Billeder er ofte et stort problem, når jeg bygger website for mine kunder. Billeder i forkerte størrelser vel at mærke. Her får du et par hurtige tips til at skaffe gode fotos i optimal størrelse til dit website.

Tip til fotografer:

  • Billeder til WordPress webdesign må gerne være mindst 3000 px brede.
    Så kan billeder uploades til WordPress uden at bruge tid på billedbehandling.

Det vil i mange tilfælde stadig være ideelt at klargøre (komprimere) billeder manuelt. Men WordPress kan klare opgaven glimrende, hvis billederne blot er mindst 2561 px brede.

Tip til dig, der bestiller billeder:

Hvis du hyrer en professionel fotograf, bør du sikre dig, at vedkommende er klar over, hvilken type billeder, du får brug for. At du eksempelvis har brug for billeder til web.

Mange fotografer er vant til at tage billeder til print - aviser, magasiner, brochurer etc. - og leverer til tider billeder, der ikke er specielt velegnede til mobilvenligt (responsivt) design. Så husk at aftale med fotografen, hvad der er brug for.

Du kan ikke gå ud fra, at fotografen har styr på, hvilke formater og størrelser der er mest velegnede til netop dit website. Det skal du selv have. Og det kan være forskelligt fra design til design.

Store billeder kan gøres mindre.
Små billeder kan ikke gøres større.
Så start stort!

Bed din fotograf om billeder til web, der er mere end 2561 px brede.
Er de bredere end 2560, vil WordPress komprimere dem.
Det betyder, at du (eller din webdesigner/webproducent) kan smide billeder på uden at bruge timer på manuel billedbehandling.

Send eventuelt vedkommende et link til denne lille guide.

#1 Sørg for at have mange brede fotos

Læg mærke til, at billeder på moderne, mobilvenlige websites som regel er brede.
Det såkaldte 16:9 format er fremragende.

Når billeder er brede, kan man se både billede og tekst på en smartphone. Er billedet på højkant, vil det ofte fylde hele skærmen.

Hvis et billede eksempelvis er 4000 px bredt, skal det være 2.268 px højt - så er det i 16:9 format.

Her kan du læse mere om billeder i 16:9 format

Godt at vide, før du skaffer fotos til dit website

#2 Sørg for at der er plads til tekst på nogle fotos

Det er helt almindeligt at bruge et stort billede i toppen af eksempelvis forside, salgssider og andre sider. Med tekst lagt ind på selve billedet. Det kræver naturligvis billeder, der er egnet til formålet.

Billedet af hunden herover er et godt eksempel. Der er plads til masser af tekst til højre for hunden. Og det er i øvrigt ikke skidt, at hunden kigger i retning af teksten. Det vil nemlig ofte lokke folk til netop at kigge på teksten.

Og skulle vi ønske at bruge et portrætfoto af hunden i almindelig portrætfoto-størrelse, kan vi skære alt det sorte væk og har et almindeligt portrætfoto.

#3 Sørg for at billederne er store nok

Billedet på websites er som regel et sted mellem 800 og 1920 px brede.
Det er dog en stor fordel, at originalfotos er større end 2561 px brede - så bliver de nemlig fint komprimeret af WordPress.

Billeder kan altid laves mindre. De kan derimod ikke gøres større uden at blive grovkornede og uskarpe.

Små billeder (under 800 px brede) vil ofte skabe problemer. Undgå dem så vidt muligt.

#4 Sørg for at billederne er nogenlunde ens i størrelse

Bliver dine billeder beskåret i 117 forskellige højder, bliver det ofte et problem at bruge dem på et mobilvenligt website.

Læg mærke til, at det er meget almindeligt at placere 3-4-5 billeder ved siden af hinanden på et sidelayout. Er billederne i forskellige højder, vil det skabe et meget uroligt indtryk. Igen - billeder i 16:9 format er et fremragende valg.

#5 Sørg for at billederne er i høj kvalitet

Få en professionel fotograf til at tage dine billeder. I hvert fald de mest fremtrædende - billeder til forsiden. Portrætfotos etc.

Køber du billeder via online billedarkiver vil jeg anbefale, at du får en professionel til at hjælpe dig med valget.
Min erfaring er, at uprofessionelle har meget svært ved at vurdere billedkvalitet, motiv etc.

Jeg har modtaget masser af billeder, der var uskarpe, misfarvede og dårligt beskåret.

Jo bedre dine billeder er, desto flottere bliver dit design.

Og så lige her til sidst vil jeg vise dig, hvorfor højkantsbilleder sjældent dur.

De fylder ganske enkelt for meget på skærmen.

Og ja, naturligvis kan jeg gøre billedet mindre end vist her.

Men kig engang på denne side på en smartphone, så kan du se, hvad jeg mener.

Webdesignertips til gode billeder på dit website

Første gang udgivet 20. februar 2019, men siden revideret, fordi WordPress fra version 5.3 har fået effektiv billedkomprimering.

Discover more from WEBwoman

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading