Jeg ved det. Det er kedeligt at rode rundt i hjemmesidens maskinrum. Men NOGEN SKAL gøre det. Hvis du ikke selv orker, så få hjælp fra en anden.

Serviceaftale til dit website

 

Du er nødt til at sikre dig mod, at din hjemmeside angribes af hackere. Du skal også sikre, at teknikken ikke forældes. At WordPress og plugins opdateres løbende. Og så skal du have backup. Hvis uheldet er ude, kan dit website køre igen på 1-2 timer…. hvis du har backup. Og hvis din backup er fra FØR hackere skaffede sig adgang.

Uden en fejlfri backup kan det være umuligt at genskabe dit website.
Du skal lægge særligt mærke til, at jeg skriver en fejlfri backup.

Er dit website blevet hacket, skal der handles hurtigt. Eller vil du nemlig meget hurtigt have backups, der er ubrugelige.

Tjek lige, hvor ofte dit webhotel tager backup og hvor langt tilbage de gemmer. Det er ikke meget værd at have backup 30 dage tilbage, hvis de alle indeholder kode fra hackeres angreb.

Vil du ikke selv sørge for jævnlig backup og opdatering, kan du få en serviceaftale. Så sørger jeg for at holde dit website så sikkert og opdateret som muligt.

Sådan så mange websites ud efter et hackerangreb natten til 21. september 2012Du kan lade være med at tage backup og opdatere - i håb om, at du er en af de heldige, der aldrig bliver ramt af angreb, nedbrud, ulykker og uheld online.

Ingen kan garantere, hvor længe det går at lade være med at opdatere

Du kan være heldig i årevis. Eller blive hacket om fem minutter.
Er uheldet først ude, er det rart at kunne komme i gang igen.

Husk i øvrigt, at du naturligvis kan starte forfra med WordPress og funktioner. Det koster “kun” et nyt website. Det er værre med indholdet på dit website

Pas særligt godt på dit indhold

Dit indhold kan ikke uden videre genskabes. Sørg derfor i det mindste for, at du har backup af det helt unikke: indholdet på dit website.

WordPress bør af mange årsager opdateres med jævne mellemrum. Af sikkerhedsmæssige årsager. Men også for at sikre, at tingene fungerer optimalt. Det samme gælder de funktioner, der er koblet på websitet - de såkaldte plugins.

Hvor tit og hvor hurtigt skal du opdatere

Ideelt set skal der opdateres hurtigst muligt efter, der kommer en ny version af WordPress eller plugin. Det gælder særligt, når der kommer en sikkerhedsopdatering.

Du kan se det i en rød cikel i toppen af websitets kontrolpanel, hvor mange enheder, der bør opdateres.

I nogle tilfælde kan det være en fordel at vente et par dage med at opdatere. Mere om det senere.

Det er ikke indholdet, der skal opfriskes eller ændres. Det er ikke den form for updatering, jeg taler om

Ikke alle opdateringer er lige vigtige

Sikkerhedsopdateringerne er de vigtigste.
De opdateringer, der “kun” fornyr de tekniske muligheder haster ikke så meget.

Der findes grundelæggende to typer opdatering af WordPress.

  • Manuel opdatering af WordPress
  • Automatisk opdatering af WordPress

Manuel opdatering af WordPress

MINDST 3-4 gange årligt skal WordPress opdateres manuelt - hurtigst muligt efter der er kommet en ny version af WordPress. Eksempelvis når der kommer en version 4.8, 4.9 eller 5.0 (Hurtigst muligt betyder, at det i visse tilfælde er bedst at vente et par dage!)

Se på listen over nye WordPress-versioner, hvor tit de kommer (de er tydeligt markeret, så de adskiller sig fra de øvrige.)

Du kan læse herunder, hvordan opdatering kan og skal foregå.

Du må ikke bare trykke opdater. Gør du det, er der en risiko for, at dit website bliver ødelagt.

Automatisk opdatering af WordPres

Hvis de manuelle opdateringer bliver klaret, får du helt automatisk de efterfølgende sikkerhedsopdateringer - eksempelvis opdateres der automatisk fra version 4.6 til til version 4.6.1, og fra version 4.7 til version 4.7.1 og 4.7.2 etc.

De automatiske sikkerhedsopdateringer kan afhænge af indstillinger på dit webhotel, så hold øje med, om de rent faktisk sker automatisk

De automatiske sikkerhedsopdateringer kom til fra og med version 3.7 (november 2013).

Altid at have den nyeste version af WordPress og plugins er den bedste garanti mod eksempelvis hackere. Eventuelle sikkerhedshuller - som hackere udnytter - lukkes nemlig efterhånden som de opdages og nye versioner udvikles.

Det er lige så vigtigt, at dit webhotel sørger for den interne sikkerhed.

