Virus er egentlig et lidt vildledende ord i denne sammenhæng. Det er nemlig ikke frygt for Corona og andre smitsomme vira, der får mig til at holde møder, arbejdsdage og kurser online via zoom

Jeg kender flere, der er sendt på hjemmearbejde på grund af Corona og behovet for at undgå smittespredning. Det er anledningen til at jeg skriver dette blogindlæg - for at dele mine erfaringer med at bruge Zoom til online møder.

Metoden kan komme rigtig mange til gavn - ikke mindst i denne tid.
Du kan komme i gang med systemet på få minutter. Gratis.
Og det er meget nemmere at bruge Zoom til online mødeaktivitet, end mange frygter.

Faktisk er det så nemt, at mange bare går i gang. Uden at have styr på sikkerhed og lovgivning. Uden at lære det mest nødvendige og de grundlæggende metoder til at gøre det sikkert. Men det med sikkerhed kan du læse om i dette blogindlæg.

Du behøver IKKE være teknisk nørd for at tilbyde eller deltage i online møder.

Virus eller ej… online møder og undervisning er smarte af utallige grunde. Eksempelvis hvis en medarbejder/kollega eller kunde sidder i den anden ende af verden.

Smart er det ikke mindst, at mødedeltagere ikke behøver rejse for at tale med kolleger eller kunder.

Møderne bliver langt mere effektive

Er det ikke lidt for upersonligt at mødes via skærm, spørger mange? Nej er mit helt oprigtige svar.

Vi kunne i øvrigt stille det samme spørgsmål til telefonsamtaler - og telefonen bruger vi ikke desto mindre til utallige samtaler. Til sms. Til chat. Altså møder uden at mødes.

Der er to minusser ved de online møder!

For det første er de ikke helt så hyggelige som at mødes over kaffe - med kalorierige skåle og fade på mødebordet.

Hyggen er så også med til at gøre mange møder unødigt lange. Og dét er spild af tid.

At online møder ikke er nær så hyggelige, kan ligefrem være en fordel. Arbejdstiden bliver mere effektiv.

For det andet er de online møder anstrengende - hvis de bliver lange.

En hel kursusdag er ikke noget problem offline.
Online kan man tydeligt mærke efter 2-3 timer, at nu er det ved at være nok.
Når jeg arrangerer online live undervisning satser jeg derfor på korte forløb - og/eller pauser fra skærmen. En vekslen mellem online oplæg og offline arbejde, eksempelvis.

Zoom er mit foretrukne system

Skype kan noget af det samme som Zoom - men ikke helt. Lyden i Skype har også altid irriteret mig.
Zoom passede bedre til mine behov, så det system har jeg brugt i vist 5-6 år nu.

Jeg kalder ligefrem mit kontor for et online værksted

Jeg underviser rigtig mange kunder 1:1 via Zoom. I 1-3 timer.
Men jeg bruger også ofte systemet til at holde møder med mange. Eller afvikle såkaldt webinar.

Zoom kan bruges både via computer, tablet og smartphone.
Med eller uden web-cam på deltager og vært.

For mig er det rigtig smart at dele min skærm med kunder, hvis website jeg arbejder på. Jeg har halve arbejdsdage, hvor kunder og jeg arbejder sammen (ofte afbrudt af pauser) på et website.

De fælles online arbejdsdage gør det hurtigt og effektivt at lave rettelser. Kunden kan SE effekten af sine ønsker. Og jeg kan lynhurtigt få afklaret, om tingene ser ud, som kunden drømmer om.

Geografi er helt underordnet i min business

Mine online arbejdsdage er helt sikkert forklaringen på, at jeg har rigtig mange kunder, der bor langt fra mig.
Mine kunder slipper for at rejse for at holde møde og arbejde sammen.
Vi kan sagtens klarer det hele via skærmen.

Jeg mødes af og til med kunder. Når jeg har tid og lyst. Men det er ikke nødvendigt for opgaven.

Kom gratis i gang

I den gratis version af Zoom kan du holde møder med:

  • Op til 100 deltagere
  • 40 minutter er dog max tid hvis der er 3 eller flere deltagere
  • 1:1 møder i ubegrænset antal

Billigste betalte version koster $14.99 om måneden.

Vil du være vært, skal du have en konto (gratis eller betalt) hos Zoom for at være vært.
Du kan så oprette et møde og sende link til deltagerne via mail.

Deltagerne behøver ikke oprette en konto, men blot klikke på linket og installere et lillebitte hjælpeprogram.

Deltagerne betemmer selv, om de vil have webcam på eller ej.
Værten kan vælge at slukke for deltageres webcam (og lyd) - men ikke påtvinge dem nogen af delene.

Det er nemt at komme i gang som vært - selvom der er masser af smarte muligheder, som man lige skal lære at bruge, hvis man vil udnytte systemet fuldt ud.

Man kan eksempelvis optage en video undervejs af, hvad der foregår på skærmen. Det bruger jeg ofte, når jeg laver demonstrationer for kunden, som så efterfølgende kan få videoen.

Systemet er særligt nemt for deltagerne.
De skal strengt taget bare klikke på et tilsendt link for at logge ind i mødelokalet.

 

Husk det med sikkerheden! Læs her, hvordan du beskytter privatlig og personlige data.

Discover more from WEBwoman

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading