“Mit webhotel siger, at de tager backup hver dag. Så behøver jeg vel ikke også tage backup!?”

Den forklaring hører jeg ofte, når jeg opfordrer mine kunder til jævnligt at tage backup af deres website - og gemme backuppen.

Simply.com skriver på deres website, at “Vi tager daglig backup af alle servere, og disse backupdata gemmes flere uger tilbage, så der er god chance for at vi kan finde dine data frem igen, hvis du er kommet til at slette dem.”

Men….
“Flere uger tilbage” er ofte kun 30 dage. Og 30 dage er ikke altid nok, har flere af mine kunder erfaret.

Hvad nu hvis der går måneder, før du opdager, at du har brug for backup

Adskillige af mine kunder har været flere måneder om at opdage, at deres website er hacket - at det eksempelvis er proppet med link til blå piller, porno, spil og andet godt.

Det er ikke ualmindeligt, at man skal måneder tilbage for at hente en fejlfri backup.

Så tag en backup, når du er sikker på, at alt er i orden.
Gem din backup og gør det nemt at genfinde den.

Tag backup før du laver radikale ændringer - og bagefter.
Gem backuppen med noter, så du ved, hvad den indeholder. At den eksempelvis er taget lige efter du har brugt timer på at redesigne fem flotte sider.

Webhoteller tager ikke mindst backup for at sikre sig selv. De vil være sikre på, at de kan tilbyde dig dit website, som det så ud i går. (Eller for 30 dage siden)

Du skal selv tage backup for at sikre en velfungerende version af dit website. Det er godt at gøre det med faste intervaller, men det kan også være smart at gøre det på nøje udvalgte tidspunkter. Eksempelvis før og efter radikale ændringer.

Bliver dit website en dag ramt af skadelig kode, vil du være glad for at kunne indlæse en bestemt backup - eksempelvis den backup du tog dagen efter du (eller din webproducent) brugte timer på at forandre og forbedre.

Webhotellets backup - gemt i 30 dage - er derfor ikke godt nok efter min mening.
Slet ikke hvis en eller flere af følgende gælder for dit website:

  • Du lægger jævnligt nyt indhold på dit website
  • Du logger sjældent ind på dit website og der kan derfor nemt gå mange dagem før du opdager en fejl
  • Du sørger ikke for løbende at opdatere WordPress, template og plugins

Simply.com oplyser ikke - så vidt jeg kan se på deres website - hvor mange dage de gemmer deres website, men jeg spurgte supporten og fik følgende svar:

Vi tager backup af al data, herunder filer på FTP-serveren, databaser (både MySQL og MS SQL) samt mails på alle mailkonti, oprettet på webhotellet, og bevarer backup 30 dage tilbage.

Tjek lige dit eget webhotel.
Hvor ofte tager de backup.
Hvor længe gemmer de backup.
Gemmer de længe nok?

Læs mere her om at opdatere og tage backup.
Det er nemt at tage backup, så gør det selv med jævne mellemrum og gem din backup i længere tid end webhotellet.