Du har sikkert hørt om Gazelle-virksomheder. Dem, der får hæder, fordi deres omsætning stiger hurtigt.
Har du også hørt om enhjørninge? Unicorns. Virksomheder, der er sjældne og/eller skiller sig markant ud fra deres konkurrenter. Uber. Stripe. Pinterest. Airbnb. Netflix. Squarespace og mange flere er med i The Global Unicorn Club.
Den klassiske og økonomisk fikserede definition på en “unicorn business” er:
En privatejet virksomhed, der har en salgsværdi på over en milliard dollars.
Tænk ikke længe over det svimlende beløb. At have en unicorn-business handler nemlig om meget andet end penge. Du kan roligt lade dig inspirere af begrebet, selvom milliarder af dollars ikke er dit mål.
En unicorn-business er nemlig præget af mange andre ting end høj salgsværdi. Vil du være en ener i din business, er her et par sikre veje til at blive en af de sjældne og bemærkelsesværdige:
- Skil dig ud fra dine konkurrenter - det er nok det mest markante fællestræk ved en unicorn-business. De er det i en sådan grad, at det er særdeles nemt for andre at få øje på differencen. Særligt de første år indtil konkurrenter (måske) begynder at efterligne. Du kan skille dig ud på mange måder. Du behøver ikke nødvendigvis være mærkelig eller støjende for at være markant anderledes. Nogle gange kan en enkelt blid detalje gøre forskellen. 14+4 metoder til at skille sig ud.
- Fokuser på din målgruppe - typisk for unicorn virksomheder er, at de har fokus på at gøre noget nemmere eller billigere for målgruppen. Spotify har gjort det nemmere at lytte til musik. Airbnb har gjort det nemmere og billigere at være turist i storbyer. Prøv at vurdere, hvad du og din business kan gøre for at forandre og forbedre verden for din målgruppe. Måske skal du lige netop specialisere dig i en målgruppe med specielle behov?
- Brug disruptive innovation - drop vanetænkning og gør tingene helt anderledes end din målgruppe er vant til. Ikke fordi det at være anderledes er målet i sig selv! Gør det bedre, mere spændende, mere relevant, mere sikkert…for din målgruppe. Find problemer eller udfordringer, som endnu ingen har løst tilfredsstillende? Og find gerne utraditionelle og fantastiske løsninger.
- Find en niche - du har sikkert hørt det utallige gange. At det betaler sig at finde en niche og sætte sig på den. Kan du ligefrem opfinde din egen niche, som endnu ingen har set potentialet i, er der gode chancer for at få succes. Tænk på Netflix. Ikke ret mange af os gik rundt og savnede muligheden for at streame film når og hvor det passede os. Nu kan mange af os dårlige forestille os, at vi kan leve uden. Din niche må gerne være stor. Det vigtigste er, at det er tydeligt, hvad du arbejder med. Og for hvem.
- Gør det svært at konkurrere med dig - har du erfaringer, uddannelser og kompetencer, som ingen andre har, kan du tilbyde en service eller ydelse, der er svær for andre at konkurrere med. Kan du eksempelvis kombinere uddannelser og kompetencer på en måde, som ingen andre gør? Det er som krydderi i maden - nogle gange skal der bare et lille drys et eller andet til for at gøre det unikt.
- Vær opmærksom på trends - særligt dem, der aktuelt er stor interesse for. Kan du inkorporere dem i dine ydelser, vil det ofte gøre din markedsføring nemmere. Du får nemlig en del interesse fra potentielle kunder ved at udnytte energien fra det, der allerede er populært. Vi folk have økologi, så giv dem det. Vil de have spiritualitet, så giv dem det. Vil de have det råt og upoleret….
- First mover - der er (oftest) store fordele ved at være den første på markedet til at gøre en ting. Men sørg også for, at din virksomhed konstant udvikler sig. Og kan du ikke være den første, så giv ikke op. Der kan også være fordele i at følge efter den, der laver de dyre fejl og det hårde arbejde. Specielt hvis du kan gøre det markant anderledes.
- Udnyt teknologiske muligheder kreativt - Uber gjorde det nemt at bestille taxa via sin smartphone. Airbnb gjorde det nemt at leje boliger via computer eller smartphone. Brug den teknologi din målgruppe bruger. Og brug den smart.
Er WEBwoman en unicorn
Tjah… jeg har ikke én markant detalje, der gør mig anderledes end mine konkurrenter i branchen. Det er snarere kombinationen af flere detaljer der gør, at jeg skiller mig ud:
- Jeg er både uddannet webdesigner, journalist, coach og enneagramtræner - og bruger alle uddannelserne aktivt, når jeg hjælper mine kunder
- Jeg er særligt vild med fagfolk, der skiller sig ud - mennesker, der er lidt skæve. Rebellerne. Dem, der tegner uden for stregerne og hopper i vandpytterne.
- Jeg elsker det tætte samarbejde og designer gerne websites med kunder, der gerne vil have fingrene med i bolledejen
- Jeg er optaget af at designe websites med kvalitetsindhold - for folk, der bruger ord til at skabe forandring i verden. Jeg blev journalist, fordi jeg har et markant retfærdighedsgen og ville forandre verden.
- Jeg synes webdesign handler mere om at kommunikere med mennesker - end om koder og teknik. Vi kan godt tale om alt det nørdede. Jeg vil hellere tale med dig om, hvordan du kan forandre verden med din viden, erfaring, ekspertise og personlighed.
Er det nok til, at jeg kan tillade mig at påstå, at jeg er ikke en helt almindelig webdesigner?
- Jeg har papir på, at jeg kan trække pukkelryggede kreaturer gennem et nåleøje. Det diplom var det eneste bilag til min ansøgning, da jeg søgte mit første job som journalist. Jeg fik jobbet. :-)
Første gang udgivet 5. marts 2019. Revideret og genudgivet flere gange siden