Kom til sagen. Skriv skarpt. Skriv sætninger, der er musik i. Fortæl det væsentligste først. Brug powerwords til at fange læsernes interesse. Og brug keywords, hvis du vil findes via Google.

Skriver du lange ensformige sætninger? Bruger du stribevis af kommaer? Ligner dine tekster lange tæpper? Fanger du ikke læsernes interesse? At skrive sådan er ensformigt. Alle sætninger har fem ord. Det bliver kedeligt i længden.

Når vi læser online, er vi ofte utålmodige. Fordi vi leder efter information. Fordi vi vil kunne scanne, skimme og zappe. Vi leder online efter inspiration, underholdning, information. Ikke efter lange, tungtfordøjelige romaner. Tænk på Pixi-bøgerne til børn, når du skriver online. Men lav gerne Pixi-bøger til voksne.

Så hør lige her. Leg med ordene. Skab variation. At læse må gerne være som at lytte til musik. Brug korte sætninger. Og lange.

Men skab rytme ved også indimellem at skrive sætninger, der består af flere ord. Varierer du sproget, bliver det nærmest musikalsk. Gør dit sprog mere spændende. Skriv både korte og lange sætninger.

Du bliver en af de spidse penne i penalhuset, hvis du skrivet et mix af korte og lange sætninger samt starter med spændende ord. Skriv så det synger.

 

Inspireret af forfatteren Gary Provost