Jeg ved - fra mig selv og mine kunder - at det ikke er noget problem at beslutte sig for eksempelvis at:

  • skrive en ebog eller flere
  • gå i gang med et nyhedsbrev
  • begynde at blogge

Det svære er at gå i gang med arbejdet - og være vedholdende til målet er nået.

Kender du historien om de tre frøer på en åkande?

Den ene beslutter sig for at hoppe i vandet. Hvor mange er der så tilbage på åkanden?

Du får svaret senere:

Rigtig mange når ikke deres mål. De kommer ikke ud over rampen med deres plan. Og det handler sjældent om, at de er dumme eller dovne. Det er ikke mindst de fagligt dygtige, der ikke gennemfører. De ender ofte med at kræve for meget af sig selv.

I mange tilfælde er forklaringen ganske enkel.

  • De har et (stort og ambitiøst!) mål. Men de har ingen plan og ingen strategi.
  • De har en strategi, men ingen plan.
  • De har en plan, men får den ikke omsat til handling.

Hov… mål, plan og strategi.
Det er hele tre ting.

Strategi er et diffust begreb. Der er skrevet tykke bøger om emnet. Lad os nøjes med en kort definition. Din strategi bliver kun til noget, hvis du definerer mål og lægger plan(er). Strategien er dit langsigtede mål. Hvad ønsker du at blive.

Mål er det du vil opnå. Du har flere mål - og delmål. Det er godt at være bevidst om, hvorfor mål er vigtige for dig. Og hvilken gevinst du får ud af nå målet. Er gevinsten ikke stor nok, kommer du næppe i mål.

Planen er lig med at tænke før du handler. Du kan også kalde det at finde din taktik. Du finder ud af, hvad du skal gøre for at komme i mål. Planen skal gerne indeholde svar på hvem gør hvad, hvornår og hvordan.

Vil du opnå noget, du ikke bare kan klare i dag - her og nu - har du brug for en plan. Måske endda en langsigtet en.

  • Du skal ikke kun vide, hvor du vil hen.
  • Du skal tænke over - og regne ud - hvordan du kommer derhen.
  • Du skal beslutte, hvilke skridt du vil tage og i hvilken rækkefølge.

Så lav en plan, når du vil opnå noget stort - noget, der tager længere tid og kræver en indsats over længere tid. Skriv ned, hvad du vil gøre. Og del det op i delopgaver, der er overkommelige og overskuelige.

  • Fastlæg dit mål - og lav en strategi for, hvordan du kommer derhen.
  • Hvad skal du gøre?
  • Hvad mangler du at vide?
  • Hvad kan bremse dig?
  • Hvem kan hjælpe dig?
  • Hvad kan hjælpe dig videre?
  • Gør noget hver dag - lav vaner og triggere.

Derudover er der flere ting du kan gøre for at hjælpe dig selv med at nå frem til målet.

  1. Hav ambitiøse, men realistiske mål, der vil skabe radikal gevinst for dig. Skriv dem ned - og skriv både målet og gevinsten ned. Hvad vil det betyde for dig at nå målet?
  2. Gør dine mål SMART: Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk, Tidsbegrænset.
  3. Lav delmål, der kan afsluttes når de påbegyndes. Eksempelvis at skrive et kapitel om dagen. Beslut dig gerne for, på forhånd, hvor lang tid du til bruge på opgaven og gør det så bedst muligt. Har du ingen tidsfrist kan du i princippet blive ved i det uendelige uden at gøre det godt nok. Gør det bedst mulige indenfor den tid, du kan og vil bruge!
  4. Hav overkommelige deadlines. Både den endelige deadline og deadlines for dine delmål.
  5. Brug mindst 15 minutter HVER DAG på at gøre noget konkret for at komme nærmere dit mål. Hvis dit mål er vigtigt, bør du kunne finde mindst 15 minutter hver eneste dag til at komme tættere på.
  6. Fortæl andre om dine planer. Det skaber forpligtende ansvarlighed. Accountability kaldes det på engelsk.
  7. Bed om hjælp og lad andre hjælpe dig - når andre bruger ressourcer på at hjælpe os, ender vi med at føle os mere forpligtede til at gennemføre.
  8. Lav vaner og triggere, der hjælper dig med at føre dine mål ud i virkeligheden. Beslut dig eksempelvis for, at du vil skrive på din ebog hver dag når du har gjort noget bestemt - eksempelvis drukket morgenkaffen eller svaret på email.
  9. Lav logbog og skriv hvert eneste skridt ned, så du dokumenterer for dig selv, at du GØR noget for at nå frem
  10. Erstat eventuelle dårlige vaner med gode. Er du tilbøjelig til at obstruere dig selv - lave overspringshandling eksempelvis - så læg en plan for, hvordan du erstatter dine dårlige vaner med gode.
  11. Engager dig i et støttende netværk - fordi det gør det nemmere at få gode ideer og energi til at føre tingene ud i livet.
  12. Beløn dig selv - husk at fejre dine fremskridt med jævne mellemrum. Fortæl andre om dine små og store sejre.

Det kan være din strategi at forvandle din viden til varer (online produkter) for at få passiv indtægt og skabe mersalg
Det kan være dit mål at skrive en ebog, der kan sælges og skabe mersalg
Det kan være din plan at skrive 15 kapitler i løbet af 30 dage. Måske vil du henholdsvis skrive og redigere hver anden dag.

Frøerne på åkanden….

Den ene besluttede at hoppe i vandet. Hvor mange frøer var der så tilbage på åkanden?
Tre!

At beslutte sig for at nå et mål er ikke lig med, at man gør det :-)

Læg en plan og vær vedholdende.
Så når du i mål.

Discover more from WEBwoman

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading