Når mine kunder spørger “kan jeg selv [XXX]”, plejer jeg at reagere med et drillende modspørgsmål:

“Kan JEG bakke en trailer eller en campingvogn ind i en garage?”

Svaret på dét spørgsmål får du til sidst i dette indlæg.

Lad mig starte med at svare på, hvad du bør vide og kunne, HVIS du selv vil opgradere dit WordPress website fra Divi 4 til Divi 5. Så kan du selv vurdere, om du kan og tør gøre det selv.

Allerførst skal du naturligvis have styr på, hvilken version af Divi, der er på dit website.
Er det Divi 3, Divi 4, Divi 5?

Start med at læse her, hvis du ikke allerede ved, hvorfor det er vigtigt at få opgraderet Divi

Har du selv bygget dit website - altså både installeret og opsat alle plugins samt designet alle sider - så kan du formodentlig også finde ud af at opgradere uden at ende med dens store ulykke.

Har du aldrig bygget website med WordPress og Divi, vil jeg anbefale, at du overlader opgaven til en professionel.
Har du “kun” arbejdet med at arbejde på sider og indlæg - på et ellers færdigbygget website - vil jeg fraråde, at du selv går i gang med opgradering fra Divi 4 til Divi 5.

Det mest sikre er, at opgraderingen udføres af den, der har bygget websitet - den, der har lavet størstedelen af det tekniske og praktiske arbejde.

Først og fremmest skal du have en licens til Divi.
Jeg har en såkaldt pro-licens, som jeg gerne må bruge til at opgradere mine kunders websites.

Du bør vide og kunne følgende, hvis du selv vil opgradere:

Ved du eksempelvis, om dit website bruger:

  • tredjepartsmoduler
  • Divi Marketplace-plugins
  • ekstra Divi-moduler
  • child theme
  • custom CSS
  • JavaScript
  • PHP/custom code

Hvis det er tilfældet, er der en betydelig risiko for, at der opstår problemer.
Er der på dit nuværende website brugt funktioner (eksempelvis plugins) der ikke fungerer sammen med Divi 5, skal du igang med at finde og indstille et alternativt plugin.

Følgende spørgsmål skal du helst kunne svare ja til, før du går i gang med at opgradere:

Det følgende er godt at vide, før du opgraderer og migrerer:

  • Er alle funktioner og anvendte moduler Divi 5-kompatible
  • Kan du tage backup af dit website - og har du taget backup?
  • Kan du indlæse backup, hvis det bliver nødvendigt
  • Er du vant til at opdatere WordPress, Divi og plugins
  • Er WordPress, Divi og diverse plugins opdaret til nyeste version

HVIS du uden videre kan aktivere en backup, vælger du måske bare at tage chancen og opgradere. Du kan jo netop genindlæse en backup, hvis det går helt galt. Du skal så også være indstillet på, at du måske spilder en masse tid.

Det kan være nyttigt at gøre følgende:

Tag eventuelt screenshots af

  • forsiden
  • vigtige undersider
  • blogoversigten
  • et typisk blogindlæg
  • kontaktformular
  • header og footer
  • mobilvisning
  • gallerier
  • eventuelle særlige landingssider

Hvis du ikke er sikker på, at du har styr på det nødvendige, kan du oprette et stagingmiljø (en kopi af websitet) som du kan teste på før du opgraderer dit live website.

Hvornår er det risikabelt at opgradere?

Er dit website udviklet af flere personer på skift gennem flere år, er der sandsynligvis ingen af dem, der har helt styr på, hvad der er lavet. Og dermed er der en særlige risiko ved at opgradere.

Det betyder IKKE, at man ikke kan eller ikke bør opgradere!
Men opgraderingen bør i givet fald udføres med større omhu, forberedelse og sikkerhedsforanstaltninger.

Og så til spørgsmålet:

“Kan JEG bakke en trailer eller en campingvogn ind i en garage?”

Svaret er nej! Jeg kan køre ligeud med en trailer, men har aldrig fået lært at bakke.

Jeg er hammergod til at parallelparkere på selv snæver plads i smalle gader (jeg har boet over 30 år i Aarhus C). Men bakke med noget på krogen har jeg aldrig fået styr på. På trods af utallige forsøg på at lære det.

Min pointe er naturligvis, at med webdesign er der meget, du skal have styr på, før du magter de svære ting. Og det er ikke altid nok at kunne det helt grundlæggende.

Sig til, hvis du vil have min hjælp til at opgradere dit website fra Divi 4 til Divi 5 - men find en anden, der kan bakke din trailer. :-)

Forresten … når dit website er opgraderet til Divi 5, skal du bruge billeder i et anden format end hidtil.

Discover more from WEBwoman

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading