Nogle fejl og mangler på et website kan synes ubetydelige - eller er ligefrem usynlige for det utrænede øje. Men de er ikke desto mindre alvorlige.
De alvorlige fejl handler ikke æstetik. Ikke om pænt eller mindre pænt.
De handler om objektiv kvalitet. Der er fejl og mangler, hvis effekt kan måles.
De koster kunder, kroner, medlemmer og irriterede brugere.
Du kan sagtens have et website, der æstetisk set er i topklasse - men har utallige fejl og mangler. Også selvom det er en professionel webproducent, der har lavet dit website!
Du mister mange kunder, hvis du fokuserer (for meget) på pænt design
Har du en pænt designet hjemmeside, der ikke skaber de resultater, du drømte om?
Når jeg sender min bil til syn, aner jeg ikke, hvad der kan være af (skjulte) fejl og mangler. Jeg ved, at min bil er pæn (pånær en æstetisk skade på bagsmækken).
Det samme gælder et website. Mange fejl og mangler spotter du aldrig - medmindre du er uddannet i eksempelvis adfærdsdesign, nudging samt digitale købsvaner, søgevaner og læsevaner.
Men fejlene, selv dem du ikke har opdaget, påvirker din omsætning. Måske meget mere, end du lige er klar over.
Fejl og mangler er ofte “vink med en vognstang”
… De er ofte som små sten i skoen. Somme tider kan en lillebitte fejl forhindre dig i at nå dine mål.
Nogle er så alvorlige, at de helt sikkert IKKE blivet lavet af trænede tekstforfattere og webdesignere med forstand på resultatskabende webdesign. Nogle fejl er ikke bare smuttere, der kan forklares med mangel på tid. Nogle fejl er små - men markører. Man kan også kalde dem sladrehanke. De sender nemlig et signal om, at der er flere fejl og måske større fejl at rette.
Få et eftersyn: Sådan kan du forbedre dit website
Hvad vil du opnå ved at være online
Inden du får listen med udvalgte fejl, vil jeg understrege, at der grundlæggende er to typer hjemmeside - og de fejl jeg nævner skal du i særlig grad undgå på et website til online marketing.
- Den klassiske hjemmeside - det online visitkort. Ofte lavet med fokus på pænt design. Det kan ikke tiltrække masser af besøgende og vil derfor heller ikke skaffe dig ret mange kunder. En fejl fra eller til gør ikke nødvendigvis den store forskel.
- Det moderne website til online marketing - det kan tiltrække masser af besøgende og forvandle dem til kunder. Hvis det vel at mærke har godt, velorganiseret og veldesignet indhold. Vær altid obs på fejl og mangler! Regn med, at du kontinuerligt skal teste og forbedre, hvis du vil booste din business.
Her får du syv af de sjældent spottede sladrehanke:
Finder du en eller flere af nedenstående fejl på et website, er der som regel flere andre.
De syv fejl - forklaret, så du kan spotte, om de findes på dit website.
1. Topmenuen er den primære vejviser gennem websitet
2. Footeren i bunden er en knastør afdeling med kedelig information
3. Tekstafsnit med flere linjer, der er brede som A3 ark
4. Skrifttyper er mindre end tekst i en klassisk roman
5. Mange tekstafsnit fylder mere end skærmen på en smartphone
6. Websitet har mange etiketter og for få rubrikker
7. Dårlige linktekster
Topmenuen er den primære vejviser gennem websitet
Topmenuen på et website er alt for ofte hovedvejen gennem et website. Mange websites har sider, man ikke finder uden at bruge topmenuen.
Hvis man ikke kan navigere fra side til side på et websit uden at bruge topmenuen, ser besøgende ikke ret mange sider. Vi smutter ikke igen og igen retur til topmenuen. Ligesom vi heller ikke igen og igen løber retur til at oversigtstavlen i et butikscenter for at finde ud af, hvilken butik vi vil kigge på som den næste.
❎ TEST:
Lad om som topmenuen slet ikke er på websitet. Tjek så, hvor hvor længe og hvor let du kan navigere rundt på websitets sider via link.
Footeren i bunden er en knastør afdeling med kedelig information
Forestil dig, at brugerne har kigget på en side og er nået til bunden - hvor der ikke er andet end faktuelle informationer - som brugeren måske slet ikke er klar til at bruge endnu.
Websider skal ikke ende som en blind villavej. Uden mulighed for at gøre andet end smutte retur til topmenuen for at komme videre.
En smart indrettet footer kan gøre en markant forskel.
❎ TEST:
Tjek footeren. Er der link så interessante, at det er oplagt at aktivere dem - og måske endda mere spændende end topmenuens ofte kortfattede etiketter.
Tekstafsnit med flere linjer, der er brede som A3 ark
Har du nogensinde set en rapport, en opgave eller et brev, der skrevet på A3 format? Jeg har ikke
De seneste år er websider blevet så brede, at amatør-designere falder i en fælde. De laver tekstlinjer i hele skærmens bredde.
Hvis vi læser en roman, kan 75 karakterer pr. linje være ideelt for den rutinerede læsere. Men den linjebredde passer til tekster, vi læser i flow. Når vi læser på papir, når vi har god tid til at læse, når vi sidder godt og når vi vil koncentrere os om en tekst i længere tid.
Så mange karakterer pr. linje er ikke ideelt, når vi læser websider. Slet ikke når vi læser noget, vi af en eller anden grund ikke læser i en dybt koncentreret tilstand.
❎ TEST:
Tjek på en computerskærm, der gør det muligt at se websiden i hele dens bredde. Tag evt. et A3 ark og tjek, om siden er så bred - det er moderne websites ofte.
Tæl karakterer pr. linje, så har du en rigtig god indikator på, om linjerne er læsevenlige.
Tæl både bogstaver, tegn, tal og mellemrum.
Regn med, at 55 karakterer pr. linjer er ideelt, når brugeren læser på computer. 35 er ideelt på smarthone.
Skrifttyper er mindre end tekst i en klassisk roman
Mange misforstår helt og aldeles, hvornår en skriftstørrelse er passende. De kigger på teksten for at vurdere, om de kan læse teksten. At man KAN er desværre ikke ensbetydende med, at besøgende gider.
Det kan måles, om størrelsen er OK. Folk er tilbøjelige til hurtigt at opgive tekster, der præsenteres med en lille skrifttype.
❎ TEST:
Find en klassisk roman. En af de indbundne.
Finde en tekst frem på smartphone.
Læg smartphonen på romansiden.
Er teksten på skærmen mindre end teksten i romanen, bør du gå ud fra, at mange vil opgive teksten.
Mange tekstafsnit fylder mere end skærmen på en smartphone
Denne fejl handler udelukkende om tekster på forside, salgssider, landingpages etc.
Blogindlæg er noget helt andet, fordi vi er mere tilbøjelige til at læse fokuseret, hvis vi læser et blogindlæg. Det betyder dog ikke, at der ikke kan være fordele ved også at bruge ovenstående princip på blogjndlæg.
❎ TEST:
Blad gennem et par sider på en smartpone og hold øje med de længste tekstafsnit. Er der mange, lange ensformige tekstafsnit, der fylder mere end skærmen på en smartphone? Altså fylder så meget, at man ikke kan se fra start til slutning på samme skærmbillede.
Websitet har mange etiketter og for få rubrikker
Etiketter er dem, man sætter på krydderiglas og arkivskabe.
Vi bruger etiketter i topmenuen: Forside, blog, ydelser, priser, om, kontakt
Etiketter er nyttige, når vi vil hjælpe folk med lynhurtigt at finde noget, de aktivt kigger efter.
Vil butikscentret hjælpe folk med at finde toiletterne, er det derfor bedst kort og godt at skrive WC.
“Butikscenterets bedste tænkebokse” er bedre, hvis vi vil aktivere folks nysgerrighed. Men ikke godt, hvis vi vil undgå, at de leder forgæves og ender med at tisse i bukserne.
“Toilet” eller “WC” er en kedelig, men effektiv etiket.
Tænkeboks er bedre til pirre nysgerrigheden.
Så enkelt sagt: hvis 5 af gæsterne aktiverer link til WC, er der måske ti gange så mange, der tjekker linket til tænkeboksen.
Etiketter er gode til det, vi skal kunne finde hurtigt.
Vil vi pirre folks nysgerrighd, skal vi bruge gode overskrifter. Mange af dem. Ikke bare i toppen af siderne, men også løbende i tekster.
❎ TEST:
Kig på topmenuens punkter og aktiver de forskellige link (menupunkterne)
Er den samme etiket gentaget i toppen af siden. Står der eksempelvis engang i toppen af websites sider. Er det brugt spændende overskrifter eller etiketter.
At skrive spændende overskrifter er ikke ligetil. Det er en kunst, som mange velskrivende tekstforfattere ikke engang er gode til. Men man kan træne og blive bedre.
