Grupper på Facebook er desværre et populært mål for spammere. Altså folk, der poster reklame og markedsfører sig. Ofte er der tale om falske profiler, der er oprettet til at spamme. Og passer du ikke på, har du måske en profiler, der bliver spottet som en spammers
Det er ikke mindst store grupper med mange medlemmer, der bliver ramt af ansøgere med skumle hensigter. Det betyder desværre, at administratorer skal bruge ekstra tid for at undgå, at lovbryderne lukkes ind.
Administrator af grupper på Facebook, er nødt til at tjekke alle, der anmoder om at blive medlem af en gruppe, før de giver adgang - hvis altså spammerne skal holdes ude, så tusindevis af gruppemedlemmer ikke overdænges med reklamer for solbriller, blå piller og alverdens andre ting.
Spammere har ofte nogle særlige kendetegn, som vækker mistanke hos administratorer:
- Profilen er ofte relativt ny
- Profilen har få eller ingen synlige personlige informationer
- Profilen er nærmest hermetisk lukket - ingen synlige statusopdateringer
- Profilen er ofte medlem af utallige grupper med mange medlemmer
- Profilen har kun en eller få gange skiftet coverfoto
- Profilen har meget få eller ingen billeder
- Profilen har meget få oplysninger om personen bag
- Profilbilledet er ofte af en meget ung sexet kvinde
- Profilbilledet viser en venlig, bedstemor - sådan nogle er jo helt ufarlige ;-)
Sådanne profiler er det oftest klogest at udelukke fra grupper.
Og har du en profil, der passer alt for godt på ovenstående beskrivelse, er det ikke utænkeligt, at du vækker panderynker hos mange dørvogtere på Facebook.
Vis nu lidt af dig selv
Vil du være medlem af en gruppe, og vil du være aktiv i gruppen, så vil vi gerne vide, hvem vi kommunikerer med. Brug et profilbillede, der viser DIG. Ikke din kat, ikke din hund, ikke dine børn. Ikke et billede, du har fundet et sted på nettet.
Beskyt dit privatliv, men udfyld og vise så tilpas mange informationer, at du virker ægte og troværdig. Folk der gemmer sig totalt, virker ganske enkelt mistænkelige.
Princippet er naturligvis det samme for alle dine sociale profiler online. Vis så meget af dig selv, at det er muligt at se, at du er ægte - og ikke en spammer.
Dette indlæg er oprindeligt udgivet i september 2013, men er blevet revideret, opdateret og genudgivet.