Facebook er fremragende til at nå ud til mange! Til at engagere folk, vække interesse, skabe tillid…. Men også forrygende til at blive klogere på dine kunder, deres spørgsmål, tanker og behov

… Forudsat at din målgruppe, dine kunder, er aktive på Facebook. Naturligvis. Er de det, bør du engagere dig i dem - og engagere dem.

Der er helt sikkert mange, der har brug for, at du viser vej

Mange personligheder og virksomheder opretter en SIDE - uden nærmere overvejelser - hvis de vil markedsføre sig via Facebook. Og det er synd, for mange bør hellere bruge tiden på en gruppe.

Lad os kigge på forskellene, så du kan vælge: SIDE eller GRUPPE til branding og markedsføring?

Det er med vilje, at jeg ikke nævner PROFIL. Den er personlig og ikke beregnet til markedsføring. Men du kan fint bruge den til personlig branding.

I dette indlæg fokuserer jeg på kommerciel markedsføring og skriver derfor kun om, hvordan du kan bruge Facebooks GRUPPER og SIDER.

Du får inspiration til at vælge det mest effektive - hvis du  har en mindre virksomhed, der vil inspirere potentielle kunder.

Om du sælger service eller praktiske løsninger er ikke afgørende. Du kan også være forfatter, foredragsholder eller underviser der vil sælge din personlige viden, erfaring og ekspertise. Måske som online kurser, ebøger eller fysiske bøger.

Valget mellem SIDE og GRUPPE er ret enkelt: brug begge muligheder! Men brug dem forskelligt. Og lær at bruge dem optimalt og strategisk.

For enkeltmandsvirksomheden kan det være guld værd at bruge en Facebook gruppe på den rigtige måde - til at vække interesse, inspirere, informere, uddanne.

En gruppe på Facebook er ikke bare velegnet som uformelt fællesskab for medlemmer af en forening, naboer i et kvarter eller forældre til børn i samme skoleklasse. Rigtigt lavet er en gruppe også et fremragende værktøj til dig, der vil sælge viden, erfaring og ekspertise. Fordi den er oplagt til at engagere potentielle kunder og inspirere dem. Vel at mærke UDEN at være anmasende sælger.

En gruppe er velegnet til at flytte folk på deres købsrejse.

Et lille twist gør det nemmere at sælge i en gruppe på Facebook

Kombiner Facebook side med en gruppe

Start med en side. Når du har den på plads, opretter du en gruppe og knytter den og siden sammen.

Men vent med gruppen til du har et formål med gruppen, som gør det fristende og attraktivt at være medlem. Hvordan det gøres - hvordan du kort sagt får folk til ligefrem at plage om at være med i din gruppe - får du også ideer til.

Først kigger vi på forskellene - på plusser minusser ved side og gruppe.

Allerførst en advarsel: Hav ikke for store forhåbninger til din side, hvis du ikke har tænkt dig at bruge penge på Facebook annoncer. Det er nemlig blevet rigtig svært at nå ud til folk via en side uden at betale for det.

Sider og grupper er ikke, hvad de har været

Det er blevet mere krævende at få folk til at følge en side end det var for bare 5-6 år siden. Måske har vi ganske enkelt tilmeldt os så mange sider og grupper de seneste år, at mæthedspunktet er nået. Nu er det kun det mest spændende og mest relevante, vi fascineres af.

Du skal kort sagt oppe dig for at være interessant og relevant.

For en del år siden byggede jeg en side, der samlede over 40.000 følgere. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne gentage det i dag. Ikke ved at gøre som dengang.

Jeg har de seneste 10 år oprettet adskillige FB-grupper med tilsammen mange tusinde medlemmer. Dynamikken i grupper har også ændret sig. I dag bruger jeg andre strategier end tidligere. Nogle af mine gamle grupper er jeg begyndt at lukke.

Kort fortalt: uanset du opretter en side eller en gruppe på Facebook, er der størst chance for succes, hvis du bruger tid på at sætte dig ind i, hvordan man kickstarter dem anno 2020 - og holder liv i brugernes engagement selvom de allerede er godt mætte af sider og grupper.