Gratis virustjek af dit website

Prøv at tjekke din WordPress hos Sitecheck

Opdater din WordPress uden at ødelægge…

Opdater med forsigtighed! Det er nemlig også vigtigt, at du ikke opdaterer uden først at tage backup af både databasen og indholdet. Medmindre du da er villig til at løbe riskoen for, at opdateringen går galt.

WordPress og plugins giver besked fluks der er en ny opdatering. Den slags kommer jævnligt og det skal du bare tage roligt. For nok skal der opdateres løbende og jævnligt - men ikke som en hovsa-reaktion!

Opdater WordPress og plugins i rigtig rækkefølge

At opdatere WordPress kan gøres ved bare at klikke på et link. Men det kan gå rasende galt, hvis du ikke gør tingene i korrekt rækkefølge!

Selv hvis du gør tingene i korrekt rækkefølge skal du være forberedt på, at noget kan gå galt. Eksempelvis kan der være funktioner, der ikke virker efter en opdatering.

Sådan sikrer du dig bedst muligt mod at det går galt

Undersøg først, om dine plugins passer til den nye version af WordPress. Gør de ikke, skal du nemlig være forberedt på at finde en erstatning, som skal installeres, indstilles og aktiveres. Er det små og almindelige plugins, er det problemfrit. Er der tale om en webshop eller et medlemsplugin, skal du selvsagt være mere varsom.

En opdatering bør foregå i en bestemt rækkefølge

Vil du være helt sikker og løbe minimal risiko, når du opdaterer, anbefales denne proces af mange:

  • Tag backup af database og filer - eksempelvis ved hjælp af pluginnet UpdraftPlus
  • Tag backup af dit indhold - eksporter via WordPress kontrolpanelet
  • Deaktiver plugins
  • Opdater plugins
  • Opdater theme (designskabelonen)
  • Opdater WordPress (vælg den rigtige sprogversion!)
  • Tjek om plugins matcher den nye WordPress
  • Aktiver plugins
  • Tag backup af database og filer - eksempelvis ved hjælp af pluginnet UpdraftPlus

Kan dit WordPress-theme klare en opdatering

Er din WordPress lavet for bare 1-2 år siden, er det  ikke sikkert, at dit design fungerer sammen med den nyeste version af WordPress.

En opdatering af et WordPress-website med et ældre theme kan derfor betyde, at WP og dit theme ikke samarbejder optimalt.

Bruger du et design, der er bare 1-2 år gammelt, vil det være en god ide at få tjekket, om det også trænger til en opdatering.

Kan dine plugins klare en opdatering

Nogle af dine plugins fungerer måske ikke sammen den nyeste version af WordPress og skal eventuelt skiftes ud med nyere. Måske endda bedre? Inden du opdaterer, bør du tjekke hver enkelt af de vigtige plugins, om de fungerer med en nyere version af WordPress.

Det kan kort sagt være lidt af et puslespil at opdatere en WordPress.

Men kan man så ikke bare lade være med at opdatere? Det fungerer jo meget godt alligevel….

Jooh. Det kan man godt.

Men det er ikke godt, medmindre du er indstillet på, at din WordPress i givet fald langsomt men sikkert bliver forældet og til sidst skal etableres forfra.

Sådan ser det ud, hvis der er mange plugins, der trænger til opdatering. De røde cirkler til venstre og den gule bjælke fortæller, at der er en ny version.

Aktiver billedet for at se det i stort format

Derfor er det vigtigt at følge med

Webhotellet, som din WordPress er installeret på opdaterer løbende diverse software - fordi webhotellet ellers ikke ville kunne tilbyde kunder de nyeste versioner af WordPress.

Følger dit website ikke med ved at bliver løbende opdateret, kan den en dag være forældet i forholdet til Webhotellets software.

Du er nødt til løbende at opdatere hardware og softwareSå galt kan det gå

Det værste tilfælde jeg har oplevet var en fire år gammel WordPress, der ikke løbende var blevet opdateret.

Vi kunne få adgang til kontrolpanelet og eksportere alt indhold - men det blev eksporteret i en version, der ikke kunne importeres i den nyere WordPress.

Det lod sig heller ikke gøre at opdatere installationen, som efterhånden var mange WordPress-versioner bagud.

Indholdet kunne reddes ved manuelt at kopiere alle tekster, men det var stor, tidkrævende og surt arbejde. Ikke mindst fordi det kun tager få minutter at lave backup af en indhold, hvis den ellers er velsmurt og vedligeholdt.

 

Serviceaftale til dit website

 

Nyttige link

http://codex.wordpress.org/WordPress_Backups

7 best WordPress Backup Plugins compared (Pros and Cons)  er en guide, der sammenligner følgende programmer:BackupBuddy, UpodraftPlus, BackUpWordPress, Duplicator, WP-DB-Backup, VaultPress (with JetPack)

Du kan finde mange guides online, der forklarer, hvordan man tager backup.

Dette indlæg blev oprindeligt udgivet i januar 2012 men er revideret i november 2013, april 2014, januar 2017, juni 2017, maj 2018 og november 2018.