Spørgsmål: Hvad koster en hjemmeside?
Svar: 10 gange mere end nødvendigt.
… Hvis du hyrer den forkerte webproducent!

Med dette blogindlæg vil jeg hjælpe dig at gennemskue, hvorfor der er store prisforskelle på at få lavet website. Og give dig tips til at få den bedst mulige løsning.

Vil du bruge dit website til online content marketing - også kaldet inbound marketing - er den billigste løsning ofte den bedste. Der gælder det nemlig ikke mindst om at komme hurtigt i gang og teste tingene.

Start eventuelt med et såkaldt one page website

Hvad vil du give for dit næste website?

Jeg så engang en Facebook-bruger efterlyse tilbud på et nyt WordPress website med helt almindelige funktioner. Hun beskrev ganske præcist, hvad hun ville have. Der var intet ekstraordinært krævende. Hun fik to meget forskellige tilbud….

dreamstime_s_155108

Den ene webproducent tilbød at lave det for 6.000 kr.
Den anden insisterede på, at det umuligt kunne gøres billigere end 60.000 kr.

Og vi taler IKKE om skoleelev med sort fritidsjob versus professionelt webbureau, der betaler skat og moms!
Begge webproducenter er professionelle med CVR-nummer.

Ingen af de to løsninger er urimeligt dyre.
De er bare vidt forskellige.

De to webproducenter røg ud i en hed debat.
Den dyre mente, at kunder ikke ved, hvad de har brug for - og at de skal have mere, end de beder om.
Den billigste mente, at den dyre tog røven på sine kunder.

Helt så enkelt er det dog ikke!

Den dyre webproducent har ret i, at de fleste kunder ikke ved, hvad de har brug for.
Fordi de af gode grunde ikke er eksperter i webproduktion og ikke engang ved, hvad de ikke ved.

Når kunder ikke ved, hvad de har brug for og ikke ved nok til at stille de rette krav, så køber de ofte løsninger, der forkerte.
For overdimensionerede.
For tidkrævende.
For dyre.
Eller for billige, men det er en anden historie.

Store prisforskelle på websites er ikke ualmindelige.
Nogle gange er de rimelige. Andre gange ikke.

De dyre løsninger skyldes blandt andet, at der er webproducenter, der kæmper for at holde liv i en - for at sige det lige ud - gammeldags forretningsmodel. Det er dygtige håndværkere og de laver godt arbejde. Ingen tvivl om det. Men det handler om traditionelle og dyre håndværksmetoder versus moderne og langt billigere webproduktion.

  • Håndsyede sko versus masseproducerede.
  • Skrædersyet tøj versus stangtøj fra H&M
  • Unikt snedkerkøkken versus modulkøkken fra Ikea.
  • Custom made bil versus bil fra fabrikkens samlebånd
  • Unikt webdesign versus designskabelon

Hvad tror du selv er bedst og biligst?
Du behøver ikke mig til at fortælle, hvad der er bedst til din business og dine kunder!

350.000 kr. for et håndlavet website

På et tidspunkt blev jeg kontaktet af en virksomhed, der havde betalt 250.000 kr. for sit WordPress website. Virksomheden havde derudover ansat en ung medarbejder - til 28.000 kr. om måneden. Hun havde brugt omkring tre måneder på at lægge indhold på. Websitet var altså løbet op i godt 350.000 kr.

Kunden var intereresseret i at hyre mig til undervisning - fordi det var for dyrt at få webbureauet til at oprette nye sider og lave simple rettelser.

Webbureaet, der havde lavet websitet, tilbød ikke den undervisning i at gøre tingene selv, som han havde brug for. Og det undrer mig ikke. Det er nemlig tydeligvis et webbureau, hvis businessmodel er baseret på, at kunderne IKKE vil rode med andet end det mest elementære som at lægge lidt tekst og et billede på. De vil næppe kunne sælge undervisning til ret mange af deres kunder. Deres kunder gider ikke blive undervist i WordPress. De roder ikke selv med deres hjemmeside.

Mine kunder kan og vil selv - det meste

At gøre det meste for kunderne - også når der bare skal lægges nyt billede eller ny tekst på - er en service, som et bette bureau som mit IKKE kan tilbyde.

Jeg har lavet over 600 websites og blogs og kan ikke servicere dem alle med løbende småændringer. Min businessmodel er derfor baseret på, at mine kunder vil klare mest muligt selv, når jeg har lavet det indledende.

Det betyder, at jeg faktisk gør mit bedste for at hjælpe kunderne til at gøre mest muligst selv.
Jeg gør en ekstra indsats for at give dem løsninger, de kan hitte ud af - fordi jeg ikke har kapacitet til at hjælpe løbende med småting.

Mine kunder arbejder gerne med på deres website.
Det reducerer produktionsprisen og de bliver mere selvhjulpne.

Jeg bruger også gode, færdige designskabeloner. De koster nemlig 10-20 gange mindre end unikt design.

Vælg det rigtige bureau - efter dit budget

Du kan ikke tage for givet, at alle webbureauer er gearet til at uddanne dig i at gøre tingene selv.
Ikke alle webbureauer laver løsninger, der nemt kan overtages og videreføres af kunden selv! Tvært imod!

Nogle bureauers businessmodel er baseret på, at kunderne hverken vil eller kan selv.
Og på, at kunderne ikke vil have designskabelon, men gerne betaler for at få et lavet et unikt design (der i sig selv koster pænt mange arbejdstimer at fremstille!) Det er den type kunder, der også gerne betaler for et unikt snedkerkøkken!

Men 250.000 kr. for at et website, der kan laves lige så flot og godt for en tiendedel….. det synes jeg er lige lovligt vildt. Specielt fordi der er bedre måder at bruge budgettet på, hvis websitet skal give kunder.

Tre webproducenter kunne gøre det billigere

Jeg bad - for sjov - to af mine webkolleger om at give et bud på, hvad de kunne lave sådan et website for. De fik ikke at vide, at kunden havde betalt webbureauet en kvart million. Vi var alle enige om, at vi kunne lave det samme website for omkring 25-30.000 kr.!

Og vi var også alle tre helt sikre på, at kunden og websitets besøgende ikke ville kunne se forskel på den dyre model og vores langt billigere løsning.

Sådan kan det gøres op til ti gange billigere

  • Websitet skal så vidt muligt produceres i én uafbrudt produktionsgang
  • Alle materialer skal leveres, før producenten går i gang
  • Websitet skal så vidt muligt produceres ved at bruge standardfunktioner, så der ikke skal programmeres unikke løsninger
  • Der bruges en færdig og fleksibel designskabelon - så der hverken skal designes eller programmeres
  • Websitet skal produceres, så det kan overtages og videreføres af kunden
  • Kunden skal så vidt muligt deltage i fremstillingsprocessen for bedre at kunne arbejde videre med den færdige løsning

Møder og mail æder dit budget

Somme tider er det kunden, mere end websitet, der får tidsforbruget til at løbe op i den helt dyre ende.

Nogle kunder er langt mere tidkrævende end andre. Sagt på en anden måde: nogle kunder kan der tjenes rigtig mange penge på ved bare at holde møder, idéudvikle, sparre og undervise.

Selv når opgaverne er meget lig hinanden, kan der derfor være stor forskel på det endelige tidsforbrug. Fordi forskellige kunder har forskellige behov og interesser. Og forskellige budgetter!

Er du typen, der gerne overlader det til webproducenten at tage størstedelen af beslutningerne, kan du spare rigtig mange timer/kroner.

Kort sagt kan du som kunde selv være med til at styre en stor del af tidsforbruget.