Læsetid: 3 minutter

http://www.dreamstime.com/stock-photography-e-mail-image1006092De fleste sender nyhedsbreve og salgs-email manuelt. Men du bør også kende automation-metoden, der kan give dig et langt større udbytte med meget mindre indsats. Email automation er effektivt og tidsbesparende. Ikke mindst hvis du endnu ikke har ret mange modtagere til dit nyhedsbrev

Normalt sender du et nyhedsbrev til dem, der her og nu har tilmeldt sig din liste af modtagere. Det nyhedsbrev du sendte i går bliver derfor ikke læst af dem, der først tilmelder sig efter nyhedsbrevet er udsendt. Og så kan det være svært at tage sig sammen til at få skrevet nyhedsbreve, hvis du kun har få modtagere.

Du får alt for lidt ud af det store arbejde det er at producere et nyhedsbrev, så længe du kun har få modtagere. Bruger du i stedet automation-funktionen, får alle tilmeldte de samme nyhedsbreve. Også selvom de tilmelder sig på forskellige tidspunkter. Det betyder, at dine nyhedsbreve får meget længere levetid. Nogle kalder det email marketing på autopilot.

Automatisk udsendelse i loop

Automation-metoden betyder, at mail sendes automatisk - hver gang en ny modtager melder sig.

Du laver en serie af mail, og det kan fint være 10, 20 eller endnu flere mails. Første mail i serien bliver sendt, når en modtager melder sig. Måske få minutter efter.

Du kan sætte automation-funktionen op til, at første mail skal udsendes med det samme. Eller nogle timer/dage efter tilmelding.

Anden mail i serien sendes x dage efter første mail.
Tredje mail i serien sendes x dage efter anden mail.
Og så videre.

Har du en serie på 10 mail, vil automation-metoden derfor sikre, at alle modtagere får alle mail. Selvom de tilmelder sig med adskillige ugers mellemrum. Planlægger du dine nyhedsbreve, så de har lang holdbarhed, vil det lette dit arbejde i mange måneder fremover.

Det betyder, at du på alle måder får langt større udbytte af dine nyhedsbrev.

Brug automation til salgskampagner og online kurser

Metoden er ikke kun brugbar til almindelige nyhedsbreve, men også til salgskampagner og online kurser.

Laver du en serie på 10-30 mails, har du et online minikursus, som modtagerne går i gang med, når det passer dem hver især.

Hvor kan du med fordel bruge automation

De følgende er kun få af mange muligheder:

  • Når en modtager tilmelder sig dit nyhedsbrev kan du bruge automation til at byde vedkommende velkommen med en stribe mail, der eksempelvis giver dem viden om din ekspertise, dine ydelser. Du kan eventuelt fortælle, hvad de kan forvente at få af kommende nyhedsbreve.
  • Når du vil lave et online kursus der skal sendes over en længere periode. I stedet for at sende al viden på én gang bryder du det hele op i overskuelige bidder. Kurset kan vare dage, uger eller måneder.
  • Opfølgning på et køb hvis du eksempelvis vil hjælpe kunden med at få større udbytte af det købte. Det kan være supplerende viden. Øvelser, der kan hjælpe kunden. Samlevejledning. Opskrifter. Metoder. Øvelser.

Når serien af automation-mail er sendt, kan du udmærket fortsætte med at sende almindelige nyhedsbreve til modtagerne. Når blot du overholder markedsføringslovens bestemmelser om uanmodet marketing. For alle tilfældes skyld kan du eksempelvis oplyse folk - både ved tilmelding og via de udsendte mail - at man også tilmeldes dit almindelige nyhedsbrev.

Vil du se et eksempel på, hvordan jeg bruger automation, er du velkommen til at tilmelde dig mit minikursus i online marketing.

Sådan kommer du i gang med automation

De fleste nyhedsbrev-systemer kan sende automation mail.
Der findes også plugins til eksempelvis WordPress, der kan bruges til at lave automation.