Læsetid: 2 minutter

Har du svært ved at komme i gang med at blogge - eller svært ved at finde på ideer at blogge om. Der er mange metoder til at få ideer. Her får du tre af de effektive

1) Blog om dine kunders problemer, udfordringer og spørgsmål

Læg mærke til, hvilke problemer, udfordringer og spørgsmål dine kunder har. Forklarer du gang på gang de samme ting. Blog om de emner.

Lad dig inspirere af dine kunders ønsker, behov, problemer, udfordringer - og lav et helt katalog at ideer, du kan blogge om. Det vil ikke kun gavne dine nuværende kunder, men kan også være medvirkende til, at mange får øjnene op for, at du er den rette at handle med.

Jeg har trænet mig op til på den måde at forvandle folks spørgsmål til blogindlæg. Eksempelvis blev jeg to gange med kort mellemrum spurgt, “hvordan linker man på Facebook til sit blogindlæg?” Det forvandlede jeg så til et blogindlæg med effektive tips til at linke smart på Facebook. Det er et af de mest læste på min blog.

2) Følg udenlandske blogs

Du kan finde masser af ideer ved at følge udenlandske blogs, der skriver om dit emne. Ingen siger, at du skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Lad dig inspirere af de bedste.

3) Vær nyhedsjæger

Hold øje med, hvad professionelle journalister skriver om. Hvad er aktuelt her og nu. Hvilken vinkel kan DU anlægge på emnet?

Det handler ikke kun om at følge med i TV-nyheder og avisnyheder, men i særdeleshed om at finde nicherne på dit fagområde. Er dine kunder primært håndværkere, så hold øje med, hvad den gruppes fagmagasiner har fokus på og lav ideudvikling på emnerne, så du kan bidrage med din vinkel på sagerne.

 Indlægget blev oprindeligt udgivet i april 2012, men er blevet kraftigt revideret