Når du skriver en statusopdatering, hvor du nævner en af dine Facebook-venner, en side du er fan af eller en (offentligt tilgængelig) gruppe, du er medlem af, findes der en rigtig smart metode til at linke til personen/siden/gruppen.
De seneste dage har jeg forklaret metoden til så mange, at jeg vist lige så godt kan lave vejledningen i, hvordan det gøres. Den er ikke mindst nyttig for folk, der vil reklamere for en god side eller gruppe på Facebook.
@ er den magiske knap
Sådan gør du, hvis du vil lave et aktivt link i en statusopdatering til en side eller en gruppe. Eller - hvis du vil skrive noget pænt om en af dine Facebook-venner.
Metoden virker kun i de statusopdateringer du selv opretter! Ikke i eksempelvis kommentarer til andres statusopdateringer. Og du kan kun linke/tagge folk, du er ven med. Sider, du er fan af. Eller grupper, du er medlem af.
Begynd med at skrive et snabel-a og de første bogstaver af navnet på personen/siden/gruppen. Husk, at der ikke må være mellemrum mellem @ og bogstaver.
Vent tålmodigt på en dropdown-boks
Når du eksempelvis har skrevet @jens for at tagge en ven, der hedder Jens, Jensen eller på anden måde har jen i sit navn, skal du vente tålmodigt på, at Facebook søger i databasen efter personer/sider/grupper der matcher.
Når søgningen er afsluttet, får du en lille drop-down-boks frem, hvorfra du kan vælge den person/side/gruppe, du vil linke til.
Resultatet bliver, at navnet på person/side/gruppe bliver et aktivt link i din statusopdatering - et link, som andre kan klikke på.
Samtidig bliver personen tagget og får besked via mail derom (forudsat vedkommende ikke har slået sådanne beskeder fra.)
Desuden vil din statusopdatering dukke op på vedkommendes væg. Altså på personens/sidens/gruppens væg.
Metoden er ikke mindst smart at bruge, fordi du dermed kan gøre det nemt for andre at finde eksempelvis sider/grupper, du synes er værd at gøre opmærksom på. Og så kan den tillige være en venlig gestus overfor personer/sider/grupper, du har glæde af, så brug ikke mindst metoden flittigt, når du har noget pænt at sige om andre.