gøre tekster helt ulæselige. De problemer kan du ikke selv gøre noget ved - medmindre du har styr på koder. Vær opmærksom på ikke at vælge et design, der har følgende problemer:
- For mange tegn pr. linje
- Fonten (skrifttypen) er for lille
- Ingen passende afstand mellem afsnit
- Ulæselige farver
De fire problemer gør teksten bøvlet at læse på en god computerskærm - og nærmest umulig på små computerskærme, smartphones, iPad etc. Hvor mange tegn, der må være på linje afhænger af mange faktorer. Hvilken fonttype er valgt - er den nem at læse på en skærm? Hvilken fontstørrelse etc.
Tip: Tjek via eksempelvis en iPhone, om din tekst kan læses på den lille skærm - det giver et godt fingerpeg om, hvor læselig din tekst er i det hele taget.
Tekstens farve og baggrundsfarve har stor betydning
Forkerte farver til fonte og baggrund kan også forvandle en ellers glimrende webtekst til noget uløseligt. Hvidt på sort er svær at læse. Gult på hvidt er svær at læse. Blåt på rødt. Der er mange farvekombinationer, der er uheldige. I bedste fald er de læselige på din skærm. Det betyder ikke, at de også er det på min.
Farvet tekst - så er det nok et link
Vær i øvrigt opmærksom på, at når tekst skifter farve, vil mange tro, at teksten er et link.
Luft - white space - mellem tekst, gør den nemmere at læse
Lav korte afsnit og lav mellemrum mellem dem, så din tekst bliver præsenteret som overskuelige mundfulde.
Fire effektive tips til at gøre teksten nemmere at læse
- Større skrift
- Afstand mellem afsnit
- Undgå lange og massive afsnit
- Sæt punktum og lav mange afsnit
Så lidt skulle der til, for at gøre det massive udgangspunkt mere læsevenligt:
Tip: Er du opmærksom på, at der er stor forskel på, om du trykker “Enter” eller “Shift-enter”, når du laver et nyt afsnit i en tekst.
Illustration - det strategisk rigtige sted
Egentlig har det ikke så meget med tekstens udseende at gøre, om du bruger illustrationer i dit blogindlæg. Og dog, for placerer du illustrationen det strategisk rigtige sted, påvirker det lysten til at gå i gang med at læse indlægget. Placerer du en illustration i den indledende del af blogindlægget, gør det linjerne kortere og dermed nemmere at læse - hvilket øger lysten til at gå i gang med dit indlæg.
Naturligvis spiller det også en rolle, hvordan indledningen er skrevet, men mere om det en anden gang. I dette indlæg handler det om, hvordan du kan påvirke tekstens udseende i positiv retning.
Fremhæv det væsentlige i din tekst
Du gør teksten overskuelig og nem at læse, hvis du fremhæver væsentlige pointer undervejs i teksten. Forestil dig, at din læser kun læser den tekst, der er særligt fremhævet. Den tekst alene skal gerne give mening for læseren.
Du kan fremhæve særlig vigtig tekst på flere måder:
- Skriv små overskrifter (mellemrubrikker)
- Lav lister med punktopstilling
- Brug fed tekst til at fremhæve markant meningsfulde ord
Sådan bør du IKKE fremhæve tekst: Kursiv skrift er svær at læse på en skærm. Specielt svær at læse i større mængder og små skriftstørrelser. Overvej derfor grundigt, hvornår du bruger kursiv skrift. Og brug det ikke i større mængder.
LAD FOR HIMLENS SKYLD OGSÅ VÆRE MED AT SKRIVE STØRRE MÆNGDER TEKST MED LUTTER VERSALER (STORE BOGSTAVER). DET SER HERRENS UD. DET ER SVÆRT AT LÆSE - OG MANGE REAGERER NEGATIVT PÅ DET, FORDI DE SYNES DET SVARER TIL AT RÅBE!!!!!!!!!!
Og når vi nu er ved det, så brug aldrig mere end ét udråbstegn :-)
Glæder mig til at følge slagets gang Lisbeth. Selvom jeg er professionel journalist, lever jeg op til et tilnavn, jeg fik tidligt i karrieren: “Ulla mange ord” som vist også præger min blog om sygedagpengesystemet på paasygedagpenge.dk.
Jeg er god til at huske at dele teksten op i mange små afsnit og husker også at sætte illustrationer ind, men der er kan sikkert gøre meget mere. Spændende at følge denne gode idé.
Tak for en meget informativ og velskrevet blog. Glæder mig til at følge den. Mvh Allan
Som akademiker var jeg ikke just oplært i at skrive til nettet, så det blev en udfordrende proces at lære, hvordan tør og tung naturvidenskabelig tekst kan omdannes til lette og lækre faglige snacks. Og man kan jo altid blive bedre. Tak for inspirationen / ;-Dorte
Interessant artikel – ikke så meget nyt, i forhold til den uddannelse jeg selv har – men sikkert øjenåbnende for mange, der kommer forbi.
Noget andet jeg selv synes er irriterende, er, hvis der er mange afsnit med kun 2-3 linjer. Det giver tit et lidt for “rodet” udtryk med for meget luft – så hellere nogle lidt længere tekstblokke, adskilt af overskrifer og linje-mellemrum. Men det er jo bare MIN mening… ;-)
Hej Hottie Vom Dottie. Du har ret! Kan godt se, at det også kan blive for mange små afsnit. Variation er på plads. :-)
1000 Tak for din mening!
Hej Lisbeth
Meget illustrativt! Jeg læste her forleden dag, at en undersøgelse har vist, at brug af fotos øger troværdigheden – også selv om billedet ikke har noget at gøre med indholdet! Selv forsøger jeg nu at få billede og tekst til at hænge sammen, men det er da tankevækkende.
Lyder interessant Lise! Jeg ved kun, at et billede i toppen af teksten øger sandsynligheden for, at folk overhovedet går i gang med at læse den. At det også kan øge troværdigheden, havde jeg ikke hørt før.
Men bortset fra det… jeg synes som regel der mangler noget, hvis der ikke er en illustration med. Og jeg hænger mig ikke i, når jeg læser andres blogs, om billedet matcher indholdet 100%. For mig er det også helt OK at tage et billed, “bare” fordi er pænt, opsigtsvækkende, tankevækkende…
Et godt eksempel på, hvad lidt formatering af teksten kan gøre. Med hensyn til fotos så bestræber jeg mig på altid at have et foto med. Dels for at peppe indlægget på den specifikke side op, dels for at gøre indlægget mere iøjnefaldende, når jeg deler via LinkedIn, Facebook og Google+. Et link alene virker – i mine øjne – noget kedeligt.
Bjørn – vi er helt enige! Det er godt at have et foto med; en ilustration af en eller anden art. Min erfaring er, at det er godt at vælge illustrationer med varme farver, hvis man vil være ekstra synlig på de meget blå sociale medier.
Vigtigt budskab! Det er virkelig nemt tæppebombe læseren med information, når man har så meget på hjerte. Men du har jo helt ret! Det er meget bedre at dele teksten op i mindre bidder og krydre med illustrationer.
Tak for kommentaren Anette. Ja, som regel er det bedre – online – at bryde tekst op i mindre og overskuelige bidder. Illustrationerne er også vigtige. Jeg ved, at mange siger, at man ikke skal bruge en illustration bare for et pynte. Den skal “sige noget”. Det er jeg ikke ubetinget enig i.
Det svarer til at sige, synes jeg, at vi ikke behøver får maden til at se lækker ud – hvis bare der er den energi og de vitaminer i den, der skal være.