“Man kan ikke gøre alle tilfredse!”

Det argument hører jeg hyppigt, når jeg taler om at skrive og designe til særligt udvalgte målgrupper. For eksempel dem, der kæmper med koncentrationsbesvær, opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet, overtænkning, overspringshandlinger, impulsivitet…. det gør eksempelvis ADHD-hjerner. Men også de stressede og dem med PTSD. Dem med depression. Og utallige andre. Flere end du sikkert regner med.

En stor del af befolkningen har (af 117 forskellige årsager) udfordringer med at finde, læse, forstå og huske en digital tekst.
Vi behøver strengt taget ikke gå op i, HVORFOR de udfordrede har problemer med hukommelse, opmærksomhed eller andet. Diagnosen er ikke afgørende, når vi taler om at skrive og designe.

Hvordan læser dine brugere dine tekster?

Først og fremmest skal vi være opmærksomme på at skrive og designe til særlige læsesituationer og læsevaner.
Der er nemlig enorm forskel på hvordan vi læser. Når vi læser på skærm, foregår det sjældent, som når vi læser bøger på papir eller tekster i A4-format:

  • NeuroAtypiske hjerner læser ofte ukoncentreret, ufokuseret, utålmodigt. De zigzagger i teksten
  • Neurotypiske hjerne er også ofte ukoncentrerede, ufokuserede og utålmodige. Især når de bruger minutter online
  • Vi læser koncentreret, når vi læser langt, længe og lineært. Når vi har god tid og tålmodighed.
  • Vi skimmer og skanner, når vi afbryder det vi er i gang med for lige at tjekke noget via smartphone

Vi er alle tilbøjelige til at være ufokuserede og letafledelige utallige gange om dagen: Når vi afbryder det vi er i gang med og griber vores smartphone for at læse online. Det gør vi 100-150 gange om dagen.

Google kalder det mikro moments. Altså når vi liiiiige vil finde noget, tjekke noget, søge noget, købe noget….
Når vi er online i mikro moments, har vi alle de problemer, der er typiske for de særligt udfordrede!

  • Vi læser bedst, hvis intet forstyrrer, distraherer og afbryder - og det er der ofte meget der gør på en skærm
  • Visuelle forstyrrelser kan genere på samme måde som støj - minimalistisk design er oftest bedst på skærm

At læse online i en pause er også udfordrende for velsmurte hjerner

100-150 gange om dagen har vi brug for tekst og design, der ikke er tidkrævende, lang, ensformig væg-til-væg-tekst.

Skriver du webtekster på A4 i Word er du næsten helt sikkert i gang med spænde ben for de fleste digitale brugere.
Du kan skrive meget bedre webtekster, hvis du dropper at skrive på A4. Og sætter dig ind i, hvordan moderne, mobile, digitale hjerner læser.

Vi læser bedst, hvis vi har god tid og kan læse uafbrudt så længe, at vi komme i flow - men sådan læser vi sjældent på skærm. Fordi vi utallige gange om dagen kun bruger et par minutter på skærmen. Og alligevel skriver og designer vi overvejende “tekst på A4–ark”. At vi skriver på digitale A4-ark frem for A4-papir gør ikke den store forskel.

Noget af det bedste vi kan gøre, hvis vi vil skrive webtekster og designe websider, er at skrive og designe med særligt fokus på de mest udfordrede hjerner og de mest udfodrende læsesituationer. Så bliver det nemlig meget bedre for alle.

  • Hvis vi skriver og designer til ADHD-hjerner, blivcer det mere læsevenligt for alle
  • Hvis vi skriver og designer til de stressede og uopmærksomme, er det bedre for alle

Divergente, stressede og deprimerede hjerner kræver lidt ekstra

Kan du skrive webtekster og designe websider til dem med særlige behov, er du også bedre til at skrive og designe til situationer, der kræver særligt brugervenligt indhold.

Hvis vi gør os umage med at skrive og designe til de mest udfodrede, bliver det mere læsevenligt, overskueligt, brugervenligt, mobilvenligt. Og det er ikke kun til gavn for dem med særlige behov.

Skriftstørrelse er et godt, simpelt og praktisk eksempel.
Skruer vi (lidt) op for skriftstørrelsen, bliver teksten nemmere at læse for alle - ikke kun for dem over 40.

Der er mange andre praktiske detaljer, vi med fordel kan skrue på:

  • Undgår vi massive væg-til-væg-tekster, vil flere læse teksten
  • Undgår vi lange linjer med alt for mange karakterer, bliver teksten lettere at læse.

Atypiske hjerner kan lære os at skrive og designe bedre for alle

Mange med ADHD læser lige så godt som de fleste af os, men bliver nemmere distraherede - mister hurtigere koncentrationen.

De forstyrres lettere af reklamer, pop-up-bokse, slidere med skiftende billeder og tekster, der kommer flyvende ind fra alle sider.

Og spørg dig omkring: der er ingen, der foretrækker den slags tingel-tangel, når de vil koncentrere sig om en tekst. Heller ikke de skarpe læsere.

At skrive og designe til udfordrede hjerner er lig med, at mange flere bliver tilfredse.

Skriv og design til divergente hjerner

Det er en fordel for alle, at vi skriver og designer med ekstra opmærksomhed på dem, der har disse udfordringer:

  • Koncentrationsbesvær - det har vi alle, når vi er midt i opgaver og lige vil online for at finde information. Fordi vi i sådanne situationer multitasker.
  • Hyperaktiv hjerne - når vi vil flere ting samtidig eller lige efter hinanden, er der grænser for, hvad vi opfatter og hvor nemt vi finder de svar, vi leder efter online. Vores hjerne bliver hyperaktiv, fordi vi konstant bombarderes med notifikationer, sms, email, nyheder online, opslag på sociale meder. Rigtig mange af os har en stresset, overbelastet hjerne, der har godt af brugervenligt design og enkle tekster.
  • Impulsivitet - vi zigzagger meget mere i digitalt indhold ind i tekster på papir. Vi læser måske langt og længe på papir, men 100-150 gange om dagen zapper vi rundt via smartphone.
  • Utålmodighed - vi keder os hurtigt online. Især når indhold bliver kræver vores opmærksomhed i mere end få minutter. Og der er konstant noget, der frister vores opmærksomhed og forstyrrer vores koncentration.

Divergente hjerner har egentlig ikke særlige behov, når vi taler om at skrive og designe. De er bare bedre end så mange andre til intuitivt at spotte, om tekst og design er bøvlet eller brugervenligt. De reagerer bare lidt hurtigere på æstetisk støj og forstyrrelser.

Skriv og design til forskellige hjerner og forskellige behov. Så bliver det mere brugervenligt, mere læsevenligt, mere overskueligt for alle dine brugere. Også selvom du ikke rammer alle lige godt.

Guide: Skriv og design til stressede hjerner