Og så vil jeg gerne have tilmelding til nyhedsbrev øverst til højre på hjemmesiden

Nogenlunde sådan lød det ofte for få år siden, når mine kunder bestilte WordPress website eller blog. Dengang havde selv email-guruerne en lille formular placeret oppe til højre. Det har de ikke mere.

Placeringen har altid undret mig, eftersom “toppen til højre” dengang var et af de mest oversete steder på et website.

Det tager mere end fem minutter at komme i gang med nyhedsbrev

http://www.dreamstime.com/-image19127832

Mange forestiller sig desværre, at det er hurtigt og enkelt - at webproducenten bare lige skal lave en tilmeldingsformular.

Et nyhedsbrev er et stort system i sig selv.

Det er ikke en funktion i WordPress, der bare lige skal slås til.

Først skal man oprette og tilpasse en konto i det valgte system. Når det er klaret, kan du - eller din webproducent - lave tilmeldingsformular. Og den alene kan sagtens tage en time eller to at lave. Hvis den skal være god.

Har du viden nok til at gå i gang?

Bare det at oprette konto til nyhedsbrev, indstille alle detaljer, notere alle informationer etc. er altså et tidkrævende arbejde. Og de fleste har brug for at blive oplært i systemet, før de kan bruge det til at sende nyhedsbreve.

Nyhedsbrevets tilmeldingsformular med felter og subscribe-knap er som en stikkontakt i væggen. Bag den er der et avanceret digitalt postkontor.

Systemet til email-marketing er et selvstændigt og avanceret program, der styrer tilmelding, framelding, statistik, designskabelon, udsendelse …. og meget andet.

Nyhedsbrevet er ikke indbygget i WordPress. Det en ekstra funktion.

Der er endda flere og meget forskellige systemer at vælge mellem, når du vil have et nyhedsbrev. Og du skal vælge det, der bedst matcher dine behov.

Vælg det rigtig system

Første trin, når du vil have et nyhedsbrev, er derfor at vælge det system du vil bruge, eksempelvis:

Hvilket system skal du vælge

Det er ikke nemt at anbefale det ene frem for det andet. Slet ikke uden at vide, hvad du eksakt vil bruge det til.

Skal du bare af og til sende almindelige nyhedsbreve ud? Nyhedsbrevet er den klassiske form for email-marketing - og kun en af mange muligheder.

Har du planer om hardcore og intens markedsføring via emailmarketing?

Vil du kunne sende automatiserede mail, som trickes af bestemte aktiviteter - automation, kaldes det.

Hvor mange modtagere regner du med at skulle sende til? Få hundrede - så kan du måske klare dig glimrende med en gratis version.

Brug dine blogindlæg som nyhedsbrev

Kan du måske endda helt undvære et traditionelt og avanceret nyhedsbrevsystem og nøjes med et, der automatisk sender en mail til abonnenter, når du har postet et nyt blogindlæg - så er det muligt at koble en særdeles enkel løsning på din WordPress, som du også hurtigt kan sætte dig ind i.

Så kan du så at sige bruge dine blogindlæg som nyhedsbreve. Det er ikke en specielt avanceret løsning, men det kan være en god start. Det sparer dig for en masse tidkrævende arbejde - men det er IKKE det samme som et traditionelt nyhedsbrev og salgsbreve.

Hvordan skal dine nyhedsbreve se ud?

Vil du selv designe de email, du sender ud? Skal en grafiker klare opgaven for dig?
Vil du “nøjes med” færdige designskabeloner eller have din egen?
Skal dit nyhedsbrev være ren tekst og uden ret meget grafisk pynt?

De fleste email-marketing-systemer tilbyder et væld at flotte designskabeloner, som du kan tilpasse mere eller mindre. Du kan også lave din egen personlige designskabelon - men få hellere en grafiker til at hjælpe dig, hvis du absolut vil have en smart designet skabelon.

Du skal dog være opmærksom på, at du kan opnå store resultater med tekst alene. Du behøver ikke lave smart designede nyhedsbreve for at få succes med email-marketing. Hvis du ikke ligefrem har overskud af ressourcer, så spring over, hvor gærdet er lavest og gør det helt enkelt. Fokuser på at producere godt indhold.

Hvad vil du opnå med email-marketing?

Har du brug for at sende simple mail - måske klassiske nyhedsbreve - hvor du selv styrer, hvornår de enkelte nyhedsbreve udsendes?

Eller har du brug for et såkaldt autoresponder-system, hvor folk tilmelder sig og får en stribe nyhedsbreve med passende mellemrum.

Skal du sende mange nyhedsbreve til tusindevis af modtagere? Skal du kunne splitteste? Så skal du have et af de mere avancerede systemer. Og mener du det seriøst med email-marketing, er der mange ting, du bør splitteste.

Skal systemet være på dansk? Vil du have dansk support? Vil du betale for systemet eller skal det være gratis.

Vil du kunne holde øje med, hvilke modtagere der åbner og klikker på hvilke link.

Kan du selv finde ud af systemet - eller skal du have professionel hjælp til at komme i gang?

Hvordan skal tilmeldingsformularen se ud?

De fleste nyhedsbrevssystemer er rimeligt enkle at koble på dit website, når du først har oprettet kontoen og indstillet den til dit brug. Du kan finde en håndfuld koder, der skal kopieres og sættes ind på dit website. Der findes også plugins, der gør det nemt - selv for ikke-designere - at lave flotte tilmeldingsformularer.

Men du skal først vælge, hvor mange informationer du vil have med i formularen. Vil du eksempelvis have både navn, alder, køn, interesser etc. med. Eller kun navn og mailadresse? Jo flere informationer du kræver fra folk, desto flere springer fra at tilmelde sig.

Desto flere informationer du har om dine modtagere, desto bedre og mere præcist kan du målrette din markedsføring. Men det er som regel bedre at klare det ved at lave nicheprægede email-lister.

Hvor skal tilmeldingsformularen placeres?

Rigtig mange ønsker tilmeldingsformularen “øverst til højre”.

Det er er bare en af rigtig mange muligheder og det er ikke nødvendigvis den bedste placering.

Tag en snak med din webproducent om, hvad der er optimalt - også i forhold til, hvor meget tid, der skal bruges på at placere formularen. Nogle tekniske løsninger vil kun tage minutter. Andre tager timer.

Der er i øvrigt 15-20 gode steder at placere tilmeldingsformularen til et nyhedsbrev! Det rigtige sted er ofte at placere det flere steder på dit website og ikke kun ét sted.

Du bør også have en såkaldt “squeeze page”. Det vil side en side, der er specialindrettet til at samle mailadresser.

Vælg rigtigt før du går i gang

Det er vigtigt, at du vælger det optimale system fra start, fordi det ikke altid er helt nemt at skifte.

Har du først samlet flere hundrede tilmeldinger til dit nyhedsbrev, er det ikke nødvendigvis ligetil at begynde forfra med et helt andet system. Så brug tid på at undersøge mulighederne. Sammenhold dem med dine behov og din tekniske kunnen. Vælg derefter det mest optimale system til dit formål.

Skal nyhedsbrevet være en markant del af din markedsføring - glem ikke, at det er en af de absolut mest effektive til formålet - så er nyhedsbrevet ikke en funktion, du skal iværksætte uden omtanke og grundig viden.

Og når det tekniske er på plads…. så er det tid at samle modtagere og (lære at) skrive nyhedsbreve, der rent faktisk virker.

Indlægget er redigeret (senest 24. juni 2019) og genudgivet siden det blev udgivet første gang i juli 2013.