Offentlig eller privat? Åben eller lukket? Skriver du kommentarer i en Facebook gruppe, hvis administrator har valgt forkert indstilling, kan det have flere uheldige konsekvenser - for dig selv, dine pårørende og dine venner.
Har du lagt mærke til, at der kommer vildt mange opslag i Facebooks nyhedsfeed fra grupper - også fra grupper, du hverken kender eller er medlem af?
Forklaringen er enkel: Vi bruger Facebook radikalt mindre til private opslag på egen profil.
Vi “gemmer os” i diverse grupper og kommunikerer med folk, der har de samme værdier, meninger eller interesser.
Facebook er derfor begyndt at vise opslag fra offentlig grupper. Og det er langt fra alle, der er klar over, at de IKKE skriver i en gruppe, hvor kun medlemmer kigger med.
I går gjorde jeg en FB-ven opmærksom på, at vedkommendes (meget private/personlige) opslag i en gruppe blev vist for alle hendes venner. Hun gik straks i gang med at slette det hele. Hun troede nemlig, at det kun var gruppens 36 medlemmer, der kunne læse hendes opslag.
Men det kunne jeg - og alle hendes øvrige venner - også.
Og det er en af ulemperne ved de offentlige grupper.
Vi ser opslag, vi måske helst er fri for.
Og det vi tror bliver set af få, bliver måske vist for alle vores venner.
Nogle gange opdager vi derfor, at vores venner har interesser og meninger så firkantede, at vi måske dårligt vil kendes ved de venner.
Kort sagt: Mange grupper på Facebook er upassende. Af forskellige årsager:
- Forkerte indstillinger
- Uklare regler
- Upassende opslag
- Slappe administratorer
Det er nogle af de hyppige forklaringer på, at grupper skaber irritation, vrede, ubehag….
I værste fald er grupper en spam-maskine, der generer både medlemmer og deres venner på Facebook. Eller præget af medlemmer og en tone, som mange af os helst er fri for.
Tak til administratorer, der bestræber sig på at sikre en god tone i grupper
De gode grupper engagerer positivt
Med de rigtige indstillinger og den rigtige brug af en gruppe, kan du skabe et effektivt community - et online fællesskab med positive hensigter.
Det kan være et fællesskab mellem kolleger, familiemedlermmer, kvarterets naboer, foreningens medlemmer…. Der er mange muligheder.
Sælg uden at være anmasende sælger
Du kan også engagere dine potentielle kunder ved at invitere dem med i en gruppe, hvor I kommunikerer med hinanden om en fælles interesse, en fælles sag, en fælles passion. Måske deltager I i det samme kursus.
Vil du sælge noget til nogen, kan du også fint bruge en gruppe på Facebook til at vække interesse, sympati og tillid. Og dermed gøre det betydeligt nemmere at sælge dine ydelser eller ideer.
Brug grupper på Facebook til at brande dig selv om ekspert på et område
En gruppe er fremragende til personlig branding.
Til at skabe en personlig og positiv relation til andre.
Undgå at spamme via Facebook grupper
Brugen af grupper på Facebook har det seneste år ændret sig radikalt. Langt fra alle fungerer optimalt.
Selvom du bare er almindeligt medlem af en gruppe, kan du eksempelvis blive årsag til mere spam og irritation blandt dine venner, end du måske lige tænker over.
Grupper kan være offentlige eller private - synlige eller skjulte for andre end medlemmer.
- Offentlig: Alle kan se, hvem der er medlen af gruppen, og hvad de slår op.
- Privat - kun gruppens medlemmer kan se, hvem der er medlem, og hvad de slår op.
Det er særligt grupper med indstillingen “offentlig”, der er et problem.
Derudover kan administrator indstille gruppens synlighed:
- Synlig: Alle kan finde gruppen ved at søge på FB
- Skjult: Kun medlemmer (dem med et link), kan finde gruppen
Måske skal indstillingerne ændres
Adskillige grupper på Facebook har uhensigtsmæssige indstillinger. Ikke kun uhensigtsmæssige i forhold til gruppens formål og medlemmernes ønsker. De er til stor gene eller irritation for venner til dem, der er medlem af en offentlig gruppe.
Flere af mine venner er eksempelvis med i en offentlig og synlig fotogruppe. Der postes mange opslag med billeder og der kommer uendeligt mange kommentarer - som kun er interessante for gruppens medlemmer. Ikke desto mindre slipper venner til gruppens medlemmer ikke for at se mange af opslagene.
Andre af mine venner er medlem af meget lokale grupper. Mit neewsfeed bliver til tider fyldt med opslag om fjerne lokalområder i Danmark, som jeg aldrig har været i og dårligt kender. Jeg bor i Aarhus. Hvad de lokale diskuterer i en gruppe i Hirtshals interesserer mig ikke.
Dine venner læser med over din skulder
- Når du kommenterer et opslag i en OFFENTLIG gruppe, dukker din kommentar og gruppens opslag ofte i dine venners newsfeed - hvis gruppen er offentlig og synlig
- Hvis gruppen er indstillet til at være PRIVAT, er opslag og kommentarer kun synlige for gruppens medlemmer.
Er du medlem af en gruppe om et konkret og måske specielt emne, er du måske ikke interesseret i, at alle dine venner læser med over din skulder?
Men det gør de, hvis en gruppe er offentlig og synlig.
De kan i hvert fald.
Og det er ikke engang sikkert, at de har lyst til at følge med.
Måske er det ok med dig, at dine venner og deres venner ser dine kommentarer? Men det modsatte er altså ikke nødvendigvis tilfældet. Ofte er folk helst fri for, at deres newsfeed konstant myldrer med opslag fra gruppe, de hverken er medlem af eller interesseret i.
Hvornår er en offentlig gruppe en god idé
Når du vil samle opmærksomhed om en sag eller et emne og altså helt bevidst vil nå ud til at andre end gruppens nuværende medlemmer.
Får du en flok mennesker til at debattere et emne eller en sag i en offentlig gruppe, er det helt sikkert, at deres venner bliver opmærksomme på, hvad der foregår.
Vil du samle underskrifter til et forbud mod RoundUp, skal du ikke drøfte emnet i en privat gruppe. Gør det i en offentlig gruppe - så vil debatten sprede sig som ukrudtsfrø ;-)
Virksomheder bruger grupper ulovligt
Har du selv en gruppe på Facebook, skal du være opmærksom på, om du bruger den til lovlige formål.
Her er det ret afgørende, om gruppen er oprettet af private til hobbyformål - eller af en virksomhed til at kommunikere med kunder/klienter.
Sådan kan du bruge en gruppe på Facebook til at sælge effektivt - og lovligt
Tips og råd til virksomheder, der bruger Facebook grupper
Pas på personlige informationer
Deles der personfølsomme oplysninger via gruppen, skal man være særligt agtpågivende.
Grupper, der handler om sygdom, helbredsproblemer etc. er ofte på kanten af at være lovlige.
Offentlige myndigheder, virksomheder, foreninger og organisationer skal eksempelvis overholde EU’s nye databeskyttelsesregler (GDPR).
Sådan skjuler du gruppeopslag fra newsfeed
Bliver du træt af at se opslag fra offentlige grupper i dit newsfeed, kunne du tidligere skjule alle opslag fra den pågældende gruppe, så du ikke fremover ville ser noget til den.
Du skulle blot klikke i opslagets øverste højre hjørne. Der fandt du en menu - med muligheden for at skjule alle fremtidige opslag fra gruppen.
I løbet af 2018 har Facebook ændret funktionen. I dag er det kun muligt at snooze gruppen i 30 dage. Når de 30 dage er gået, dukker venners opslag igen op i newsfeedet.
En privat gruppe kan godt være imødekommende åben
En gruppe, der er oprettet med indstillingen PRIVAT, kan være lige så åben og imødekommende for nye medlemmer som en offentlig (tidligere “åben”) gruppe. En privat gruppe er endog mere hensynsfuld i forhold til venner, der ikke er interesseret i gruppens emne.
I langt de fleste tilfælde er det - synes jeg - mest hensigtsmæssigt at vælge indstillingen PRIVAT til en gruppe.
Vælg PRIVAT, hvis du er det mindste usikker på konsekvenserner af de øvrige indstillinger.
-
OFFENTLIG: Alle på Facebook kan få vist gruppens indlæg og kommentarer samt blive medlem af gruppen. Åbne grupper dukker op i søgeresultater. Alt indhold, som medlemmerne slår op (billeder, videoer, kommentarer og filer), er synlige for alle, som vælger at se gruppen. Dine venner vil kunne se, at du tilmelder dig eller bliver inviteret til en åben gruppe, f.eks. i Nyheder eller ved søgning. Og de vil også i stor udstrækning kunne se, hvad du poster i gruppen.
-
PRIVAT: Alle på Facebook kan set gruppens navn, dens medlemmer og personer, der er inviteret til at blive medlem af gruppen. Men det er kun medlemmer, der kan se opslag i gruppen.
Vil du være medlem af en lukket gruppe, skal et af gruppens medlemmer tilføje dig - eller du skal anmode om at blive medlem. -
SKJULT: Ingen kan finde disse grupper ved at søge og kan ingen steder se noget om gruppen. Hverken navn eller liste over medlemmer. Vil du deltage i en skjult gruppe, skal du tilføjes af et eksisterende medlem af gruppen - og det er kun muligt, hvis du er ven med vedkommende. Skjulte grupper er eksempelvis velegnede til familier, der vil kommunikere nemt sammen som gruppe - eksempelvis præsentere hinanden for billeder og statusopdateringer fra familiens liv, som ingen andre skal se.
Du kan skifte indstilling for gruppen
Du kan altid skifte indstilling (hvis gruppen ikke har for mange medlemmer). Men gå ud fra, at det ikke er rimeligt at gøre det, hvis du går fra privat til offentlig eller fra usynlig til synlig. Den anden vej - mere lukket og hemmelig - er mindre problematisk.
Har folk tilmeldt sig en privat gruppe i forventning om, at kun gruppens medlemmer kan se opslag, er det efter min mening ikke rimeligt efterfølgende at gøre gruppen mere åben og synlig for alle. Ikke uden i god tid at advare medlemmerne om, at gruppen gøres offentlig og at opslag dermed er frit tilgængelige for alle og enhver.
Husk i øvrigt at sende en venlig tanke til administratorer og ordstyrere, der klarer det sure arbejde med at slette upassende opslag, kommentarer og medlemmer.
Læs mere om indstilling af grupper på Facebook
PS: ovenstående gælder kun for grupper. Ikke for sider på Facebook.
Dette indlæg blev oprindeligt udgivet i april 2013 men er revideret og genudgivet flere gange:
- Marts 2014
- Januar 2015.
- Juni 2018 på grund af EU’s databeskyttelsesregler (GDPR), der trådte i kraft 25. juni 2018.
- Januar 2019 fordi Facebook har ændret muligheden for at skjule opslag fra grupper.
- Januar 2020 fordi Facebook har ændret indstillinger offentlig, lukket og hemmelig til privat vs. offentlig og synlig vs skjult
- Januar 2021 for at tilføje et afsnit om grupper, der har debat og medlemmer, om mange synes er upassende
- Maj 2024 er der strammet lidt op på sproget.