Facebook sider er kommercielle produkter

Facebook sider er de sværeste. I dag er produktet helt tydeligt beregnet til betalende kunder, selvom det er helt gratis ar oprette den. Du får bare ikke den store effekt ud af, hvis du ikke betaler for rækkevidde. Det er meget få af en sides følgere, der ser opslagene, hvis der ikke er betalt for rækkevidde.

Regn med, at du skal købe annoncer, før en FB-side får den store effekt. Til gengæld kan du nemt og hurtigt nå ud til mange, hvis du vil betale for det.

For ikke mange år siden anbefalede man virksomheder at oprette en side - hvis formålet var at sælge et produkt, service eller en ydelse.

Sider er velegnet til klassisk salg - eksempelvis tilbud via annoncer, der gerne skal ramme en bestemt målgruppe. Du kan nemt oprette annoncer, der blive præsenteret for dem, der allerede har besøgt dit website og/eller kigget på en bestemt ydelse.

Sådan vælger du mellem side og gruppe

Lad mig starte med at gøre valget mellem side og gruppe meget enkelt. Så får du nuancerne bagefter.

  • EN FACEBOOK SIDE er god, hvis du forventer at betale for at annoncere og vil have nemt ved at ramme bestemte målgrupper, segmenter, aldersgrupper.
  • EN FACEBOOK GRUPPE er bedst, hvis du vil kommunikere med folk og ikke bare til. Hvis du vil inspirere, vække interesse og skabe tillid.

Grupper er også velegnede til foreninger, organisationer, familier, naboer og andre fællesskaber, der vil kommunikere med hinanden, men dette indlæg er primært skrevet med tanke på soloselvstændige, der vil sælge egen viden, erfaring og ekspertise.

Der er adskillige tekniske og praktiske forskelle på side og gruppe. Og både fordele og ulemper ved dem begge, hvis du vil bruge dem til markedsføring og branding.

Du kan bruge både side og gruppe uanset du vil markedsføre service, produkt eller en sag. Uanset du vil brande en person eller en virksomhed.

Forskellen på side og gruppe kan også beskrives på denne måde:

  • EN FACEBOOK SIDE er offentlig tilgængelig. Alle kan se sidens opslag.
  • EN FACEBOOK GRUPPE kan være lukket, så kun medlemmer kan se opslag.

Start med en Facebook side

Kombinationen side og gruppe er fremragende af flere grunde

  • FACEBOOK GRUPPEN er bedst til at vække interesse, sympati og skabe tillid. Den er god til at dele en fælles interesse, en mission, som du og dine potentielle kunder deler.
    FACEBOOK SIDEN er god til vække opmærksom og få folk til at opdage din gruppe og melde sig ind i den.
  • Du kan altså bruge siden til at nå ud til folk. Til andre end dem, der er medlem af din gruppe.

Ideer til din gruppe på Facebook

Lad os først kigge på, hvordan du kan bruge en gruppe til markedsføring og personlig branding. Dette handler altså ikke om, hvordan du laver en gruppe til din andelsforening, spejdertrup eller spisegruppe.

Skab et attraktivt fællesskab i en Facebook gruppe

Få folk til at melde sig ind i din gruppe ved at tilbyde et tiltrækkende og inspirerende fællesskab om et emne, en sag, et mål. Et såkaldt community. Eller en tribe, som marketingguruen Seth Godin kalder det.

Du skal være parat til at påtaget dig et lederskab og føre gruppen i den rigtige retning. Det er dig, der skal bygge rammerne for fællesskabet og sørge for, at medlemmerne får en god fest.

Læg en interessant linje. Hav et fælles mål. Og skab så en passende stemning i gruppen. Gør det attraktivt at være medlem. Skab en fest i din gruppe.

Og lad være med at spamme folk.
Undgå pushy salg. Folk gider det ikke.
Hvis du er interessant og relevant behøver du ikke konstant fortælle folk, at de kan købe af dig.

Brug hellere gruppen til at skabe dialog - mellem dig og medlemmerne og medlemmerne indbyrdes.

Lav grupper, folk skal betale for at være medlem af

En gruppe kan sagtens være så god og attraktiv, at du kan tage penge for at være med.

Brug den eksempelvis som et online undervisningslokale.

Folk betaler altså strengt taget for din ekspertise - men får den leveret via en gruppe, hvor du sørger for, at de bliver del af et givende fællesskab.

DU er DJ i din egen gruppe

Det er DIN gruppe. Festen foregår hos DIG. Du er værten og bestemmer suverænt, hvilken musik der skal lyde.