Dårlige linktekster
Klik her, kæs her, download her, klik her for at hente vores gratis ebog om dårligt webdesign … det er eksempler på dårlige linktekster. Af forskellige årsager.
Her, klik og downloader siger intet overhovedet om, hvad jeg opnår ved at aktivere linket.
En knap med teksten Klik her for at downloade vores gratis ebog om dårligt webdesign er bedre, fordi teksten er sigende, men en stor del at den linktekst bør fjernes fra knappen. Står du i en elevator med 20 knapper til lige så mange etager, står der jo heller ikke “Tryk her her for at komme til højhusets 20. etage”.
Frem for at skrive “Mange berømte har været i butikscentrets tænkeboks - læs her” vil det virke bedre at linkteksten er “Hvilke berømte bagdele har tisset i tænkeboksen?”
Hvorfor? Fordi linktekster (hvis de er markeret med en afvigende farve, som de bør være, stikker ud. Mange læser derfor udelukkende linkteksten. Og gør de det, er LÆS HER fuldstændig intetsigende og uinteressant. Så skriv hellere en beskrivende, præcis og fristende linktekst.
❎ TEST
Prøv at skimme siderne for spotte linktekster - og hold øje med, om den beskrivende linktekst er en beskrivende, præcis og fristende linktekst - eller en i sig selv intetsigende tekst. Gode linktekster kan få flere til klikke sig videre - til næste side, næste og næste igen.
Hvad skal du gøre, hvis finder en eller flere af ovenstående fejl på dit website?
Nogle af ovenstående fejl kan løses ret enkelt. Måske kan du endda gøre det selv. Nemt og hurtigt.
For lange tekstafsnit kan eksempelvis brydes op ved at bruge rubrikker, citater, billeder.
Nogle af de nævnte fejl og mangler kan løses på så mange måder, at det ikke er ligetil at beskrive bare én måde at gøre det på.
Nogle kan du sikkert nemt selv rette. Andre kræver måske mere teknisk viden og grundlæggende ændringer af designet. Eksempelvis at den grundlæggende skriftstørrelse øges … hvilket kan føre til, at der opstår behov for utallige justeringer. Så nogle ting er desværre ikke ligetil at rette.
De syv fejl er sjældent singler
Det allervigtigste: De syv fejl færdes sjældent alene. Er der bare én af de syv fejl på et website, er der som regel flere. Og ofte mange andre.
Og det er ikke altid lige præcis de syv fejl, der er de værste!
Nogle gange kan du derfor rette en eller to af de syv fejl uden at spotte nævneværdig effekt - eksempelvis hvis der er alvorligere fejl eller mange.
De seks fejl på listen herover er udvalgt og medtaget af en enestes grund: de er alt for udbredte og nemme at spotte. De findes især på sider som disse:
- Hjemmelavede hjemmesider - klassiske hjemmesider
- Websites der er lavet med størst fokus på æstetisk pænt design
- Websites lavet af webproducenter, der ved mere om teknik end design
- Websites lavet af selvlærte og eller uerfarne webproducenter
- Websites der er designet af grafiske designere
- Websites lavet af webproducenter der ikke er uddannet i UX-design, adfærdsdesign etc.
Brug testen til at tjekke en webproducent
Måske har du er website så gammel, at du allerede har besluttet, at det skal forbedres. Så er der ingen grund til at gå det efter i sømmene. Så kan du i stedet bruge testen på de webproducenter, du overvejer at hyre. Tjek, om de laver websites uden de nævnte fejl.
Du kan også bruge testen til at kvalitetssikre, når du får lavet website. Men husk - det er ikke nok bare at undgå de nævnte fejl.
Listen er første og fremmest god til at lynteste.
Et grundigt eftersyn indeholder langt flere punkter, der bør tjekkes.
Og husk - man kan måle effekten af ovenstående fejl.
Det handler altså ikke bare om, hvad du, jeg og andre synes eller tror.
Vi behøver derfor ikke tage en længere debat om, hvorvidt jeg har ret eller ej.
Tror du mig ikke, er det langt bedre, at du tester effekten af forskellige muligheder.
Vil du læse mere om fejl, mangler og forbedring?
Her får du forklaret de processer, websitet skal være god til: tiltrække, fascinere, fastholde, sælge.
Topmenuen virker slet ikke, som mange tror - og det har alvorlige konsekvenser
Kan du finde en eller af de 7 fejl og mangler, kan du sandsynligvis finde flere. Her har jeg skrevet om 11 udbredte fejl på websites.