Det her ser jeg desværre dagligt: A4 design, der langt fra er brugbart på en smartphone. Og alligevel er der masser af slagsen:
Ikke-mobilvenlige websider, nyhedsbreve, ebøger, opslag på sociale medier, illustrationer til blogindlæg og artikler…
Ofte er de lavet som dengang verden kun var analog og bogstaver blev trykt på papir.
Det kan nemt gøres meget bedre. Mere brugervenligt. Så dit indhold gør indtryk på flere.
Selv professionelle grafikere og skribenter begår den fejl at skrive og designe som herover.
Som om modtagerne læser på papir og sidder mageligt i en lænestol - totalt fokuseret på teksten.
Mange opslag på sociale medier ser derfor således ud - skrevet og designet som om om modtager printer indholdet ud (på A4).
Virkeligheden er en helt anden.
Vi læser mest på den lille skærm.
Vi læser ikke koncentreret men utålmodigt og giver op, hvis teksten er svær at læse.
Sandsynligvis vil mellem 60 og 80% af dem, der ser dit indhold se det fra en smartphone
Plakaten er lavet i Canva på en stor computer. Som en flyer fra gamle dage. Dengang vi satte plakater op på en opslagstavle, når vi ville samle deltagere til et arrangement i skolen, foreningen, børnehaven, arbejdspladsen….
Sådan bør det hellere se ud, når vi eksempelvis laver opslag på sociale medier - når vi skriver og designer noget, der skal kunne læses på en smartphone.
Skru op for skriftstørrelsen
Skriftstørrelsen er et af de største og værste problemer. De fleste vælger skriftstørrelser, der passer til A4 papir, der bliver printet ud. Sikket fordi vores hjerne er vant til A4 formatet. Når vi skriver og designer på en stor skærm, ser det voldsomt ud, når skriften er skruet op, så den er mobilvenlig.
Vil du teste, om noget er skrevet og designet, så det passer til mobile brugere, er det smart at lægge din mobil oven på en klassisk roman. Teksten på skærmen bør ikke være mindre end teksten i bogen. Hellere lidt større.
Bøger og aviser af papir er lavet med en skriftstørrelse, der passer til stillesiddende læsere.
Mobile læsere er ikke så tålmodige. De hyperlæser, har travlt og bliver konstant forstyrret (af deres smartphone.
Når du skriver og designer til mobile brugere, skal du derfor bruge skriftstørrelser, der er i en helt anden liga. Skru op for skriftstørrelsen.
Her viser jeg, hvordan du nemt - ved at tælle - kan lave mobilvenlige digitale produkter. Jeg bruger et Facebook cover som eksempel, men metoden er brugbar til meget andet.