Overvejer du, om du skal tilbyde webinar eller workshop? Måske kan du flette mulighederne og tilbyde et - workinar.

I dette indlæg får du en del konkrete ideer til at holde et workinar. Og lave mere engagerende online møder og undervisning.

Lad mig straks indrømme, at for få dage siden anede jeg ikke, hvad et workinar er! Jeg gættede - og ramte meget godt. Men jeg har brugt dage på at Google og læse forskellige indlæg for at blive inspireret. Og jeg har så fundet ud af, at jeg har holdt flere workinarer: webinarer, der ikke bare har været snak og slides til passive modtagere.

For 8-10 år siden holdt jeg masser af webinarer for passive deltagere. Mest fordi systemerne dengang ikke var gearet til dialog. Mange havde teknisk set svage computere og langsomme WiFi forbindelser, der ikke egnede sig til at kommunikere med andre med levende billeder og lyd. Så webinarer var i de første år en slags nødtørftige online kurser. Mest var det online foredrag.

Efterhånden som de tekniske muligheder har udviklet sig, har jeg holdt flere online workshops og kun få webinarer. Nu har jeg så også fået øjnene op for workinarer.

Workinar kan i nogle tilfælde være bedre end webinar

Workinaret er mindre krævende at afvikle end online workshop.
Og det kan være mere givende for deltagerne end et webinar.

Webinarer er som regel for passive til mit temperament. Jeg har svært ved at bevare koncentrationen om oplægsholder og indhold, når jeg ikke bliver direkte involveret. (Jeg er også dårlig til at høre radio, podcast og lydbøger.)

Tilsvarende har jeg det med live-sending på Facebook - det for stillestående. Jeg skal engageres, hvis jeg skal bevare fokus. Jeg skal have fingrene i skidtet, hvis jeg skal lære.

Webinarer og live-sendinger på Facebook fungerer bedre, når to slår sig sammen og laver dialog for åben skærm. Men helt godt er det stadig ikke til mit temperament.

Workinarer er særligt smarte for en popcornhjerne som min.
Jeg bliver involveret. Jeg skal forholde mig til ting. Jeg skal reagere.

Jeg er vild med digitale møder

Jeg elsker at arbejde og mødes online. Især muligheden for at mødes lynhurtigt uanset hvor i verden jeg og kunder eller kursister sidder. Siden corona første gang lukkede Danmark, har jeg udelukkende arbejdet online - via Zoom.

Jeg holder virtuelle møder dagligt. Taler mere med kunder via Zoom end via telefon.
Jeg arbejder sammen med mine kunder - via Zoom - på deres website.
Jeg laver online demoer.
Jeg underviser på virtuelle workshops.
Jeg idéudvikler via skærmen med kunder.

Jeg tilbyder sjældent webinarer.
Men jeg vil nok fremover tilbyde flere workinarer.

Forskellen på webinar og workinar

Et workinar er - det siger næsten sig selv - en kombination af webinar og workshop. Hverken det ene eller det andet, men netop en hybrid.

  • Et webinar er envejskommunikation. Deltagerne kan se og/eller høre den person, der holder oplæg. Samt se vedkommendes skærm eller slides. Deltagere i et webinar kan ikke se hinanden og ikke kommunikere samen. Måske bortset fra at kommunikere via chat.
  • Et workinar kan starte som et webinar og fortsætter evt. som en workshop, hvor deltagerne altså arbejder videre med konkrete udfordringer. Deltagerne kickstartes med inspirerende oplæg og får måske opgaver til videre arbejde.

Vil du holde workinar, kan du så at sige kickstarte en læringsproces med et oplæg - og eventuelt trække dig tilbage og overlade resten af processen til deltagerne. Giv dem evt. opgaver og udfordringer. Bed dem svare på spørgsmål. Få dem til at bevæge sig. Eller skrive. Gøre noget….

  • Deltagerne kan arbejde sammen online - eller offline
  • Deltagerne kan arbejde alene. Og holde pause fra webcam og mikrofon

Det er ikke sikkert, at deltagerne kan (eller behøver) kommunikere med hinanden på et workinar. Dialog gør dog de fleste møder og kurser bedre, vil jeg mene.

Workinaret er godt til at engagere deltagerne

Et workinar kan være et foredrag, der lægger op til, at deltagerne arbejder videre (sammen eller individuelt).
Deltagerne skal altså ikke kun lytte, men også være mentalt eller fysisk aktive.
Underviseren er aktiv. Deltagerne er ikke nødvendigvis synlige for hinanden.

På en workshop er der kontinuerlig dialog mellem underviser og deltagere. Samt mellem deltagerne. Underviseren er med fra start til slut.

På et webinar er der oplæg uden dialog. Deltagerne kommunikerer ikke direkte med hinanden. Der er ikke webcam på deltagerne. Og måske ikke engang på oplægsholder. Webinaret kan være optaget og genudsendt.

Forskellen på et workinar og en workshop er ikke mindst hyppigheden af arbejdsopgaver. Og dialogen mellem oplægsholder/underviser og deltagere. På en workshop kan underviser og deltagere se hinanden og tale med hinanden. Det kan de ikke nødvendigvis på et workinar.

Grænsen mellem det ene og andet behøver naturligvis ikke være knivskarp, men jeg vil dog mene, at følgende er værd at fastholde:

  • Workshop: underviser og deltagere kan se hinanden og kommunikere løbende med hinanden.
  • Webinar: underviser kan ikke se deltagerne. Deltagerne kan ikke se hinanden og ikke kommunikere direkte sammen.
  • Workinar: som udgangspunkt et webinar. Men deltagerne engageres. Deltagerne er aktive - løser opgaver. Sammen eller alene. Deltagere i et workinar kan evt. mødes (efter oplæg) i breakout room.

 

Workinar - dine kursister er aktive og behøver ikke sidde inde
Underviser du via smartphone, kan du sende dine kursister ud i verden for at lære.

 

Engager deltagerne aktivt - sæt dem i gang

Tilbyder du et webinar, vil de fleste deltagere forvente, at de kan deltage anonymt og at de ikke skal tænde for hverken webcam eller mikrofon for at deltage. Sådan foregår det klassiske webinar oftest.

  • Tilbyder du workshop, vil deltagere nok forvente, at de kan kommunikere med både dig og andre deltagere. Og tilbyder du workniar, lægger du op til at mix af oplæg og eksempelvis en heldags online workshop, skal du regne med, at deltagerne forventer, at du er tilstede hele dagen.
  • Tilbyder du i stedet et workinar, skal du måske kun være aktiv online den første halve eller hele time. Resten af dagen arbejder deltagerne sammen - online. Og har selv ansvaret for samarbejdet.

Det vigtigste er, at du tilbyder en god kickstart, der hjælper deltagerne gennem resten af tiden.
Udover at levere et godt oplæg online, kan du tilbyde supplerende materiale - opgaver, spørgsmål, udfordringer etc.

Du kan naturligvis også vælge at “gå på omgang” i de måske mindre grupper. Og de kan fint arbejde med hver deres emne og vinkel.

Brug et workinar-egnet system

Forudsætningen for at du kan tilbyde et workinar er, du bruger et system, der teknisk set er gearet til formålet.

Du kan ikke bruge et webinar-system, hvor deltagerne ikke kan se, høre og tale med hinanden.
Zoom og lignede systemer er velegnede, fordi de har såkaldte breakout-rooms.

Vær en inspirerende guide for workinarets deltagere

Skal deltagerne arbejde sammen efter et oplæg, er det afgørende for deres oplevelse, at de bliver sendt godt afsted.
Inspirer dem til at arbejde videre på egen hånd i grupper, der har en passende størrelse.
Det er svært at kommunikerer sammen online, hvis der er for mange deltagere.

  • Du kan sende dem i grupper med et oplæg til, hvordan de kan arbejde videre.
  • Du kan sende oplæg (opgaver, spørgsmål, udfordringer) til grupperne med passende jævne mellemrum.

Træn og lær - få rutine og styr på teknikken

Gode online workshops er ikke bare offline kurser, der er sat strøm og skærm til.
Du skal have styr på metoder, teknik og pædagogik, hvis det skal være rigtig godt.

Jeg har flere gange hjulpet foreninger, organisationer og virksomheder med at forberede store online møder og kurser. Og det fungerer fremragende, når det er velforberedt. Når det designes til at foregå online. Når der tages hensyn til de særlige omstændingheder.

Webinarer handler ikke kun om at sælge

Mange har desværre fået den opfattelse af webinarer, at det er et trick til at få folk til at købe noget.
Sådan behøver det naturligvis ikke være!

Andre oplever webinarer som lange passive foredrag.
Man skal være mere end almindeligt interesseret (underholdt og engageret) for at fastholde intereressen, hvis man kun kan være passiv deltager. Og passiv er deltagerne, når det er et webinar. Det er envejskommunikation.

Workinaret er lig med mere aktive deltagere. Det kan derfor i mange tilfælde være en bedre løsning - fordi den engagerer deltagerne.

Konkrete ideer til et workinarer

Workinaret er som minimum en kombination af oplæg og arbejde.

Deltagerne skal være mentalt og/eller fysisk aktive på et workinar.

Her er et par ideer til workinarer. Skriv gerne en kommentar, hvis du har kreative forslag. Jeg indarbejder dem gerne i kommende versioner af dette indlæg.

1. Send workinarets deltagere ud på travetur og guid dem undervejs. De behøver ikke sidde passivt hjemme ved skærmen, men kan fint deltage via smartphone og headset.
2. Send workinarets deltagere ud på skattejagt - eller på jagt efter viden. Du kan evt. lave fysiske poster undervejs.
3. Hold oplæg online om at skrive - og lad bagefter deltagerne skrive deres egne tekster. Foregår det udendørs, kan deltagerne sendes afsted med notesbog og tusser/kuglepenne.
4. Lav et daglangt workinar, hvor folk ikke behøver sidde hele dagen ved en skærm. Tilbyd 2-3 online oplæg i løbet af dagen og lad ellers deltagerne arbejde aktivt på et konkret projekt. Deltagerne kan arbejde alene eller i gruppen. Ikke nødvendigvis ved en skærm.
5. Er du undervisende fotograf, så send dine kursister ud på fotoopgave. De kan undervejs uploade billeder - eksempelvis til en gruppe på Facebook eller på Instagram med et bestemt hashtag.
6. Fitnesstrænere kan holde workinar med oplæg og lade deltagerne være aktive - hjemme eller ude.
7. Rejseguides kan sende kursister ud op oplevelsesvandretur og levere fortællinger undervejs.

Tænker du, at “kan det ikke være lige meget, hvad vi kalder det?”, så læs, hvor galt det kan gå, når vi ikke har styr på begreber som webinar, workinar, workshop etc.