Din opgave er først og fremmest at skabe en god stemning i gruppen og give folk lyst til at komme ud på dansegulvet. Altså lyst til at blande sig i debatten, for hvis du er den eneste, der poster, fungerer den ikke optimalt.

Slet indlæg, der ikke hører hjemme i gruppen. Er der ridser i pladen, så tage den af!

Slet i værste fald medlemmer, der skaber en dårlig stemning - for dig eller for de andre medlemmer.

Gruppens fælles retning

Vil du gøre det nemt for dig selv at samle medlemmer til gruppen, skal du gøre det attraktivt at være med. Gør den attraktiv for folk, der ikke er medlem endnu.

Skab en fælles retning for gruppen med mission, vision og værdier. Fortæl eventuelt om gruppen på dit website, så du vækker lyst til at være med.

Gør det tydeligt, hvad gruppens mål og formål er. Hav gerne et mål, som mange eftertragter. Og værdier, som de fleste deler eller i det mindste respekterer.

Giv gruppens medlemmer en fælles forståelse af, hvad I (sammen) arbejder hen imod - og hvordan.

Hvad vil gruppens medlemmer opnå
Hvordan vil gruppens medlemmer nå målet

Her er det, at tydelig mission, vision og værdier kan blive helt afgørende.

Gruppens mission - meningen med gruppen

Missionen er den generelle og grundlæggende retning for gruppen. Hvorfor er den dannet. Hvad er formålet (som gerne skal være så attraktivt som muligt). Gør den gerne så kort og præcis, at den er nem at huske.

Gruppens vision - den retning I går i sammen

Visionen er det fremtidige mål. Hvad drømmer medlemmerne om at opnå på langt sigt.

Visionen skal gerne være eftertragtet (men realistisk at opnå) og handle om at skabe afgørende forandring. Hvad ønsker medlemmerne at blive og/eller at kunne.

Gruppens værdier - rettesnoren

Hvilke værdier brænder gruppens medlemmer for? Fælles værdier kan blive helt afgørende for, om gruppens medlemmer oplever gruppen som et godt og inspirerende fællesskab.

Fælles værdier er vigtige, hvis du vil undgå konstante (overophedede) debatter om, hvad der er rigtig og forkert.

Og ikke dermed sagt, at der er noget galt med værdi-debatter og uenighed. Det kan være ret befriende og inspirerende. Men er det IKKE dét du ønsker med gruppen, er de fælles værdier afgørende for stemningen.

Har du styr på de grundlæggende værdier, bliver det også nemmere for dig at poste opslag i gruppen - og administrere den. Eksempelvis finde ud af, hvilke opslag du vil slette og hvilke medlemmer du i værste fald er nødt til at udelukke fra gruppen.

Er det en gruppe for mennesker, der er traditionelle - eller tvært imod eksperimenterende.
Er gruppen for ambitiøse mennesker, der går efter at blive millionærer - eller for mennesker, der mener, at der er vigtigere ting i livet end penge.
Er gruppen for forbrugere, der går op i økologi og dyrevelfærd - eller også for landmænd, der producerer fødevarer på konventionel vis

Gruppens værdier udtrykker, hvad medlemmerne står for og hvad er gruppens fundament.

Tip til at lave en god gruppe på Facebook

  • Gør det attraktivt at være med i gruppen.
  • Vælg et navn, der i sig selv gør det tydeligt og tiltrækkende at melde sig ind.
  • Opret den med et klart mål og formål, der er attraktivt for målgruppen.
  • Vær en god og modig leder i din gruppe.

Forvent ikke, at gruppen kører af sig selv - at medlemmerne uden videre er aktive. Du skal sandsynligvis gøre et ret stort arbejde for at skabe liv i din gruppe og sikre et godt klima, som medlemmerne har lyst til at være del af.

Det tager måske lidt længere tid at lave en god gruppe på Facebook end have en side. Men gruppen er langt sjovere, hvis du synes det er inspirerende at have en nær relation til potentielle kunder.

Er du psykolog, psykoterapeut, behandler etc. skal du være særligt opmærksom. Du kan nemt komme i konflikt med loven ved at lave en gruppe på Facebook - særligt hvis medlemmerne deler personfølsomme oplysninger.