Soloselvstændige og mindre virksomheder ser ud til at smitte hinanden med en både farlig og ulovlig vane - at reklamere i grupper på Facebook. I mange tilfælde sker det ligefrem med administrators accept - og det bliver det desværre ikke mere lovligt af. Heller ikke mindre ufarligt.

Hvis administrator godkender opslag, før de postes, er det både administrator og den, der poster, der kan ende med en bøde.

Reklamer - især de ulovlige - er “farlige” af flere årsager:

  • Mange forbrugere bliver så irriteret over spam, at de anmelder og/eller blokerer
  • Der er virksomheder, der opfatter spam som fripas til at anmelde konkurrenter
  • Anmeldelser til Facebook kan føre til, at din side eller profil mister synlighed
  • Anmeldelser til Forbrugerombudsmanden kan ende i retssag og store bøder

Det kan også være skadeligt for en gruppe, hvis administrator ikke griber ind overfor reklamer.

Jeg har set grupper, der pludselig er gået døde - de almindelige brugetr holder op med at poste, når reklamerne på et tidspunkt tager overhånd.

Ulovlig reklame kan ende med en stor bøde

Hvis kravet om tydeligt at markere reklame bliver overtrådt, kan det koste store bøder. Og det er ikke kun de store firmaer, der får store bøder!

Indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed fik i 2023 en bøde på 30.000 kr. for skjult reklame på Facebook - altså for at poste reklame, der ikke var korrekt markeret som sådan. Bøden skulle endda have været på 60.000 kr. men den blev sat ned, fordi sagsbehandlingen trak ud.

Virksomhedens ejer administrede den Facebook-gruppe og Facebook-side, i hvilken han postede reklame.

Der behøver ikke være tale om, at den der laver opslaget har fået betaling for at gøre det. Der er også givet bøder for at poste reklame som ren vennetjeneste.

Du skal kende markedsføringsloven

Hvis administratorer ikke reagerer, når reklamer postes ulovligt på Facebook, er det ligefrem en fælde. Mange tror nemlig, at hvis bare administrator giver lov, så er det OK at reklamere i gruppen. Og det er det ikke, hvis markedsføringsloven er overtrådt.

Mange TROR derfor fejlagtigt, at det både er legalt og smart at reklamere i grupper på Facebook.

Administratorer af diverse Facebook-grupper er meget ofte er helt almindelige mennesker, der aldrig har været i nærheden af markedsføringsloven. De ved altså ikke nødvendigvis, hvordan de juridiske krav er.

Og spørg engang i din omgangskreds - hvem af dine venner er ligefrem vild med, at den lokale cykelsmed (og 117 andre små soloselvstændige) flere gange om ugen poster reklame i den lokale gruppe?

Facebook opfordrer til at anmelde spam

Facebook accepterer ikke spam og opfordrer brugerne til at anmelde det.

Sådan kan du reklamere lovligt i grupper

Først og fremmest skal du være opmærksom på, at reklame i grupper af mange opfattes som spam. Hold øje med, om du har markant positiv effekt af at poste reklame i en gruppe. Det modsatte kan nemlig sagtens være tilfældet - at du irriterer mange og dermed får et dårligt omdømme.

Anmasende og hyppigt reklame vil ofte vække irritation og modvilje.

Du skal som minimum sikre dig, at din reklame overholder markedsføringsloven - den skal du kort sagt være godt ind i, hvis du selv står for at reklamere - uanset du reklamerer for dig selv, gør det mod betaling eller som en vennetjeneste for andre.

Du skal også sikre dig, at administrator tillader reklame i gruppen - ellers er det nemlig helt ligegyldigt, hvordan du reklamerer. Også hvis du i øvrigt gør det på lovlige måder.

Du skal kort sagt sikre dig i alle ender og kanter, at du reklamerer på en lovlig måde. Ikke mindst sørge for, at reklame er tydeligt markeret som reklame.

Det er uden betydning, om du forsøger at sælge en konkret vare - eller du bare omtaler en butik, et arrangement eller lignende.

Reklame skal markeres som reklame, når du forsøger at påvirke nogen til at handle i en bestemt butik, købe en bestemt vare eller mener noget positivt om en kommerciel virksomhed eller et produkt.

Markeringen skal placeres i starten af opslaget, så brugerne ser det FØR de eventuelt læser opslaget.
Det kan eksempelvis gøres således:

[REKLAME]

Reklamer og influencere overvåges nøje i denne tid

Forbrugerombudsmanden har aktuelt “skjult reklame” som et af sine fokusområder. Så der er vitterlig en reel risiko for, at et medlem (eller en konkurrent) en dag indsender en anmeldelse i irritation over reklamer.

Og så skal du være opmærksom på, at forbrugerombudsmanden er særdeles opmærksom på, hvordan virksomheder bruger privatpersoner som mulddyr, der reklamerer for dem. Det er ikke kun virksomheder, der får bøde, når der reklameres ulovligt.

Reklamer i grupper på Facebook er ikke bare anledning til, at Forbrugerombudsmanden bliver kontaktet - det er en adfærd, der vækker voldsom irritation blandt især almindelige (for)brugere. Og det skaber ofte splid og irritation i en gruppe.

Når de andre reklamerer, kan jeg også….

Overbærenheden med spam er ofte en smule større blandt forretningsdrivende.
De er nemlig mere tilbøjelige til at fokusere på fordelen for sig selv så at sige.

Mange administratorer har heller ikke lyst til at gribe ind og slette reklamer - ofte fordi det vækker vrede blandt dem, der gerne vil reklamere i en gruppe. Er admininstrator det mindste konfliktsky, er det derfor langt fra sikkert, at vedkommende vover at slette eller forbyde reklameopslag. Heller ikke de ulovlige.

Hvis først én virksomhed slipper afsted med at reklamere, fører det ofte til en ren tsunami af reklamer.

Reklamer har i mange tilfælde ført til, at grupper er blevet splittet - at nye grupper er oprettet med fremhævning af andre regler.

Mange uvedkommende opslag i en gruppe fører også ofte til, at almindelige brugere bliver mindre aktive. De poster færre af de opslag, der måske var gruppens primære fokus, da den blev oprettet.

Med tiden vil mange medlemmer blive passive, overse gruppen eller måske helt forlade den.

Et af de mest tydelige symptomer er, at der bliver færre og færre almindelige opslag - som færre og færre reagerer på. Det gruppens oprindeligt blev oprettet til, drukner i ulovlige opslag.

Hvad siger loven:

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 4, skal virksomheder klart  oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for salgstilbud og reklame.

Man skal altså markere et opslag som reklame, når der er kommercielle interesser bag omtale af virksomheder eller produkter. Det skal fremgå klart af opslaget og være tydeligt for modtagerne, INDEN de ser nærmere på opslaget. Det gælder i øvrigt uanset mediet. Altså ikke kun på Facebook, men også hvis det formidles af en anden end virksomheden selv.

Markedsføringslovens bestemmelser om skjult reklame blev strammet i 2017. Og forbrugerombudsmanden er i disse år særligt optaget af, hvordan virksomheder belønner influencere og privatpersoner for at reklamere.

Det er uden betydning, om belønningen er et stort honorar i form af penge - eller små gaver i form af varerprøver etc.
Medarbejdere må heller ikke reklamere for deres virksomheds produkter på Facebook eller tilsvarende sociale medier uden at markere, at der er tale om reklame.

Stor bøde for at reklamere i grupper

 

 

 

Discover more from WEBwoman

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading